Restaurationer i København får igen mulighed for udvidet udeservering

Samtidigt med at restauranter og caféer kan åbne for udendørsservering den 21. april, kan nogle steder søge om tilladelse til udvidet udeservering. Det vil sige, de kan bruge et større område foran restauranten til deres gæster.

Nu kan nogle restauranter i København glæde sig til at få plads til flere gæster udendørs.

Købehavns Kommune har netop åbnet op for at caféer og restauranter igen kan søge om udvidet udeservering.

Tilladelsen til udvidet udeservering giver restaurationerne mulighed for at inddrage parkeringspladser og bruge pladsen til at gæster kan sidde udendørs allerede fra 21. april og frem til 1. oktober.

Sidste år var det i første omgang muligt for restauranter i København at have udvidet udeservering fra 18. maj til oktober. Herefter blev tilladelsen forlænget året ud

Et af stederne, der fik tilladelse sidste år, var Caféen 42Raw på Pilestræde, og igen i år kommer det som en glædelig nyhed:

- Det betyder for det første, at vi kan åbne 21. april i stedet for 6. maj, fordi vi har normalt ikke har udeservering her på stedet. Det betyder, at vi får to ugers drift, vi ellers ikke ville have fået, siger Jesper Rydahl, ejer af 42Raw.

Den ekstra udendørs serveringsplads betyder, at 42Raw på Pilestræde får op til 20 ekstra siddepladser.

Sidste år var den udvidede udeservering en stor succes for caféen 42Raw på Pilestræde i København
Sidste år var den udvidede udeservering en stor succes for caféen 42Raw på Pilestræde i København
Foto: Sebastian Holm/ TV 2 Lorry

- Det er ikke nødvendigvis fordi det redder vores Coronakrise. Men vi tager imod alt, vi kan få, som kan skabe bare 10 procent forbedring af vores vilkår, så vi kan få så meget omsætning, vi kan på det forretningsgrundlag, der nu er, siger Jesper Rydahl, ejer af 42Raw.

Forventer mange ansøgere

Brancheorganisationen Horesta, forventer at mange restaurationer igen vil gribe muligheden for et større udendørs serveringsområde.

- Det er super positivt. Vi ser ind i en sommer igen i år, hvor vi ikke kan forvente, at der kommer mange turister. Corona er her stadigvæk, og folk er muligvis mere trygge ved at sidde ude end indenfor, siger Annette Hyldebrandt, chef for turisme- og oplevelsesøkonomi i Horesta.

Chef for turisme- og oplevelsesøkonomi i Horesta, Annette Hyldebrandt, ser positivt på muligheden for udvidet udeservering.
Chef for turisme- og oplevelsesøkonomi i Horesta, Annette Hyldebrandt, ser positivt på muligheden for udvidet udeservering.
Foto: Sebastian Holm/ TV 2 Lorry

Ifølge hende havde den udvidede udeservering sidste år stor betydning for flere restaurationer:

- For nogle afgjorde det, om de gik konkurs eller ej, så meget betød det faktisk. Derfor er det en super håndsrækning som Københavns Kommune har givet virksomhederne.

I 2020 var der i alt 386 restaurationer, der søgte om tilladelse til udvidet udeservering. Heraf blev 270 ansøgninger godkendt. Det oplyser Teknik- og Miljøforvaltningen i  Københavns Kommune til TV 2 Lorry.

Det er dog besluttet fra politisk side, at parkeringspladser denne gang kun kan nedlægges og bruges til servering på veje i Middelalderbyen, Frederiksstaden, Gammelholm og Kødbyen.

- Vi havde gerne set, at det gjaldt for hele København og for alle virksomheder, men sådan blev den politiske aftale desværre ikke. Men aftalen er stadig rigtig positiv og rigtig mange virksomheder vil benytte sig af det, siger Annette Hyldebrandt, chef for turisme- og oplevelsesøkonomi i Horesta.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik