René var død i 20 minutter: Nu har han sat sig et vildt mål

Det handler om at manifestere sig over for sin sygdom, når René snører støvlerne og begiver sig ud på knap to ugers vandring, der skal munde ud i en million skridt.

"Du har været død i 20 minutter."

Nogenlunde sådan lød beskeden fra lægerne til René Vitting, da han vågnede op efter knap to dage i koma på Rigshospitalet i maj 2019.

En blodprop i hjertet havde sendt ham til tælling. 

- Det var nærmest ligesom med Christian Eriksen. Jeg var død en 20 minutters penge, fortæller han til TV 2 Lorry.

Han faldt om klokken kvart over fem om morgenen på Bernhard Bangs Allé, mens han var på arbejde. En forbipasserende så faldet og ydede hurtigt hjertemassage, inden ambulancefolkene kom til og et par minutter senere gav René otte genoplivningsstød.

quote Når man har været død og kommer tilbage til livet, så får ens liv nyt indhold

René Vitting

En pacemaker blev efterfølgende sat ind for at overvåge hjerterytmen og hjælpe til, hvis den var uregelmæssig. Oplevelsen satte sig i den dengang 58-årige mand, der var vant til et aktivt og sundt liv.

- Hvorfor var det lige mig, der faldt om? Jeg synes, jeg levede sundt, som jeg skulle. Jeg har ikke røget og havde en almindelig vægt. Jeg kunne ikke se nogen faresignaler umiddelbart, siger han.

En million skridt på 12 dage

Nu - to et halvt år senere - vil han bevise over for sig selv, at han stadig kan leve et aktivt liv, selvom han er hjertepatient.

Derfor vil han fra mandag den 1. august og 12 til 14 dage frem - afhængigt af formen og vejret - se, om han kan gå en million skridt - eller hvad der for ham svarer til cirka 800 kilometer.

- Jeg kommer rundt om hele København, Indre by, Amager, Valby, Brønshøj/Husum, Søborg og Buddinge. Jeg har lavet 12 grundruter inden for det område.

- Der er en ny rute hver dag, og hver rute skal jeg gå på fire måder. Først går jeg ruten i den ene side frem og tilbage, og så går jeg ruten i den anden side frem og tilbage. Det giver omkring 65 kilometer om dagen, forklarer han.

Efter blodproppen i maj måned 2019 kæmpede René Vitting sig stille og roligt tilbage, inden han faldt om og blev sendt til tælling igen tre måneder senere. Han var kun væk et par minutter, viser data fra pacemakeren, men konsekvenserne var endnu større:

- Jeg fik en tredobbelt bypass, hvor de åbner hjertet og ser, hvad der er galt. Operationen tog syv til otte timer i fuld narkose og 16 timer i alt. Bagefter kunne jeg slet ikke noget. Hele brystkassen skulle vokse sammen igen, og jeg måtte overhovedet ikke gøre noget fysisk, dårligt løfte en liter mælk.

quote Jeg bliver mindet om min hjertesygdom hver dag, fordi jeg har to store ar på brystkassen fra bypass-operationen

René Vitting

2019 blev året, hvor han først gik ned psykisk og derefter fysisk.

Ved indgangen til 2020 var René Vitting helt nede i kulkælderen.

Men man skal som bekendt helt ned og skrabe bunden, før man kan rejse sig igen - og det gjorde René skridt for skridt.

- Stille og roligt kom jeg i gang med noget genoptræning, og efterhånden kunne jeg begynde at lave noget mere. I løbet af januar 2020 kunne jeg se, at jeg godt kunne komme videre, begynde at gå, løbe og lave fysisk træning.

- Jeg besluttede mig for at komme i form og løbe Copenhagen Maraton, der tilfældigvis lå på årsdagen for, hvornår jeg første gang faldt om.

Insekt stoppede sidste års vandreprojekt

Det blev - selvfølgelig fristes man til at sige - aflyst af corona-pandemien, der i foråret 2020 lukkede hele landet ned. Det slog ham dog ikke ud, og i stedet løb han sit eget maraton.

Nu venter så en ny udfordring, hvor René håber at kunne gå omkring 84.000 skridt - eller 65 kilometer - om dagen. En udfordring, hvor mange ting kan gå galt.

Formen kan svigte, vejret kan vise sig fra en uholdbar side, og så kan der ske ting, som er svære at forberede sig på.

Det oplevede han sidste sommer, hvor planen var at gå fra Skagen til København - en tur på cirka 500 kilometer.

- Der blev jeg nedlagt af et lille insektdyr, da jeg nåede til Aalborg. Jeg blev indlagt, og det viste sig, at jeg havde fået en virus.

Det til trods er optimismen stor, og efter tre måneders træning er det ikke de fysiske begrænsninger, der minder René om, at han er kronisk hjertepatient. Det gør dagligdagen heller ikke, hvor han igen arbejder på fuld tid.

- Det (hjertesygdommen, red.) påvirker allermest på den psykiske front, fordi jeg er kronisk syg. Jeg bliver mindet om min hjertesygdom hver dag, fordi jeg har to store ar på brystkassen fra bypass-operationen.

- Jeg kommer aldrig væk fra sygdommen, men skal alligevel prøve. Det er et dilemma, for på den ene side skal jeg forsøge at glemme den, men på den anden side bliver jeg mindet om den hver dag.

Et anderledes liv

Hvad håber du, der kommer ud af dit projekt?

- Jeg håber først og fremmest, at jeg kan gennemføre – og gerne på de her 12 dage. Så har jeg fået lagt arm med den store udfordring. Det vil betyde en hel del for mig. 

- Når man har været død og kommer tilbage til livet, så får ens liv nyt indhold, og så skal man jo stadig have noget at være stolt af. Jeg er jo ikke stolt over, at jeg faldt om.

Er det forbundet med skam at blive ramt af en blodprop? 

- Nej, det er det ikke, men jeg har troet, at jeg levede, som jeg skulle, og at mit liv kørte derudad. Det der med, at folk faldt om og fik sygdomme, det var ikke mig. Det var naboer og andre. 

- Så skete det for mig selv, og jeg forstod ikke et mug af det. Og når man ikke gør det, så er man nødt til at bygge sig et nyt liv, som man kan være stolt over, og det er denne her udfordring en del af, slutter René Vitting

René Vitting er ikke den eneste, der bruger gåture som et redskab til at komme over livets udfordringer. Efter et overfald valgte Nicolai Laursen Aagaard gå Danmark rundt baglæns for at sætte fokus på mobning. Se eller gense indslaget nedenfor.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik