Risiko for bøde og beslaglæggelse: Politiet er ekstra opmærksomme på høj musik

Det er sommer i København, og det betyder, at flere og flere rykker ud og bruger det offentlige rum i byen. Politiet forventer derfor udfordringer med støj og høj musik i de sene aften- og nattetimer – udfordringer, som de har oplevet før.

Sommeren i København er i fuld gang, og det betyder at mange mennesker samles i og ved Københavns attraktive parker, havnefronter og andre oaser - altså når regnen ikke lige står ned i stænger.

Men når det gode vejr melder sig, har Københavns Politi erfaring med, at det også medfører støj og høj musik – en udfordring, som tidligere har været til gene for naboer rundt omkring i hovedstaden.

Derfor vil Københavns Politi være ekstra opmærksomme denne sommer.

- Selvom vi i år forhåbentlig går en sommer i møde uden corona-restriktioner, forventer vi, at mange stadig vil bruge byens udendørsarealer – og at vi igen vil se, at nogen glemmer hensynet til andre og skruer for højt op for volumen, siger Peter Dahl, ledende politiinspektør og chef for beredskabet i Københavns Politi, i en pressemeddelelse.

- Derfor vil vores patruljer igen holde skarpt øje med, at festerne ikke stikker af i byens grønne områder, siger Peter Dahl.

"Det handler om sund fornuft"

De seneste års udfordringer med støj og musik til ulempe førte sidste år til, at Københavns Kommune indførte skærpede støjregler i tre af byens parker.

Her tæller Havneparken på Islandsbrygge, Hørsholmparken på Nørrebro og den del af Fælledparken, der ligger op mod Serridslevsvej.

Her er det forbudt at spille elektronisk forstærket musik efter klokken 20.00 på hverdage og søndage og efter klokken 22.00 på fredage og lørdage.

Selvom disse regler ikke gælder for Københavns øvrige grønne områder, er der ifølge Københavns Politi ikke frit lejde til at spille høj musik.

- I bund og grund handler det om sund fornuft. Er du i tvivl, om du spiller for højt, så gør du det nok. Så skru ned og vis hensyn, så vi alle kan være i byen - både dem, der vil have en sjov og sen aften, og dem, som skal tidligt op på arbejde dagen efter, siger Peter Dahl.

Bøde på 1500 kroner

Sidste år var Københavns Politi også ude for at svinge bødeblokken.

Her blev to personer sigtet for at spille musik til ulempe i den første sommermåned. De blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen paragraf 3.

Ifølge Retsinformation omhandler denne paragraf sikring af den offentlige orden i åbne rum som parker og på pladser.

Senere samme sommer gav politiet 50 påbud på én weekend på grund af generende larm.

Her blev 11 sigtet for at have overtrådt ordensbekendtgørelsen.

En overtrædelse kan koste op mod 1500 kroner i bøde.

Til stede i nattelivet

Københavns Politi påpeger i pressemeddelelsen, at hvis man bryder reglerne og larmer, så det er til væsentlig gene for andre, risikerer man både en bøde og at få beslaglagt sit musikanlæg.

- Vi rykker ud til anmeldelserne i det omfang, vi har mulighed for det. Det har vi ofte, men får vi en anmeldelse om et slagsmål eller anden personfarlig kriminalitet samtidig med en anmeldelse om en fest med høj musik, så prioriterer vi den første, siger Peter Dahl.

Sideløbende med politiets indsats mod støj og musik i Københavns grønne områder fortsætter Københavns Politi også tilstedeværelsen i det mere traditionelle natteliv.

Den indsats er centreret omkring Middelalderbyen i Indre By i København, hvor der er en høj koncentration af barer, klubber og nattelivsgæster.

Reglerne om høj musik

  • Det kan straffes med bøde at spille musik, der er til væsentlig ulempe for naboerne. Det betyder, at det er forbudt at spille så høj musik i eksempelvis sin have, at det generer naboerne.

  • Om musik i eksempelvis haven er til gene afhænger blandt andet af tidspunktet. Der er forskel på at spille musik om eftermiddagen og midt om natten.

  • Ofte vil politiet starte med at give en advarsel og opfordre til, at musikken bliver skruet ned.

  • Politiet kan forbyde brug af højttalere, musikanlæg, musikinstrumenter eller lignende, når benyttelsen må antages at være til væsentlig ulempe for de omkringboende eller forbipasserende.

Kilder: Bolius, Ordensbekendtgørelsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik