Restauratør greb ind, da ung mand fik gruppetæsk af fodboldfans

Restauratør Ausama Fadel forsøgte at redde både sine møbler, gæster samt en ung fodboldfan, som var omringet af en gruppe voldelige fans.

Området omkring Enghavevej på Vesterbro i København blev søndag eftermiddag omdannet til en kampplads, da flere hardcore fodboldfans fra F.C København og Brøndby kom op at slås inden aftenens superligakamp i parken.

Det gik blandt andet ud over det lille libanesiske spisested Liban Cuisine, der ligger på Sundevedsgade på Vesterbro.

- Jeg var meget chokeret. Det er første gang, jeg ser sådan noget i Danmark. Normalt ser vi ikke sådan noget, fortæller Ausama Fadel, der er medstifter Liban Cuisine, til TV 2 Lorry.

Hooligansene tog restaurantens møbler og begyndte at smide dem rundt, og Ausama Fadel måtte i al hast redde sine gæster ind i restauranten.

Et panisk øjeblik

Samtidig forsøgte han at redde sine møbler fra at blive smadret.

- Jeg kom ud af restauranten for at redde mine møbler og for at sikre, at mine kunder ikke blev ramt af de unge mennesker.

- Det var et panisk øjeblik. Det var der ingen, der forventede, fortæller Ausama Fadel.

Herefter greb han ind, da en ung mand blev slået ned.

- Der var en ung mand på omkring 18-20 år, der lå på jorden. Og omkring seks personer stod rundt om ham og slog ham. Og så var der en, der tog en metalstol og forsøgte at slå ham i hovedet. På det tidspunkt hoppede jeg ind blandt menneskene og forsøgte at beskytte ham, så godt jeg kunne. Beskytte ham fra at blive slået ihjel eller få alvorlige skader, fortæller Ausama Fadel.

- Jeg råbte, at de skulle forsvinde, og at det ikke var et sted for had. Der var uskyldige mennesker.

Her ses et foto af den unge mand, der var omringet af andre voldelige fodboldhooligans.
Her ses et foto af den unge mand, der var omringet af andre voldelige fodboldhooligans.
Foto: Privatfoto

På Café Høegs, der også ligger tæt på Enghave Plads, kom de voldelige sammenstød tæt på.

Som TV 2 Lorry fortalte mandag måtte den 22-årige tjener Camilla Kristensen i al hast genne sine udesiddende gæster indenfor og efterfølgende låse døren, så ingen kom noget til. 

- Jeg syntes ikke, at folk skulle sidde og spise brunch, mens der fløj klapstole og borde rundt over det hele. Så jeg ville sikre, at ingen gæster kom til skade, siger Camilla Kristensen .

Politidirektør: Udsædvanligt med fodboldvold midt i byen

Jesper Bangsgaard, der er vicepolitidirektør ved Københavns Politi, fortæller, at det er usædvanligt, at fodboldfans slås midt inde i byen.

- Det er heldigvis sjældent. Vi har jo en fornemmelse af, at meget af det, der foregår, det er aftalt på forhånd. Og fordi vi mandsopdækker dem så tæt, så er vi meget ofte præventive og forhindrer det på forhånd, siger han til TV 2 Lorry. 

Jesper Bangsgaard er vicepolitidirektør ved Københavns Politi.
Jesper Bangsgaard er vicepolitidirektør ved Københavns Politi.
Foto: Amanda Goth - TV 2 Lorry

Fodboldkampen søndag var den første kamp i Parken med mere end 500 tilskuere efter coronanedlukningen af Danmark.

Formand for fanklub ærger sig

Derfor er det også ekstra ærgerligt, at urolighederne tog al opmærksomheden, mener formand for FCK Fan Club, Lars Thor Jensen.

- Vi tager først og fremmest som fanklub afstand fra al vold og hærværk. Jeg kan sige, det selvfølgelig er irriterende, at det endnu engang skal fylde overskrifterne, når overskrifterne jo faktisk burde være, at den første kamp med tilskuere i Parken blev gennemført, efter at superligaen startede igen, siger han til TV 2 Lorry.

Foreløbig er tre personer blevet anholdt for slagsmål. En er anholdt for vold mod en politibetjent, og en er sigtet for fyrværkeriloven.

Politiet gennemser videomateriale

- Det, vi gør nu, er, at vi får gennemset al det her videomateriale, der ligger. Og så får vi genkendt nogle af de her hooligans. For vi har nogle grupper, der kender rigtig mange af de her. Og alle dem, vi kender, der deltager i slagsmålene, vil også kunne se frem til at høre fra os, siger vicepolitidirektør Jesper Bangsgaard.

På det lille libanesiske spisested på Vesterbro håber Ausama Fadel nu på, at søndagens uroligheder var et engangsforetagende.

- Jeg håber, at det ikke vil ske igen. Alle elsker fodbold, så i det mindste skulle vi støtte begge hold på en fredelig måde, så der ikke er et behov for vold, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik