Rekordstort græskar på knap et ton vinder DM

Det ikk' så ringe endda, lyder det fra den glade vinder.

Der blev ikke bare slået ny dansk rekord, der blev også sat ny nordisk rekord, da DM i Kæmpegræskar lørdag blev afholdt under Halloween i Tivoli.

For andet år i træk vandt Jens Peder Skønager fra Ribe DM, og han skrev sig ind i historien med et græskar, der vejede hele 970,4 kilo.

Vindergræskaret slog tilmed den nordiske græskarrekord, der tidligere lød på 857 kilo.

quote Min opskrift er top-secret, og den vil jeg ikke ud med

Jens Peder Skønager, vinder af DM i kæmpegræskar 2020

Opskriften på at frembringe sådan en kæmpe holder Jens Peder Skønager tæt til kroppen. Han vil simpelthen ikke ud med sproget.

- Min opskrift er top-secret, og den vil jeg ikke ud med. Jeg røber dog gerne, at der er brugt læssevis af hestepærer, rigelige vandmængder, og den stærkt varierende danske sommer har som prikken over i’et gjort underværker på mit græskar.

Har ligget søvnløs i flere nætter

Navnet på græskar-sorten er Atlantic Giant, som tilsat næring og gode vækstbetingelser, kan gå helt amok både i størrelse og vægt.

Her ses årets vindergræskar, der vejer knap et ton.
Her ses årets vindergræskar, der vejer knap et ton.
Foto: TV 2 Lorry - Morten Raarup

Den nuværende danske græskarrekord fra 2018 lød på 589,4 kilo, men den fik Jens Peder Skønsager forbedret med hele 381 kilo.

- Jeg har puttet den om natten med to uldtæpper og har ligget søvnløs flere nætter, fordi græskarret fik en lille revne, som jeg har behandlet med en hårtørrer og babypudder. At jeg også har fået ramt på den nordiske rekord, havde jeg måske drømt om. Det er ikke så ringe endda, hvis jeg skal sige det på jysk. Nu tør jeg gå efter verdensrekorden, fortæller han.

Jens Peder Skønager er en glad mand.
Jens Peder Skønager er en glad mand.
Foto: TV 2 Lorry - Morten Raarup

Verdensrekorden, som Jens Peder Skønsager refererer til, stammer fra 2016, og den er på hele 1.190,5 kilo.

Konkurrencens andenplads gik til Laurits Vagner fra Ringkøbing med et græskar på 520,6 kilo, og tredjepladsen vandt Kim Engrob Bøndergaard fra Spjald med et græskar på 411,2 kilo.

Ikke ét eneste græskar fra TV 2 Lorrys område havde kvalificeret sig til den store finale i dag.

Halloween i Tivoli finder sted fra d. 9. oktober til d. 1. november.

Liste over vindere af DM i Kæmpegræskar

Liste over danmarksmestre til DM i Kæmpegræskar i de 13 år, hvor det har været afholdt i Tivoli

 

2020: 970,4 kg, Jens Peder Skønager fra Ribe - nuværende Danmarksrekord og nordisk rekord

2019: 446,3 kg., Jens Peder Skønager fra Ribe

2018: 589,4 kg., Lasse Blach fra St. Merløse ved Ringsted

2017: 485,4 kg. Jørgen Ø. Jensen, Nr. Nebel fra Varde

2016: 342,0 kg., Kim Engrob Bøndergaard fra Spjald

2015: 310,6 kg., Kim Engrob Bøndergaard, fra Spjald

2014: 276,2 kg., Kim Engrob Bøndergaard fra Spjald

2013: 210,2 kg., Nina Tin Rasmussen fra Mørke

2012: 451,4 kg., Lasse og Hanne Kolding fra Slagelse

2011: 288,2 kg., Ivar Lund fra Astrup ved Hjørring

2010: 260,9 kg., Poul Sørensen fra Thy

2009: 275,4 kg., Ludvig Ahm Krag fra Uggerby

2008: 335,0 kg., Erik Lund fra St. Ladager

 

I perioden, hvor Tivoli har afholdt DM i Kæmpegræskar, har der været sat i alt fire danmarksrekorder: 2008,  2012,  2017,  2018 og  2020.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik