Restaurantejer om frivillig lukning: ”Resultatet ved ikke at lukke ned er langt værre end at lukke”

Restauranter kan med de nye kompensationsordninger blandt andet få dækket op til 90 procent af virksomhedens faste omkostninger, hvis de lukker frivilligt. Det har Restaurant C’ho Fame i København valgt at gøre.

- Resultatet ved ikke at lukke ned er langt værre end at lukke.

Sådan lyder det fra Karina Ringgaard Møller, der sammen med sin mand ejer og driver restauranten C’ho Fame i Indre København.

Søndag havde de åbent for sidste gang.

- Jeg stod nærmest med tårer i øjnene, da jeg servicerede de sidste gæster i går. Vi ved jo ikke, hvornår vi åbner igen, siger Karina Ringgaard Møller til TV 2 Lorry.

Ikke mere sul at tage af

For et år siden kom de igennem vinteren og overlevede ved at lave takeaway. Men denne gang er der ikke mere sul at tage af, og derfor har Karina og hendes mand frivilligt valgt at lukke C’ho Fame.

- Nu er vi nået til en situation, hvor omsætningen er dalet i takt med, smittetallet er steget. Det har været op ad bakke i et helt år, men nu er gaden altså tom for mennesker, fortæller hun.

Derfor er hun glad for, de kompensationspakker, som restauranter nu kan få del i ved frivilligt at lukke.

- Vi får en håndsrækning, og det er vi taknemmelige for. Vi har jo også forpligtelser over for dem, vi skal betale regninger til, siger Karina Ringgaard Møller.

Kompensation kan hjælpe

Det kan nu lade sig gøre, fordi virksomheder, der er ramt af restriktionerne frivilligt kan lukke og få dækket op til 90 procent af virksomhedens faste omkostninger og omsætningstab samt benytte lønkompensationsordningen for hjemsendte medarbejdere.

Det bliver også muligt at søge om kompensation fra den dag, der er trådt restriktioner i kraft. Det vil sige henholdsvis den 10. december eller den 19. december.

Samtidig er puljen for kasserede letfordærvelige varer blevet udvidet, så virksomheder og leverandører, der på grund af restriktioner brænder inde med letfordærvelige varer i perioden den 10. december til den 19. december 2021, kan få hjælp.

- Jeg tror, at vi er mange, som havde håbet på en jul uden corona. Desværre står vi en situation, hvor vi næsten hver dag ser nye smitterekorder. Derfor har vi været nødt til at indføre flere restriktioner, så vi kan få smitten sparket til hjørne. Men når der kommer restriktioner, så følger hjælpen med. Derfor spændte vi i sidste uge det brede sikkerhedsnet ud under dansk erhvervsliv, og nu har vi justeret og udvidet nettet, så dem der bliver ramt kan få hjælp, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S). 

Her kan du se TV 2 Lorrys tv-indslag vedrørende virksomheder, der nu får mulighed for at få kompensation ved frivilligt at lukke ned. Artiklen fortsætter efter videoen.

Her kan du se TV 2 Lorrys tv-indslag vedrørende virksomheder, der nu får mulighed for at få kompensation ved frivilligt at lukke ned.

Senest er Pluto Group, der står bag en række restauranter i København, valgt at dreje nøglen midlertidigt om som følge af den nye nedlukning.

Ifølge direktøren Jesper Madirazza-Marcussen er nedlukning af alle restauranterne "det mest ansvarlige for vores virksomhed, vores gæster og vores personale".

- Vi ser ind i en tid med høj smitte blandt gæster og personale, samt en stor nedgang i gæsteantal. Alt dette vil medføre store timebesparelser på personalet, nogle steder helt op til 40 procent. Det mener vi er meget uholdbart for alt det personale, det kommer til at ramme. Ved at lukke virksomhederne ned, aktiverer vi hjælpepakkerne og kan sikre vores personale, lyder det fra direktøren i en pressemeddelelse.

Pluto Group står bag restauranterne Maison, Gorilla, Retour og Pluto. Af pressemeddelelsen fremgår det ikke, hvornår restauranterne genåbner.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik