Rigshospitalet skal nu lave banebrydende operationer i bankende hjerter

Som de første skal Rigshospitalet lave bypassoperationer uden at skære i nogen knogler - i hjerter, der banker.

Normalt foregår en bypassoperation ved, at en hjertekirurg åbner brystkassen op på en patient. Her bliver patientens hjerte blottet, så kirurgen kan komme til de kranspulsårer, der skal behandles. En bypassoperation er med andre ord særdeles hård for kroppen.

Men nu ser en ny teknik dagens lys på Rigshospitalet - en teknik som er mindre voldsom og mindre smertefuld.

Her skal kirurgen nemlig kun lave et lille hul mellem to ribben, der er placeret over patientens hjerte.

Afdelingen for Hjerte- og Lungekirurgi på Rigshospitalet er de første i Skandinavien, der har indført denne nye og mere skånsomme bypassoperation.

Med den nye metode får patienterne heller ikke længere standset deres hjerte på operationsbordet. Og det nye indgreb efterlader desuden patienten med langt færre smerter efterfølgende.

Ny teknik til gavn for patienter

For Rigshospitalet skal netop være frontløber for innovative løsninger og nye teknikker. Det mener Christian Lildal Carranza, der er overlæge på Afdeling for Hjerte- og Lungekirurgi.

- Jeg er lykkelig over at bidrage til innovative løsninger og øge kvaliteten af behandlingen til internationale standarter. Jeg har et mål om, at vi skal være innovative, progressive og mere fremadskuende, end vi nogensinde har været før. Det betyder også, at vi arbejder med nye teknikker, der tilgodeser patienterne, siger han.

quote Jeg er lykkelig over at bidrage til innovative løsninger

Christian Lildal Carranza, overlæge på Afdeling for Hjerte- og Lungekirurgi

En bypassoperation er et indgreb, der skal behandle hjertekrampe. Det gør man, når hjertets kransåre er kalket til.

Den nye bypassoperation kaldes MIDCAB (minimally invasive direct coronary artery bypass). Denne type operation bliver tilbudt til patienter, der har behov for én bypass eller som en form for hybridbehandling med stentbehandling - ballonudvidelse med stent, der udvider forsnævring på den anden kransåre - skriver Rigshospitalet i en pressemeddelelse. 

Patienterne får et lettere forløb

Den nye bypassoperation adskiller sig fra den gamle ved, at den kan laves uden brud på knogler og på bankende hjerter. Det gør, at patienten får et kortere forløb med mindre smerter.


- Fordelen for patienten er mindre smerter, kortere genoptræning og patienten udskrives desuden tidligere. Der er også kosmetiske fordele, men det betyder selvfølgelig ikke noget for os som kirurger, men for nogle patienter betyder det noget, siger Christian Lildal Carranza.

I denne uge har afdelingen på Rigshospitalet gennemført den nye bypassoperation, MIDCAB, for 19. gang. De er derfor stadigvæk i opstartsfasen, fortæller han.

Kun to hjertekirurger i Skandinavien kan lave den nye bypass

Der er mange fordele forbundet med den nye bypass. Men indtil videre er det dog kun to hjertekirurger på Rigshospitalet, som kan lave den nye operation. Det skyldes blandt andet, at den nye operation er sværere for kirurgen at gennemføre.


- Susanne Holme og jeg er de eneste hjertekirurger, der udfører operationen lige nu. Operationen er sværere, så vi udfordrer os selv til gavn for patienterne. Derfor kan vi ikke have samtlige hjertekirurger til at udføre den. Det skal ske gradvist for at sikre kvaliteten, siger Christian Lildal Carranza.

Bypassoperationer er det indgreb, som de hjertekirurgiske afdelinger laver flest af. Og selvom den nye teknik kommer til at gavne en del af disse patienter, så er det langt fra alle, som har mest gavn af denne.

Der vil derfor fremover stadigvæk være flest patienter, der er bedst tjent med klassisk bypasskirurgi eller stentbehandling, vurderer Christian Lildal Carranza. 


Spørg Os - Afstemning

Spørg Os - Formular

Valg til Folketinget