Retten forbyder Loyal To Familia i historisk sag

Et LTF-regelsæt blev fundet på en mobiltelefon i 2017.

Banden Loyal to Familia opløses, og Københavns Politis foreløbige forbud anerkendes som lovligt. Derudover skal banden betale sagens omkostninger.

Sådan lyder kendelsen, som fredag klokken 12 blev afsagt i Københavns Byret i sagen, som Anklagemyndigheden har rejst mod Loyal to Familia.

Et organisationsdiagram med personnumre og navne godtgør, at LTF fra begyndelsen af 2013 havde en fast struktur. Det fremgår, at LTF var organiseret i en ledelse og undergrupper, der var til dels geografisk begrænset.

I forbindelse med en ransagning blev et LTF-regelsæt fundet på en mobiltelefon i 2017.

Retten lægger desuden til grund, at både kontingentbetalinger og indbetaling til fængslede medlemmer var systematisk, og at der var et økonomisk fællesskab.

Retssagen har handlet om, hvorvidt LTF er en ulovlig forening, der er omfattet af Grundlovens paragraf 78 stk. 2:

Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.

Ubestridt leder

Præmisserne for fredagens kendelse runder flere gange Shuaib Khan, den ubestridte leder af LTF, der i 2017 blev udvist af Danmark i seks år.

Retten har tilsluttet sig det synspunkt, at foreningsfriheden er så væsentlige i et demokratisk samfund, at det kræver helt særlige omstændigheder, før en forening kan opløses ved dom.

Det er anset for bevist, at foreningens formål ved vold eller brug af skydevåben var at etablere økonomisk gevinst.

Michael Juul Eriksen valgte på stedet at anke på vegne af Loyal To Familia.

- Vi har været klar over, at det endelige slag ikke bliver slået her. Vi har allerede fundet dage til en landsretssag, som starter 1. september. Dagene er allerede fundet, fordi begge parter vidste, at de ville anke, hvis de ikke vandt i dag. Så kan det være, at sagen også kommer i Højesteret, siger han efter dagens kendelse til TV 2's reporter på stedet.

- Det er min opfattelse, at det er folk, som har kendt hinanden fra barnsben af. De er stadig gode venner og man kan jo ikke forbyde mennesker at eksistere. Derfor har jeg den holdning, at effekten ikke er så stort, ud over at man måske ikke kan se bestemte tøjgenstande på gaden.

Meget tilfredse

Loyal to Familia har været administrativt forbudt siden 27. juni 2018, men et endeligt forbud skal ske ved dom. Det er således sket i dag.

LTF blev kendt ulovlig af Københavns Politi ved et straksforbud 4. september 2018, men i sidste ende var forbuddet alene en forløber for en egentlig retssag, der begyndte i Københavns Byret tilbage i februar.

- Vi har i dag fået byrettens ord for, at LTF er en grundlovsstridig forening, der bruger vold og andre strafbare midler til at opnå kriminelle formål, og det er vi meget tilfredse med, siger chefanklager ved Københavns Politi Ida Sørensen i en pressemeddelelse.

Forbudssagen mod LTF blev indledt ved Københavns Byret den 6. februar 2019. Den har strakt sig over 27 retsdage, der er ført 59 vidner fra anklagemyndighedens side, og sagen har omfattet mere end 13.000 rapportsider.

Anklagerne har i sagen gennemgået flere end 30 tidligere straffedomme mod medlemmer af LTF, der sammenlagt har ført til 109 domfældelser og 344 års fængsel.

Hvad betyder det?

Forbuddet betyder, at det er forbudt at videreføre LTF, som det hedder. Det gælder for eksempel ved brug af rygmærker og andre LTF-kendetegn i det offentlige rum.

Hverken anklagemyndigheden eller politiet har ønsket at sætte tal på grupperingens nuværende størrelse eller udbredelse, der ifølge TV 2s oplysninger er koncentreret omkring Blågårds Plads på Nørrebro og i Storkøbenhavn.

Sagen er historisk, fordi sagen mod LTF er den første sag i dansk retshistorie, hvor domstolene har skullet tage stilling til, om en kriminel bande kan opløses.

Kun to gange tidligere har en domstol opløst en forening i Danmark.

Første gang var i 1874, da Den Internationale Arbejderforening – en forløber til Socialdemokratiet - blev opløst, fordi man anså den for at have et samfundsomstyrtende formål.

Anden gang var i 1924, da foreningen Nekkab blev forbudt. Foreningen var et samlingspunkt for blandt andre homoseksuelle, og den var forbudt dengang.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik