Rekordlang ventetid på byggetilladelse i København bliver nu endnu længere

Det kommer til at tage tre måneder længere end først lovet at nedbringe tiden for sagsbehandling. Det er ikke godt nok, siger SMVdanmark.

Det er nu syv måneder siden, at rådgiver og direktør Henrik Busch sendte en ansøgning om byggetilladelse til Københavns Kommune. Men den er endnu ikke blevet godkendt.

- Syv måneder er helt uacceptabelt. Det koster penge hver evig eneste dag, siger Henrik Busch til TV2 Lorry:

- Det betyder rigtig meget, at det bliver udskudt igen og igen. Det er lidt som at være i fængsel, når man ikke kan få et svar.

Alle de gamle bygninger på grunden Strandlodsvej nr. 6 på Amager skal efter planen rives ned og erstattes af nye. Dermed er det også en sagsbehandling, der for længst burde have været afsluttet.

- Kommunens sagsbehandling er rent kaos. Forvaltningen sejler. Hvis det havde været et sygehus, var patienten død, og hvis det havde været en kommerciel forretning, var den gået konkurs, slår Henrik Busch fast.

Store konsekvenser for virksomhederne

Sagsbehandlingstiden for simpelt byggeri må  max tage 40 dage, mens det for mere komplicerede byggerier, som eksempelvis erhvervsetagebyggeri, må tage 60 dage. 

Men de sagsbehandlingstider kan Københavns Kommune slet ikke overholde, da man for eksempel i Henrik Buschs tilfælde har passeret 200 dage. 

Kommunen har tidligere lovet at få styr på tiderne inden begyndelsen af 2023. Men nu lyder det fra Teknik- og Miljøforvaltningen, at det kommer til tage i hvert fald tre måneder længere end planlagt - og det har store konsekvenser for særligt de små og mellemstore virksomheder.

- Det er en katastrofe for virksomhederne i København. Det er så centralt for dem med korte sagsbehandlingstider. Særligt i en tid som nu, hvor materiale- og energipriser stiger. Det kan betyde, at en virksomhed med overskud bliver til en virksomhed med underskud, siger Mia Amalie Holstein vicedirektør i foreningen for små- og mellemstore virksomheder, SMVdanmark.

Borgmester: Det er uacceptabelt

Teknik- og Miljøborgmester, Line Barfod (EL) erkender, at der er et stort problem med sagsbehandlingstiderne.

- Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt og urimeligt for dem, der oplever det. Men sagsbehandlerne knokler alt, hvad de overhovedet kan for at nå det, og vi går til udvalget i morgen med en række nye initiativer, så vi kan få nedbragt sagsbehandlingstiderne, siger  Line Barfod til TV2 Lorry.

Artiklen fortsætter efter videoen

Ilva-butikken har stået klar siden efteråret - men tilladelserne mangler stadig

På et møde i Teknik- og Miljøudvalget mandag den 20.juni vil hun derfor blandt andet foreslå at afsætte flere penge på budgettet til få mere hjælp udefra, og det bakker oppositionen op om.

- Løsningen er, at vi skal have bragt de sager ned. Det er noget rigtig skidt for København. Nu begynder erhvervslivet at snakke om, at de flytter arbejdspladser væk, og de flytter erhvervsbyggerier væk. Det kan vi simpelthen ikke have, mener Morten Melchiors (Kons.), som er medlem af Teknik- og miljøudvalget for Det Konservative Folkeparti.

SMVdanmark: Det er for lang tid

Ifølge Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) er årsagen til de lange ventetider dels mange komplekse byggesager og dels mangel på medarbejdere. Men hun erkender, at det ikke er rimeligt. 

- Det er ikke spor rimeligt. Men problemet er, at det tager tid at nedbringe den pukkel, der er, siger Line Barfod.

Hos  SMVdanmark er vicedirektøren ikke imponeret over tempoet. Også selvom det kun drejer sig om yderligere et kvartal.

- Det er alt for lang tid, at de først vil være færdige i andet kvartal i 2023, siger Mia Amalie Holstein.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik