København har i mere end 100 år været centrum for de homoseksuelles ligestillingskamp. Homohistorien er en fortælling om skandaler, forfølgelse, undertrykkelse og menneskelige skæbner. Men det er også en udviklingshistorie om Danmark, og hvordan landet er blevet formet som en moderne nation.
I historien kan du blandt andet møde:
Emil Aae, tandlægen der fik smadret sit liv.
Jens Jersild, politiinspektør der forfulgte bøsserne.
Bent Hansen, sekretariatslederen der så aids i øjnene.
Tandlægen Emil Aae førte en uforstyrret og fredelig tilværelse som homoseksuel i det tidlige 20. århundrede. Hans seksualitet bliver imidlertid trukket frem i lyset, da han bliver anklaget for at have dyrket sex med en mand. Det bliver anledningen til den første store homo-skandale, sædelighedsskandalen, der får vidtrækkende konsekvenser for homoseksuelle i hovedstaden.
”Den uhyggelige sædelighedsskandale har løftet sløret for forhold, der med rette må fremkalde den mest rådvilde bestyrtelse…" - Københavnsk dagblad i november 1906.
Da skandalen ruller i det tidlige 1906, er det stadig kun en skandaløs afsløring af et - for den brede offentlighed - hidtil ukendt trækkerdrengsmiljø i København. Med Emil Aaes arrestation går historien fra at være et stykke sensationsjournalistik forbeholdt populærpressen, til at blive en følelsesladet og barsk diskussion af fænomenet homoseksualitet.
"Jeg havde allerede i juli måned hørt lidt om, at nogle sjovere var blevet arresteret for erhvervsmæssig utugt og at en del homoseksuelle herrer havde været indkaldt som vidner, men da jeg aldrig indlod mig med den slags personer og i det hele taget var meget forsigtig, ventede jeg ikke selv at blive indkaldt."
Emil Aae er i 1906 en respekteret tandlæge, der tilhører det bedre borgerskab i København. Hans liv tager dog en monumental drejning da han under sædelighedsskandalen bliver fremstillet som en af de helt store skurke.
I sensationspressen bliver Aae hængt ud som en beregnende forfører og - værre endnu - fordærver af unge mænd. Behandlingen er altødelæggende og står på i godt et år, inden han bliver dømt for overtrædelse af datidens paragraf 177 i straffeloven; Omgængelse mod naturen.
- Emil Aae
Emil Aae er netop vendt hjem til København fra en ferie i Vestjylland, da homoseksuelle bekendte fortæller, at de har været til afhøring hos politiet om deres kendskab til trækkerdrenge. Politiet går hårdt til de indkaldte og flere opgiver navne på andre homoseksuelle i byen. Snart bliver Emil Aae også indkaldt til afhøring for at afgive sit eget ”vidnesbyrd” mod homoseksuelle, der mistænkes for erhvervsmæssige utugt – prostitution. De arresterede bliver ført ind én for én og senere genkalder tandlægen sig sin umiddelbare reaktion på de mænd man antager, han kan sættes i forbindelse med.
- Emil Aae
I 1905 har man udvidet straffeloven, da den hidtil ikke har nævnt homoseksuel prostitution med et eneste ord. Straffelovstillægget, der forbyder købesex mellem personer af samme køn, er så at sige frisk ud af trykpressen på det her tidspunkt.
De første mænd bliver anholdt i sommeren 1906 og det fører hurtigt til flere. I pressen konkluderer man fortvivlet, at det mandlige prostitutionsproblem har grebet om sig, men det er dog stadig kun en historie om trækkerdrenge.
Da Emil Aae er til sit første vidnesbyrd møder han kriminalretsassessor Julius Wilcke, der ikke bare bliver en hovedperson i sædelighedsskandalen, men også en hovedperson i Emil Aaes liv. Julius Wilcke går med ildhu ind i arbejdet med at optrevle den homoseksuelle undergrundskultur og i oktober 1907 arresterer han Emil Aae.
På spalteplads har man tidligere forbundet tandlægen med en mandeklub i København, uden dog at nævne ham ved navn. En mandeklub, hvor medlemmerne iførte sig dametøj og henfalden gav sig til at beundre hinandens kroppe.
Med arrestationen af Emil Aae ruller skandalen for alvor. Julius Wilckes arbejde bliver fulgt tæt og den stadig unge og sensationslystne smudspressen går i sin dækning tættere og tættere på skandalens mænd, og de leverer dagligt artikler og reportager. Historier der trænger helt ind på livet af alt der kan sættes i forbindelse med de homoseksuelle.
For historiker Cecilie Bønnelycke, kan stemningen hos både medier og offentlighed på den tid bedst bekrives som moralsk panik – en panik over et nyt seksuelt fænomen, der truer den eksisterende samfundsorden. En orden baseret på en kristen og heteroseksuel kønsmoral. Manden er en viril og kvindesøgende befrugtningskraft, som venter indtil ægteskabet med at dyrke sex, og det kun med reproduktion for øje.
Med dagbladet Middagsposten i spidsen øjner sensationsaviserne en mulighed for at sælge aviser på den nysgerrighed, som panik-stemningen afføder. Og avisernes skandalehistorier sender oplagstallet i vejret.
Avislæserne sluger sultent enhver detalje i skandalen, med lige dele forargelse, fordømmelse og nysgerrighed. Homoseksualitet bliver pludselig et fænomen hele samfundet interesserer sig for.
-Emil Aae
Da Emil Aae bliver arresteret, er det på baggrund af et afsluttet forhold til Jean Büron, den senere berømte og hyldede Hollywoodskuespiller Jean Hersholt. Jean Büron har røbet, at han og Emil Aae har begået såkaldt omgængelse mod naturen.
I sin arrest er han afskåret fra omverdenen, og han opdager det ikke selv, da han bliver hele skandalens omdrejningspunkt. Mens aviserne beretter i detaljer om hans homoseksuelle livsførelse, forsøger Emil Aae længe at få kriminalretsassessor Julius Wilcke til at løslade ham, så sagen ikke udvikler sig til en katastrofal skandale for Emil og hans familie.
- Emil Aae
Emil Aae er søn af en jura-uddannet godsforvalter, og familien tilhører samfundets top i hjembyen Horsens. Hans bror er en succesfuld forretningsmand og opfinder. Da Aae bliver arresteret i København er han selv en velstillet og anset herre, med egen og voksende tandlægepraksis og altså gift og far til en datter. I stedet for forståelse fra myndigheder og presse får Emil Aae en særlig hård behandling, og hans liv bliver udstillet og blotlagt. Blandt andet fortæller tidligere kunder i hans tandlægepraksis i aviserne om deres oplevelser med ham.
”Den behandling han får er altødelæggende. Uden tanke på de personlige konsekvenser det har. Eller også er det netop med tanke på, at hans liv skal ødelægges efter det her.” Siger Cecilie Bønnelycke.
”Tandlægen og hans kompagnoner, som nu sidder velforvarede i arresten på Nytorv, er unægtelig nogle af de uappetitligste fyre, der nogen sinde har siddet bag lås og slå. Udadtil optrådte de som fine mænd, de gode borgere. Og i hemmelighed drev de deres udskejelser.”
I avisernes dækning af Sædelighedsskandalen florerer blandt andet historier om, at Emil Aae skulle have forført yngre mænd – og børn, hvilket han dog aldrig bliver dømt for. I starten af 1900-tallet skaber sagen et enormt røre. En velanset herre fra samfundets bedre borgerskab, der ikke bare havde været en af de prostitueredes forførte kunder. Han havde selv forført unge - uskyldige - mænd. Det er ifølge historiker Cecilie Bønnelycke derfor Emil Aae bliver udråbt som den helt store skurk og bagmand i sagen. Udover at være en fordærver af ungdommen, har han også svigtet sin samfundsstilling. Man havde forventet mere af en ellers dannet mand.
”Fremgangsmåden, de fine forbrydere anvendte, var altid den samme. De traf de unge fyre på offentlige forlystelsessteder, inviterede dem med hjem og viste dem deres righoldige samling af obskure billeder. På den måde lykkedes det dem at dryppe dem gift i blodet, og snart var de fuldstændig inde i de hemmelige laster?"
Artiklen er meget sigende for den bekymring, der eksisterede i tiden (og som var vidt udbredt så sent som i 50’erne). Man mente nemlig dengang, med rod i lægevidenskaben, at homoseksualitet var et problem, der kunne vokse sig større, hvis ikke det blev inddæmmet. Og at man især i barndommen og ungdomsårene var udsat og kunne ”smittes” af homoseksualitet.
Netop dette aspekt var i lang tid også det eneste den mere etablerede meningspresse, som Politiken og Kristeligt Dagblad, var villige til at diskutere i relation til Sædelighedsskandalen.
Aae får en særlig slem behandling af pressen. Han bliver udpeget og nævnt ved navn. Tidligere kunder, der er kommet i hans tandlægepraksis, får spalteplads til at fortælle om deres oplevelser med ham. Det bliver såvel udpeget, hvor han bor og hvor han har sin praksis. Sagt på en anden måde: hans liv bliver fuldstændig udstillet og fuldstændig blotlagt.
Emil Aae er usædvanlig som en af sædelighedsskandalen store hovedpersoner. Men han er næsten mere usædvanlig som en af de meget få homoseksuelle, der tør tage til genmæle i offentligheden. Af frygt for retsforfølgelse flygter mange homoseksuelle ud af landet eller dukker nakken og forbliver tavse. Emil Aae udgiver i stedet en bog – et forsvarsskrift – der både går til angreb på kriminalretsassessor Julius Wilcke og forsøger at påvise, hvormed Emil Aae og de andre arresterede, er blevet hyklerisk og uretfærdigt behandlet. Ikke mindst, er det også et opgør med smudspressens fremstilling af både hans egen homoseksualitet og de homoseksuelle generelt.
- Emil Aae
Niels Nyegaard fra Aarhus Universitet har netop forsket i den offentlige debat omkring sædelighedsskandalen og han gør opmærksom på, at en anden homoseksuel, politidirektør Carl Hansen, der i kraft af sin stilling også sender en skandaløs trykbølge gennem befolkningen, har fået lov at komme til orde i pressen og han fører en argumentation, som deler flere træk med Emil Aaes.
Begge anklager kriminalretsassessor Julius Wilcke for at have været en uværdig dommer i sagen. Begge prøver at påvise, at de ”på trods” af deres homoseksualitet stadig kan opføre sig som respektable borgere. Og at de ikke matcher pressens fremstilling som stærkt afvigende væsener, så gennemsyret af kønsdrift at de ikke kan styre det, og derfor render gaderne tynde for at kaste sig over unge mænd.
Begge står de ved deres homoseksualitet, men som en medfødt abnormitet, sådan som homoseksualitet dengang var defineret af lægevidenskaben. Derfor argumenterer de også for, at fordi de er født med abnormiteten, så kan de ikke gøre for deres homoseksuelle opførsel og burde ikke blive straffet for den.
- Emil Aae
Med bogen forsøger den udskammede tandlæge at rejse sig igen i det københavnske samfund. Men smudspressens dækning har været så knusende, at det er umuligt.
I sin kamp for oprejsning lægger Emil Aae også sag an mod forhørsdommer Julius Wilcke, som han i sin bog har kaldt et brushoved, der er syg efter berømmelse. Men det er en smal sag for Julius Wilcke at dementere anklagerne mod sig, fordi de kommer fra kriminelle, perverse og abnorme homoseksuelle mænd, der højst sandsynligt er sindssyge og degenererede. Af den årsag, kan vi ikke stole på dem.
Ved rettens dom bliver indholdet af Emil Aaes bog såkaldt mortificeret, erklæret dødt og magtesløst i retslig henseende, og Aae bliver faktisk idømt yderligere tre måneders fængselsophold for hans angreb på Wilcke. Emil Aae er allerede blevet frataget sin praksis, og til sidst forlader han Danmark og tager navneforandring. Emil Aaes liv ligger i ruiner, og han skriver i sin bog om sin løsladelse fra sit forbedringshusophold.
- Emil Aae
Sædelighedsskandalen bliver historisk ofte fremhævet som det skammelige højdepunkt - eller lavpunkt - for forfølgelsen af homoseksuelle i Danmark.
- Cecilie Bønnelycke.
Sædelighedsskandalen førte dog i første omgang til fem års pressejagt på de homoseksuelle forførende, besmittende og fordærvende mænd. Det var afsløringen, skandalen og sensationen, der prægede sensationspressens dækningen. Men samtidig gjorde dækningen, at homoseksualitet blev del af den offentlige debat. Da de homoseksuelles nyhedsværdi endelig tager af i 1911 og sensationspressens jagt på dem mindre intens, så bliver fænomenet homoseksualitet stadig heftigt diskuteret i faglige kredse, i juraen og lægevidenskaben.
Der bliver skabt en bred konsensus om, at homoseksualitet er en afvigelse, og at det homoseksuelle begær, selve kønsdriften, er sygelig. Samtidigt bliver homoseksuelle defineret som kønskontrære og per definition kvindagtige.
En anden position indtager bl.a. en avis som kristeligt dagblad. Her holder man fast i straffelovens totale forbud, og argumenterer for at sex mellem mænd skal straffes, uanset hvor relationen finder sted.
Allerede i 1907, ét år efter at Sædelighedsskandalen har ”afsløret”, at der overhovedet findes homoseksuelle i Danmark, der begynder man at diskutere, hvorvidt homoseksuelle kan retsforfølges. Med lægevidenskabens definition af homoseksualiteten som en sygdom bliver den position styrket og leder over årene til en afkriminaliseringen i 1930.
Tager man de historiske briller af, er der hos Cecilie Bønnelycke dog ingen tvivl om, at de første årtier af 1900-tallet var en frygtelig tid at være homoseksuel i.
Med sædelighedsskandalen bliver begrebet homoseksualitet kendt i den brede befolkning. I de videnskabelige kredse opstår tanken om, at staten skal stoppe med at retsforfølge de homoseksuelle.
Argumentationen går på, at homoseksualitet er en medfødt sygdom, og at man ikke bør straffe for noget, der sådan set er uforskyldt. Den position vokser sig stærkere over de næste to årtier, og i 1930 beslutter, datidens Folketing, endelig, at sex mellem mænd skal afkriminaliseres. Paragraf 177 om omgængelse mod naturen forsvinder ud af straffeloven.
Til gengæld fortsætter man ikke den enorme diskussion af homoseksuelle, og derfor kommer der heller ikke et nyt syn på homoseksualitet. Det kommer først i 1960’erne, presset igennem af den omstridte politiinspektør Jens Jersild. Han afslører århundredets næste store skandale, 50’ernes pornografiaffære, og forfølger bøsserne gennem byen.
I dansk homohistorie står den københavnske politiinspektør Jens Jersild ud som en nærmest mytologisk figur. Det er ham, der sikrer, at de homoseksuelle bliver forfulgt gennem byens gader, og at der bliver kastet projektørlys over deres misbrug af mindreårige drenge. Og så er det ham, som i midten af 60erne introducerer termen de pædofile, samtidig med at han fylder den offentlige debat med sine ”videnskabelige” betragtninger på homoseksualitet.
Jersild var og er fordømt som sin tids største homofob - de homoseksuelles fjende nr. 1. Historiker Peter Edelberg udgav i 2012 sin afhandling, hvor han blandt andet kiggede politiinspektøren efter i sømmene. Det førte til den dobbelttydige konklusion: Hans indsats har haft stor betydning i homoseksualitetens historie i Danmark. Historikeren lægger op til, at fordømmelsen af politiinspektørens ambitioner - og konsekvenserne af dem - fortjener at blive udfordret, hvis ikke skrevet helt om.
- Jens Jersild, Politiinspektør
Jens Jersild startede sin karriere i politistyrken som gadebetjent i Københavns politi i 1929. Han overtog opsynet med de homoseksuelle trækkerdrenge i 1951. På det tidspunkt er den mandlige gadeprostitution et udbredt problem, der springer i øjnene på Rådhuspladsen og i latinerkvarteret – pisserenden. Jersild gjorde karriere som politiinspektør og chef for sædelighedspolitiet de næste 20 år.
I sædelighedspolitiet var han med til at oprette en særlig afdeling, som kun koncentrerede sig om den mandlige prostitution, fordi problemet har taget et stort opsving. Jens Jersild er så stolt af det arbejde, som afdelingen gør, at han fremhævede den over for avisen B.T., da han kunne fejre 25 års jubilæum.
Sædelighedspolitiet forsøgte at være tilstede overalt i byen, så de kunne overvåge trækkerdrengenes aktivitet. Den berygtede onanipatrulje , en specialenhed under sædelighedspolitiet, gik skridtet videre og brugte politiets egne betjente som lokkeduer på byens offentlige toiletter, hvor trækkerdrengene også holdte til.
- Jens Jersild, Politiinspektør
Den intense mandsopdækning af byens trækkerdrenge er en konsekvens af datidens nyeste homo-forskning. I 1948 slog forskning fra udlandet igennem med nye betragtninger på homoseksualitet. Tidligere forstod man det som en medfødt, sygelig tilstand, men den nye forskning foreslog, at homoseksualitet var et problem skabt af samfundet. Det gør det altså til et problem, som samfundet kan vælge at gøre op med.
- Jens Jersild, Politiinspektør
Hvis man vil føre en hård linje overfor homoseksuelle i 1950erne, kan man være ret sikker på at få folkelig opbakning. En Gallup-undersøgelse fra 1947 viser, at 61 procent af befolkningen placerede homoseksualitet som den værste eller næst værste af syv forbrydelser. Altså over mord, voldtægt mod voksen kvinde, indbrud, dokumentfalsk, promillekørsel og jagt uden for jagttiden.
En af hovedmændene bag den nye opfattelse af homoseksualitet er den amerikanske sexualforsker Alfred Kinsey. Han udgav Sexual Behaviour in the Human Male, og i værket fandt Jersild det første brændstof til sit mangeårige korstog mod det homoseksuelle miljø i København. Politiinspektøren forstod nu, at hvis man skulle begrænse homoseksualitet, skulle man begrænse ungdommens eksponering for homoseksuelle. Som Peter Edelberg udtrykker det, overbeviste Kinsey Jersild om, at seksualitet er fluktuerende og at den endeligt bliver bestemt i mødet med andre mennesker. Derfor kan unge mænd og drenge altså risikere at blive ”fikseret” i homoseksualitet, hvis de oplever homoseksuelle forhold tidligt i deres ungdom. De mange trækkerdrenge i København er især sårbare over for denne risiko.
Tidligt i 50’erne begyndte Jens Jersild at udgive sine egne ”undersøgelser” af trækkerdrengsmiljøet i København baseret på afhøringer af mandlige prostituerede. Resultaterne blev præsenteret i 1953, da han udkom med bogen: Den mandlige prostitution. Bogen er væsentlig, fordi Jersild her præsenterede sin forførelsesteori for første gang.
Det var en teori, der i virkeligheden ikke lå langt fra opfattelsen af den homoseksuelle smitte, som man frygtede i tiden omkring sædelighedsskandalen. Nu får den bare yderligere videnskabelig opbakning. I psykiatrien havde man for eksempel allerede defineret en gruppe af de homoseksuelle som de tillærte: mænd som var blevet homoseksuelle, fordi de var blevet forført som unge. Det, som Jens Jersild markerede sig på, var dog, at han forkastede videnskabens påstand om, at der samtidigt findes en gruppe, der er født med deres homoseksualitet. For ham er alle blevet homoseksuelle på grund af ydre omstændigheder.
Det her er drivkraften i Jersilds ambitioner og hele væsen igennem 50’ernes homoseksuelle forfølgelse.
”Under hele min uddannelse har ingen fortalt mig om den mandlige prostitution og dens farer. Det er uønsket fra et samfundssynspunkt, at der skabes flere homoseksuelle, og jeg føler en mission ved at være med til at hindre disse tidlige forhold. Derfor må vi udvide politiets muligheder for at få tidligt fat i disse drenge.”
Tiden for en skelsættende skandale nærmer sig. Men allerede inden pornografiaffæren rydder forsiderne, var Jersild voldsomt tilstedeværende i offentlighedens meningsskabende debat som eksponent for den nye forståelse af homoseksualitet. Han bredte sin oplysningskampagne ud via avisartikler, bøger og foredrag og som konsulent på spillefilm. Hans indflydelse er med andre ord allestedsnærværende. Det fremgår imidlertid af Jersilds kampagne, at han ikke var total modstander af homoseksualitet i det hele taget.
Faktisk er han flere steder citeret for at sige, at de voksne homoseksuelle, som lever for sig selv med ligeværdige og jævnaldrene partnere, skal have love til at være i fred. Det er en af grundene til, at Peter Edelberg mener, at Jersilds indsats er et tveægget sværd. Jersild ville opnå to ting: Han ville undgå, at flere unge mænd blev homoseksuelle, men han ville også gøre op med samfundets uvilje mod de homoseksuelle. Det sidste vender vi tilbage til.
For mens kampagnen hovedsageligt blev ført for at luge ud i den homoseksuelle subkultur ved at forfølge de homoseksuelle prostitutionskunder rundt i byen – efterspørgsel er jo prostitutionens hovedforudsætning – handler det faktisk ikke om at forfølge homoseksuelle i al almindelighed.
- Jens Jersild, Politiinspektør
Selvom Jersild i virkeligheden forsøgte at gennemtvinge en udvikling i homo-kulturen ved at gøre det så umuligt som muligt for de homoseksuelle at gå til mindreårige trækkerdrenge og have sex offentlige steder, så bredte utrygheden sig altså også til de almindelige homoseksuelle. Alle risikerede at blive passet op på gaden, og alle homoseksuelle risikerede at stå ansigt til ansigt med en sædelighedsbetjent, hvis de var på vej hjem fra byen med deres kæreste.
- Jens Jersild, Politiinspektør
Mens indsatsen er meget omfangsrig, skete der først et egentlig gennembrud i kampen mod prostitutionen i 1955.
”Sædelighedspolitiet i København modtog for nogen tid siden henvendelser fra politiet i Amsterdam og Paris. I henvendelserne henviser man til, at de to lande er blevet oversvømmet af pornografisk materiale, fotografier, tidsskrifter og ugeblade, der kommer fra København.”
Firmaet International Model Service (IMS) i København bliver endevendt den 30. marts 1955 med Jens Jersild i spidsen. En måned forinden aktionen havde det lokale politi i Næstved anholdt en mand og senere overdraget beslaglagt pornografi til sædelighedspolitiet. Det er det materiale, som leder til den store afsløring af ”en international Organisation” da politiet trænger ind i firmaet på Herluf Trolles Gade. International Model Service fremstillede og distribuerede homoseksuelle magasiner og bøger. To blev anholdt og fængslet.
”Der er beslaglagt et omfattende materiale af pornografisk art på organisationens hovedkontor i København.”
Man beslaglagde også firmaets kartoteker og deres lister over kunder, modeller og annoncører. Det førte til et gennembrud i indsatsen mod det homoseksuelle prostitutionsmiljø og en enorm intensivering af problematikken omkring homoseksuelle i samfundet, fordi flere af modellerne viste sig at være mindreårige trækkerdrenge. I deres afhøring blev de presset til at udlevere de mænd, som havde været kunder hos dem.
- Peter Edelberg, Historiker
Antallet af dømte for omgang med mindreårige eksploderede over 1955 og 1956. I 1954 dømte mand 56 mænd og nu har man dømt omkring 300, og mellem 600 og 1.500 mænd bliver arresteret og sendt til afhøring. Blandt de dømte var naturligvis Axel Lundahl Madsen, stifteren af Forbundet af 1948 - det senere LGBT Danmark - eftersom han var medejer af International Model Service. Firmaet, Forbundet og forbundets magasin Vennen, der har hjemme i de samme lokaler, blev kædet sammen i en stor kriminel pærevælling.
Affæren blev altødelæggende for Forbundet af 1948. Medlemstallet styrtdykkede og blev næsten helt udraderet. Ingen turde være anført som medlem af en forening, som i så stærk en grad blev kædet sammen med alvorlige forbrydelser.
- Peter Edelberg, Historiker
I kølvandet på pornografiaffærens moralske panik, der greb hele pressen og offentligheden i 1955-56, udkom Jens Jersild med en ny bog i 1957. Barnet og det homoseksuelle problem. En bog, der alene fokuserede på den risiko, de homoseksuelles misbrug af drenge medførte i form af at fremkalde homoseksualitet hos de forførte.
Bogen fik presseomtale i flere af de københavnske dagblade, og til Social-demokraten nævnte Jersild følgende årsagsmuligheder til stigningen i antallet af homoseksuelle: Der er opstået en større frihed på det seksuelle område, hvor også flere homoseksuelle tør propagandere for deres indstilling, fordi de føler sig tilfredse ved at vide, at de har talrige fæller, men først og fremmest i tråd med den nye bogs afsæt:
”Består der en reel risiko for, at et større eller mindre antal helt normale børn, specielt drenge, gennem forførelser så at sige afspores og omstemmes med det resultat, at de selv kan vokse op som homoseksuelle.”
I pressen blev bogen lagt ud som et stykke oplysningsarbejde, der burde læses af så mange forældre som muligt af skolefolk og ledere indenfor alle grene af ungdomsarbejde. Den blev også rost for at være godt underbygget i forhold til sin skildring af de farer, stort set enhver dreng på et eller andet tidspunkt er ude for.
"Det er tydeligt, at den seksuelle oplysning endnu ikke er trængt så meget igennem, at alle forældre er klar over, hvad deres børn, særlig drengene, kan komme ud for. Børn er et meget lettere bytte for de homoseksuelle, end man tidligere har forestillet sig.”
Jens Jersild turnerede efterfølgende rundt på de københavnske kommuneskoler, hvor han holdte foredrag for forældre om de problemer, som homoseksualiteten bragte med sig. Budskabet var på dette tidspunkt, at de mange anholdelser af homoseksuelle, som sædelighedspolitiet havde foretaget, ikke har vist en effekt i forhold til at begrænse udbredelsen af homoseksualitet.
- Jens Jersild, Politiinspektør
Det er en meget skræmmende bog, der skærper tonen overfor homoseksuelle generelt. Bogen er også en af årsagerne til, at rigtig mange homoseksuelle hadede ham. De synes bogen var så forkastelig og ond.
Som lovet vender vi et øjeblik tilbage til den del af Jersilds kampagne, som i virkeligheden også vil gøre op med samfundets uvilje mod de almindelige homoseksuelle. Politiinspektørens syn på de homoseksuelle som gruppe manifesterer sig først i 1964, men Jersild er igen ude og mane til tolerance.
”Forhold mellem mænd over 18 er lovlige, og åben omtale af homoseksualitet skulle gerne kunne finde sted. Således at det ikke er nødvendigt for den gruppe af homoseksuelle, at hemmeligholde eller undertrykke deres seksuelle indstilling, hvilket utvivlsomt kan medføre mange ulykkelige følger”.
Pornografiaffæren får også den betydning, at man tog politisk initiativ i 1961 til at skærpe lovgivningen i kampen mod drenge-prostitution. 31. maj 1961 trådte en udvidelse af straffelovens paragraf 225 i kraft, og det var paragraffens nye stk. 4, der kriminaliserede kunden. Loven blev af medierne døbt den grimme lov, fordi den mildest talt kolliderede med tidens voksende frigjorthed. Loven blev skældt ud i pressen og fik kritik for at diskriminere en minoritet, fordi den forskelsbehandlede hetero- og homoseksuelle. Efter mange års hård kurs over for de homoseksuelle, var der ved at ske et holdningsskifte.
Peter Edelberg peger på, at datidens borgerrettighedsbevægelse for de sorte i USA inspirerer en bevægelse for at inkludere de homoseksuelle i samfundet herhjemme - vores minoritet. Aviserne Information og Politiken gik også til lovgiverne i kronikker og på lederplads og står ud som tidens frigjorte stemmer. De manede til ligestilling.
”Hvad angår straffelovgivningen er det min private opfattelse, at den overhovedet ikke burde indeholde særbestemmelser om homoseksualitet. Kun i de tilfælde, hvor et tilsvarende heteroseksuelt forhold ville være strafbart, skulle et homoseksuelt være det”, skrev informations tidligere chefredaktør, Jens Søltoft-Jensen, i en kronik i 1962.
Samtidigt manede de til tolerance og forståelse for den homoseksuelles minoritets nuancer. ”For homoseksuelle der ønsker at leve i stilhed er det undertiden en katastrofe, ja et spørgsmål om liv eller død, hvis politiet interesserer sig for dem, så andre opdager det.”
Selvom ideen til den grimme lov blev taget ud af Jens Jersilds bog, Den mandlige prostitution fra 1953, tilsluttede politiinspektøren sig aldrig at være for denne skærpelse af loven. Tværtimod var han modstander af den allerede i 1961, og i 1964 stod han fast på at anbefale en ligestilling i straffeloven - dog med den undtagelse, at lavalderen for homoseksuelle forhold generelt stadig skulle være 18 år.
Den grimme lov blev ophævet i 1965 efter massiv kritik i medierne og politisk opbakning til at gøre op med diskriminationen. To år senere fjernede man så den bestemmelse, der straffede trækkerdrengen. I 1933 blev sex mellem mænd afkriminaliseret, og nu har man ligeledes afkriminaliseret prostitutionen. I slutningen af 1960’erne arbejdede Landsforeningen for homofile fortsat for en fuldstændig ligestilling af homoseksuelle og heteroseksuelle forhold - et endegyldigt opgør med 18 års-grænsen.
Jersilds synspunkt om at ligestille homoseksuelle og heteroseksuelle forhold kom stærkest til udtryk i den bog, som nok blev den mest afgørende fra hans hånd. I hvert fald når det kommer til at bane vejen for samfundets accept af de homoseksuelle. Bogen udkom i 1964 og introducerede danskerne for et nyt begreb: De pædofile. Jersild har undersøgt den gruppe af de homoseksuelle som særligt interesserer sig for mindreårige, skrev Berlingske, og politiinspektøren var klar til adskille denne nye gruppe, de pædofile, fra homoseksuelle i al almindelighed.
Begrebet gjorde op med opfattelsen af pædofili som en naturlig del af homoseksualiteten. Peter Edelberg kalder det et tilbud om en ny identitet til de homoseksuelle, der markerer, at der er plads til de homoseksuelle i samfundet. Nu kan det at være homoseksuel bare få lov til at betyde, at man er tiltrukket af andre jævnaldrende mænd, uden at det bliver kædet sammen med misbrug af mindreårige. Samtidigt, mener han, er det et tydeligt tegn på, at politiinspektøren har revideret sine tanker om homoseksualitet.
- Peter Edelberg, Historiker
Peter Edelberg mener, at denne side af Jersilds kampagne blev overset, fordi han i løbet af diskussionerne om den grimme lov mistede sin gennemslagskraft som en stemme i debatten, og fordi så mange var vrede på ham.
Jens Jersilds enorme indflydelse på 50’ernes opfattelse af homoseksualitet og på den oplevelse af forfølgelse og overvågning, som de homoseksuelle var underlagt, kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved, men den samlede indsats, der fortsætter indtil 1971, hvor Jersild går på pension, mener Peter Edelberg altså ikke er ensidig negativ. Tværtimod.
- Peter Edelberg, Historiker
Da Jersild i 1971 gik på pension, blev sædelighedspolitiet nedlagt. Justitsministeriet undersøgte i 1976, om man skulle sætte den generelle lavalder for homoseksuelle forhold ned til 15 år, og i den forbindelse undersøgte de, hvor stort problemet med trækkerdrenge var i København. Man konkluderede, at der ikke var nogle trækkerdrenge tilbage, så lavalderen blev sat ned og matchede nu forholdene for heteroseksuelle.
I 1968 gør ungdommen oprør, og 70erne bliver et festorgie af politisk aktivitet. Det vælter frem med bevægelser og foreninger, som gerne vil sætte deres aftryk på samfundet. Især tordner kvinderne frem og kræver ligestilling mellem køn og opgør med patriarkatet.
Rødstrømperne // Lesbisk Bevægelse // Bøssernes befrielsesfront // Bøssehuset // International Lesbian and Gay association // Foreningen Kvindehuset // KVINFO
Årtiet udgør forudsætningen for 80’ernes frigjorte stemme, også i den homoseksuelle debat. Man er ikke bange for at gøre opmærksom på sig selv, og man tager aktivt kampen op mod de samfundsstrukturer, man vil forandre. 80’erne bliver en politisk slagmark, hvor de homoseksuelle slås for ligestilling. Men snart kryber HIV ind i landet, og AIDS kræver offer på offer. Det får den konsekvens, at Landsforeningen for bøsser og lesbiske er nødt til at føre politisk fremmarch på flere fronter. Foreningen står i sin hidtil hårdeste manddomsprøve. Bøsserne skal oplyses, hvis de skal overleve og hvis epidemien skal begrænses.
Midt i det hele stod Bent Hansen som sekretariatsleder for Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske.
I sine unge år blev Bent Hansen sendt til lægen af sin mor, da han fortalte, at han var homo. I sine teenageår undslap han værnepligten, fordi han fortalte, at han var homo.I mit hjem var man imod homoseksualitet.
Det var alle. Når de dukkede op i fjernsynet, sukkede vi fra sofaen; der kan du bare se, hvad det er for noget. Det var den reaktion, vinklingen af tv-programmerne gik efter. Forargelse. Programmerne handlede om trækkerdrenge og om de voksne mænd, der udnyttede dem. På det tidspunkt var jeg slet ikke sprunget ud, og jeg var kun forvirret over min egen seksualitet. Jeg forstod ikke problematikken i programmer, der blev sendt, for jeg fattede slet ikke den verden. Min reaktion blev altså også bare ad, hvad er det dog for noget. Sådan var den almindelige mening, og den fik brændstof af programmerne dengang på monopolkanalen DR.
Jeg blev student i ’68. Som ung i folkeskolen og senere i gymnasiet havde jeg meget med piger at gøre. Jeg var vel omkring 20 år gammel, da jeg første gang eksperimenterede med drenge. Lidt langsom i optrækket. Det var på gymnasiet, og det var også der, jeg indså, at jeg faktisk foretrak mænd. Når vi festede dengang, og det gjorde vi nærmest hver weekend, dansede vi alle sammen med hinanden. Vi var også begyndt at ryge joints og drak ikke bare bajere. Stemningen var meget løssluppen. Drenge dansede med andre drenge og man lagde ikke så meget i det, hvis man så ville lidt mere. Der var en fyr, Anders, fra min parallelklasse, som jeg blev ret vild med – det fik mig til at tænke: hvorfor er du dog så vild med ham?
Jeg begyndte at kysse på ham. Han var ikke homoseksuel men skubbede mig alligevel heller ikke væk. Han synes bare det var sjovt. Mange år senere fortalte han mig, at han godt kunne huske det. Han kunne huske, at han blev klar over, at jeg nok lagde lidt mere i det, end han gjorde. Det var derfor, han trak sig, så jeg ikke skulle tro, at han var ligeså vild med mig, som jeg var for ham. Det var i kyssene, sagde han. Den måde jeg gjorde det på. Det var mere intenst end sådan et almindeligt dansekys.
Første gang jeg sprang ud var over for nogle gode venner. Vi havde spillet sammen i et brassband i flere år, og på vej hjem fra en fest fortalte jeg det, som det var. Jeg var homoseksuel. De var meget søde omkring det, sådan er det for dig, men de sagde også, du skal nok være opmærksom på, at du vil løbe ind i mange problemer. Det fik de på sin vis ret i. Da jeg sprang ud over for min mor gik det lidt anderledes. Jeg var dybt ulykkelig, ikke over min homoseksualitet, men over at min første, rigtige mandekæreste havde slået op med mig. Slået helt ud. I et stykke tid var jeg kommet på bøssebarerne i København, og jeg var også allerede meldt ind i Forbundet. Forbundskortet var ligesom adgangsbilletten til at komme ind. Det var ikke, fordi jeg var blevet politisk aktiv, det havde jeg ingen idé om, at jeg skulle blive. Min mor måtte kende til forbundet, det var jeg sikker på.
Fordi jeg ikke havde overskud til at sige til hende, at jeg var homo, skubbede jeg bare kortet over til hende… Hun anede ikke hvad det betød. Åh nej, skal jeg nu også til at forklare hende det, tænkte jeg. Det skulle jeg.
Og så sendte hun mig til lægen. Jeg prøvede at sige til hende, at der altså ikke var noget at gøre ved det, men hun insisterede. Hun troede, som så mange andre, stadig, at det var en slags sygdom, så mon ikke der var nogle piller, man kunne få. Til sidst indvilgede jeg - for hendes skyld - og gik til lægen. Dog ikke min egen læge, hun ville gerne have, at jeg brugte mine forældres. Han var en ung, frisk fyr, som sikkert kunne gøre noget ved det.
Jeg lagde først mærke til, at han ikke havde nogen klinikdame til at tage imod en, så jeg placerede mig selv i venteværelset. Der lå forskellige blade, som der jo gør, men her lå der pludselig modeblade for mænd. Dem kastede jeg mig straks over og bladrede rundt i - de var fyldt med flotte modeller! Så blev jeg kaldt ind. Lægen dukkede op i venteværelset, og da jeg så ham, kastede han et eller andet uforklarligt indtryk af sig. Der var bare noget over ham. Gud ved om han er bøsse, tænkte jeg.
Vi tog plads over for hinanden.
- Det er min mor, der har sendt mig herover, sagde jeg.
- Hvad fejler du?
- Jeg fejler ikke noget. Jeg er bøsse, og det har hun det lidt dårligt med. Hun tror, at du kan gøre noget ved det.
Han kiggede på mig.
- Jeg er også bøsse. Og vi ved jo godt begge to, at det kan jeg overhovedet ikke gøre noget ved. Send hellere din mor over til mig, så skal jeg nok forklare hende det.
Inden jeg gik, spurgte han mig, om jeg kendte til miljøet i København. Jeg kendte godt Pan-klub.
- Godt, så behøver jeg ikke forklare dig det.
Da jeg kom hjem, sagde jeg til min mor, at lægen ville tale med hende. Jeg fortalte hende ikke, hvad han havde sagt til mig. Da hun kom hjem, var jeg spændt på, hvad der ville ske. Hun så bare på mig: fortalte han også dig det? Når jeg tænker tilbage, ville jeg ønske at jeg havde været lidt kvik og sagt: Ja, og han inviterede mig ud.
Men vi talte ikke mere om det. Hun ville ikke sige det til min far, for hun mente ikke, at han ville forstå det. To mennesker, der har været gift i nærmest en evighed, kan selvfølgelig ikke holde den slags hemmeligt for hinanden, så han fandt ud af det. Det eneste, han sagde, var, at så havde jeg valgt det forkerte job. Jeg læste til lærer på seminariet og den almindelige holdning var, at sådan en som mig, en homoseksuel, ikke kunne være lærer. Jeg kunne ikke have med børn at gøre. Senere blev han fuldstændig afslappet med det. Det gjorde de begge to. I mange år havde jeg en drenge-kæreste, og vi kom jævnligt hos mine forældre. De var vilde med ham, ligesom jeg var. Heldigvis.
Jeg mødte Henning Jørgensen, der senere blev foreningens landsformand, mens jeg gik på seminariet. Han kom også på bøssestederne. Vi var meget unge. Han boede på Amagerkollegiet og læste samfundsfag på universitetet. En dag inviterede han mig hjem til sig – og der blev jeg altså. Allerede dengang var han meget politisk. En rigtig politisk vagthund. Der var for eksempel valg, mens vi boede på kollegiet, så han sørgede naturligvis for at arrangere politiske høringer og paneldebatter. Han var også meget engageret i Forbundet og hørte allerede til i ledelsens inderste cirkel. Senere blev jeg selv frivillig i Forbundets bar. Jeg kunne godt lide at være bartender, for man kunne pjatte, og man kunne synge og underholde folk. Da Henning og jeg så gik fra hinanden, kom Henning sammen med Kurt, som også var enormt aktiv i foreningen. Det var Kurt, der fik overtalt mig til at gå mere ind i det politiske arbejde. I slutningen af halvfjerdserne var der et udbrud af syfilis og gonorré, som Kurt havde besluttet, at Forbundet var nødt til at reagere på.
Egentlig havde jeg holdt mig fra at gå ind i forbundet, fordi jeg troede, det bare bestod af bestyrelsesarbejde, og dem havde jeg nærmest kun set skændes. Men den opgave, Kurt tilbød mig, lød fornuftig og god, og vi fik gjort en masse ud af det. Vi holdt først møde med seruminstituttet, som overvågede antallet af tilfælde, og det var virkelig voldsomme tal! Så lykkedes det at få penge fra tipsmidlerne [i dag Danske Spils udlodningsmidler] til at lave oplysende pjecer. Vi gik meget op i at skrive dem på et sprog, som bøsser forstod. Budskabet var, at man skulle blive testet hver tredje måned, fordi der var mange, mange tilfælde. Vi turnerede alle de københavnske bøssebarer og suttebikse – åbne sexklubber – for at dele pjecer ud. De fleste steder sagde bare ja tak - der lå i forvejen så meget - men nogle ville absolut ikke have sådan noget svineri liggende; det var bestemt ikke her, man fik syfilis eller gonoré, men gu’ var det så!
Kampagnen handlede om at gøre bøsserne bevidste, for hvis vi skulle bekæmpe det her, måtte vi selv tage styringen. Kurt og jeg kaldte os Venerisk udvalg. Vi holdt også møder med personalet på kommunehospitalet og kønssygedomsklinikkerne. Dem fik vi et rigtig godt samarbejde med, og vi efterlod altid en masse pjecer. Det var jo her, kunderne kom for at blive helbredt – få nogle piller og et skud i røven. Vi talte ikke om sikker sex endnu, og det var altså heller ikke kondom-budskabet, vi var ude med. Forskellen fra HIV, som vi ikke kendte til endnu, var, at de her traditionelt overførte infektioner kunne helbredes, hvis man kom hurtigt i behandling. Så vi beskrev bare symptomerne og ville have folk til test.
I starten af 80’erne blev jeg valgt ind i forbundets hovedbestyrelse, og jeg blev så næstformand under Henning Jørgensens landsformandskab. Forbundet var allerede dybt påvirket af Per Kleis Bønnelyckes indflydelse. Han formede i høj grad foreningen som en politisk forening, en seksual-politisk forening. Han mente, at hvis man skulle opnå noget her i verden, så handlede det om at få en god kontakt til politikerne, både på Christiansborg og de lokale. Da jeg endelig blev spurgt, om jeg ikke skulle være med til andet end at dele pjecer ud, sagde jeg selvfølgelig ja.
I slutningen af 70’erne fik vi et godt samarbejde med den hollandske forening for bøsser og lesbiske. Vi besøgte deres ledelse, og de besøgte os i København. Vi delte mange af de samme holdninger, men de var dygtigere til at få deres politik igennem, end vi var, så vi lærte meget om lobby virksomhed. Det var også sammen med dem, at vi stiftede IGA, International Gay Association - ILGA i dag.
Vores mission i starten af 80’erne var, at vi ville have en juridisk regulering af samlivsforhold – et homoægteskab. Der var nogle forfærdelige historier om, at folk måtte gå fra hus og hjem, fordi deres kæreste døde, selvom de havde været med til at finansiere hele deres liv sammen. Situationer, som de heteroseksuelle aldrig ville komme ud i, fordi de havde muligheden for at sikre hinanden. Vi blev mødt af stor modstand fra de højreorienterede partier: Venstre, Konservative og Fremskridtspartiet, så vi arbejdede i stedet tæt sammen med venstrefløjen.
Socialdemokratiet var lidt tunge i røven i starten, men vi fik et godt forhold til dem senere. Homoægteskabet kom først i 1989, men vi opnåede en masse andet indtil da.
Den første sejr kom, da vi i 1981 fik fjernet homoseksualitet fra den danske sygdomsklassifikation. Indtil da havde det været opført som en psykisk sygdom. Det var den første opgave, jeg var med på. Oftest kopierede man WHO’s sygdomsklassifikation, men vi fandt ud af, at man faktisk havde en mulighed for at lave nationale ændringer. Dengang opdaterede WHO kun deres sygdomsklassifikation en gang hvert 10. år, og det kunne vi ikke vente på. Vi tog kontakt til nogle af de ledende psykiatere og forelagde dem vores ønsker. De var meget imødekommende og anbefalede, at vi tog kontakt til sundhedsstyrelsen. Det endte faktisk med, at vi ret hurtigt fik vores vilje. Vi var jo lige kommet ud af 70’erne, og de kunne godt se, at sådan en klassifikation kunne man ikke leve med i et land som Danmark - at homoseksualitet skulle stå som en psykisk sygdom.
Alligevel var der nogen, som prøvede at snyde os. Systemet inden for psykiatrien prøvede at fastholde en sygdomsklassifikation alligevel. De skrev ud til deres netværk, at hvis den pågældende person – den homoseksuelle - selv opfattede det som en psykisk lidelse, så måtte man gerne bruge den betegnelse professionelt. Selv inden for psykiatrien havde vi dog gode venner, som kontaktede mig og sagde: de er altså ved at løbe om hjørner med jer. Så hang vi jo oppe under loftet. Og jeg gik straks til Sundhedsstyrelsen: Sundhedsstyrelse, hvad er det her for noget? Styrelsen kendte ikke til det, men de skulle nok få sat det på plads. Og så fik vi det endelig ryddet helt af vejen.
-Politiken, 1981
I efteråret 1981 modtog forbundet en henvendelse fra Kræftforskningsinstituttet i Aarhus. De ville høre om muligheden for at lave forskning på foreningens mandlige medlemmer - bøsserne i København og Aarhus. De havde kollegaer i New York og San Francisco, som allerede havde lavet undersøgelser på baggrund af spyt- sperm- og blodprøver, i forsøget på at finde et eller andet fingerpeg til, hvad det var for en sygdom, der raserede. Epidemien var noget foran i USA, så deres forskere havde allerede de første resultater klar, og derfor ville de danske forskere godt i gang med det samme.
Vi fik mange henvendelser om den slags, fra studerende, der ville skrive det ene og det andet speciale om homoseksuelle. Det var så nemt bare at kontakte forbundet, hvis man ville have en gruppe bøsser og lesbiske til forskning i dit og dat. Derfor havde vi taget en principbeslutning om, at vi afviste alle henvendelser af den slags – man var ikke medlem af landsforeningen for at blive forsøgskanin eller for at indgå i diverse undersøgelser. Men her var der alligevel noget, som vi, Henning og jeg, syntes, var alvorligt. Tilsyneladende. Ingen vidste jo helt endnu, hvad vi havde med at gøre.
Henover hovedet på alle tog vi den beslutning at sende et brev ud til foreningens mandlige medlemmer i København og Aarhus. En skrivelse, vi formulerede sammen med forskerne, der beskrev undersøgelsen, og som opfordrede bøsserne til at melde sig. Vi spurgte ikke hovedbestyrelsen, om vi kunne gå i mod vores principper på det her, fordi vi simpelthen var bange for, at de skulle sige nej. Som foreningens topledelse besluttede vi, at det her måtte vi gøre, og så måtte vi tage kløene bagefter. Og der kom mange klø! Vi var aldeles ikke populære.
I København lånte vi lokaler på universitetet, hvor man skulle melde sig til undersøgelsen. Der samlede sig en større demonstration, som Bøssernes Befrielses Front også tog del i. Demonstranterne gik rundt blandt de fremmødte for at overbevise dem om at trække sig. Vi kunne sagtens forstå deres argumentation: skulle vi nu til at være syge igen? Vi var lige sluppet af med sygdomsklassifikationen, og så skulle vi bære ansvaret for en speciel bøsse-sygdom. Heldigvis var der mange der ikke lod sig overbevise.
Der havde kun været meget få tilfælde på Hvidovre hospital, men havde der ligget hundredevis, tror jeg ikke, at de havde demonstreret. Vi stod fast på vores beslutning, netop fordi vi vidste så lidt. Vi var nødt til at hjælpe forskningen på vej.
I første omgang blev forsøgspersonerne indkaldt to gange om året og så efterfølgende én gang om året. Da man endelig isolerede virussen i ’83, havde man stadig de gamle blodprøver fra ’81, og da man nu vidste, hvad man ledte efter, fandt man ud af, at mange af de første forsøgspersoner allerede var smittede. Det bekræftede os i, at vores beslutning havde været den rigtige, for nu kunne man få et meget bredere og bedre billede af, hvordan situationen var i Danmark og hvordan den i værste fald kunne brede sig.
Vi vidste, at vi blev nødt til at gøre noget i Landsforeningen, da sygdommen greb om sig, men vi vidste ikke hvad. Vi var på gyngende grund, for hvad skulle vi sige til folk? Støttet af Københavns Amt lavede vi pjecer, der indeholdt alt det, vi vidste, men vi måtte jo også skrive: vi ved ikke meget om det her. Der blev forsket på fuld drøn, så vi opdaterede hurtigt pjecerne og genudgav dem hvert år med ny viden. Vi brugte dem også til at opfordre folk til at lade sig teste, så vi kunne blive klogere på, hvordan situationen var. Det udviklede sig til en voldsom diskussion.
Nogle ville ikke vide, om de fejlede noget, selvom vi prøvede at sige til dem, at behandlingen kunne være lige om hjørnet. Der var stadig ikke nogen kur, så når først man blev smittet, kunne man kun få overvåget sin infektion og følge, hvordan den udviklede sig, men man kunne ikke stoppe den. De ville ikke lade sig teste, fordi de ville ikke gå rundt velvidende om, at de bar på en i værste fald dødelig infektion, det var den jo for de fleste. Der gik syv år, før den første behandling kom, og den blev først rigtig effektiv flere år senere.
Vi begyndte at lægge pres på politikerne for at få en økonomi, der kunne understøtte alt det informationsmateriale, vi gerne ville have ud. I ’83 fik vi oprettet vores egen lokalradio, Radio Rosa, der blandt andet skulle bruges som oplysningsorgan. Vi havde en ugentlig udsendelse, der hed Hiv, Håb og Kærlighed. Alle på radioen var frivillige, og hver dag havde sin egen redaktion. I landsforeningens topledelse besluttede vi, at det kun var Hiv, Håb og Kærligheds egen redaktion, som måtte behandle og tale om sygdommen. Der var så mange alternative ideer om, hvilke kvaksalver metoder man kunne gøre brug af, når nu der ikke var nogen medicin. Radio Rosa skulle være ordentlig og videnskabelig, og derfor var vi barske med styringen. Hvis vi begyndte at tale sagkundskaben stik i mod, ville vi fremstå useriøse.
”Det handlede om at få reddet så mange bøsser raske igennem som muligt.”
Jeg blev ansat på fuld tid som sekretariatsleder i landsforeningen i 1984, hvor vi hungrede efter at få en informationstelefon. Vi havde været i USA nogle gange for at se, hvordan man gjorde der. De havde AIDS-hotlines drevet primært af frivillige, og det var en fantastisk informationskilde. Vi vidste jo også godt, at hvis man ville have noget at vide, ville man først komme i tanke om landsforeningen.
Imidlertid var der kun en bogholder og mig på kontoret, og vi var på ingen måde klædt på til at svare på spørgsmål om sygdommen og slet ikke rådgive. Inden vi fik penge til vores AIDS-linje i ’86, blev telefonerne svaret af frivillige. De var enten socialrådgivere, sygeplejersker eller læger, der en eller to aftener om ugen kom ind efter arbejde og svarede på opkald fra folk. Folk ringede ind om alt muligt: symptomer først og fremmest, men også: hvis nu jeg har gjort sådan og sådan seksuelt, er der så en risiko for at være smittet? Smitter myg? Kan man smitte ved at drikke af det samme glas? Og så var der dem, som lige havde mistet og gerne ville i kontakt med andre, der var i samme situation. Da pengene endelig kom, kunne vi ansætte professionelle og udvide telefonernes åbningstid. Dengang var linjen åben fra kl. 9-23 hver dag – også i weekenden – også juleaften. Vi skulle stadig bruge en masse frivillige, men der var heldigvis en stor interesse for at hjælpe. Alle, der kom ombord, blev uddannet efter et program, som sundhedsstyrelsen havde godkendt.
Det var en kamp af få penge til at lave oplysning for. Indenrigsministeren på det tidspunkt var fuldstændig uimodtagelig over for vores argumenter. Det var som om, hun slet ikke forstod omfanget af problemet. Indsatsen blev katastrofalt forsinket. Vi kunne have reddet mange flere, hvis vi var kommet tidligere i gang. I 1986 satte venstre en ny indenrigsminister på posten, og så skete der endelig noget!
Vi fik aids-linjen, og endelig blev der sat penge af til et aids-sekretariat hos Sundhedsstyrelsen, hvor Lone de Neergaard blev chef. Hun var en fantastisk leder. Hun forstod med det samme, at hvis man skulle gøre noget for at forhindre spredningen af infektionen, handlede det om at få et godt samarbejde med os i Landsforeningen, og det fik vi heldigvis. Vi lavede mange gode ting sammen. Ligesom os ville hun gerne undgå skræmmekampagnerne og i stedet bruge humor til at få budskaberne ud.
De fik to millioner kroner til kampagnerne i 1986 og 9 millioner i 1987. På det tidspunkt begyndte det også at gå op for os, at nu handlede det om at bruge kondom, så i marts 1987 kørte vi en stor kampagne, hvor busser kørte rundt med kondomer på siden i hele bussens længde. Når jeg tænker tilbage, undrer jeg mig tit over, at vi stod det igennem, og at vi overhovedet fik tid til det. Jeg talte aldrig op, hvor mange timer jeg brugte. En ting var hiv/aids arbejdet, men der var også andre sejre, vi skulle kæmpe for i 80’erne.
Jeg kan næsten ikke forstå, hvordan det lod sig gøre. Den eneste forklaring, jeg kan komme på, er, at vi var en lille skare, der holdt meget stærkt fast i hinanden. Uden den tætte kreds af mennesker omkring mig, var jeg sgu ikke fortsat. Det var hårdt. Vennerne døde omkring os. Vi var hele tiden på Rigshospitalet og Hvidovre og blev konfronteret med, hvor hæsligt det stod til. Min kæreste døde af aids d. 10. januar 1994. Der kunne man stadig ikke kombinationsbehandle infektionen, kun forsinke den. I hans sidste halve år lå han på rigshospitalet. Hans hjerne tog meget skade af det. Jeg fik ham hjem til jul og nytår, så vi nåede at holde det sammen.
Vores samarbejde med Sundhedsstyrelsen var afgørende. Da TV 2 kom til og brød med DRs monopol, åbnede de for, at man kunne sende reklamer i fjernsynet. Det var noget helt nyt. Sundhedsstyrelsen lod os producere tv spots, der skulle råbe bøsserne op, for hvis det skulle lykkes, måtte vi bruge et sprog som bøsserne forstod. Af mange grunde kunne vi bruge et sprog som Sundhedsstyrelse ikke kunne, bare sådan et ord som glidecreme, det ville Sundhedsstyrelsen aldrig sige, men bøsserne vidste jo godt, hvad det var. Vi lavede den aftale, at vi var afsender på alt det frække, og så betalte de.
TV 2 var dog ikke helt med på den frække tone i starten. Reklamespotsne kørte først som et pilotprojekt i Sønderjylland, og der havde vi en reklame med. Det var en film med to fyre der lige havde mødt hinanden. Mens musikken spillede, tog de hinanden i hånden og gik ud i skoven og kyssede. De begynder at tage kondomer frem og så tager de hjem i seng sammen. Man ser, at de sidder under dynen med en flaske champagne, og det hele slutter med, at champagnen springer, så skummet sprøjter ud af flaskehalsen – tons tung symbolik.
Da reklamen så skulle sendes på hovedkanalen, blev den afvist af TV 2’s godkendelseskomite. Det kom helt bag på os, for den havde jo allerede været sendt. Så tænkte jeg: Ekstrabladet! De fik historien og navnene på vores kontaktperson, og så ringede jeg videre til et par blade mere. Der gik en halv time, og så ringede de fra TV 2: Hvad har du gjort? Pressen overfalder os – Ja, I kan da bare opføre jer ordentlig! Vi endte med at indgå det kompromis, at vi klippede champagnen ud og skrev Landsforeningen på som afsender, og så kørte spottet alligevel i fjernsynet.
Selv da det stod værst til, synes jeg ikke, at der var risiko for at man blev frosset ude af homo-miljøet, hvis man var smittet. Mange insisterede også på, at det ikke skulle påvirke deres livsstil. Bare fordi man var syg og lå på hospitalet, skulle man da ud og more sig alligevel. En af mine meget gode venner, der døde, var en stærk, ung mand. Han ville ikke finde sig i, at han ikke kunne gebærde sig som han plejede, så han blev ved med at gøre, som han altid havde gjort. Med sit drop bundet op på et stativ, dansede han alligevel rundt på diskoteksgulvet. Den seksuelle tabuisering – nej, jeg vil ikke bolle med en hiv-smittet – den kom først senere, som jeg oplevede det.
Mens jeg sad som sekretariatsleder, udviklede foreningen sig meget som politisk organ, og især lagde vi os over i et retspolitisk spor. Fra 1986 handlede det rigtig meget om aids, men vi arbejdede også på andre sager. I straffeloven havde man allerede diskriminations-paragraffen som beskyttede danske minoriteter mod æreskrænkelser. I ’87 fik vi paragraffen udvidet, så den inkluderede seksuel orientering. Senere fik vi det samme gennemført i loven om forskelsbehandling på arbejdspladsen. Selvom vi fik anti-diskriminationsloven, vidste vi godt, at vi ikke den ene og anden dag skulle rejse sager om det, kun hvis det var virkelig grælt.
Der havde vi en sag i slutningen af 80’erne med en dame i Skjern, der havde skrevet et læserbrev, som var helt forfærdeligt. Hun hævdede, at hiv og aids var guds straf over bøsserne, og hun beskyldte bøsserne for med vilje at påføre deres nærmeste HIV. Henning Jørgensen var gået af som landsformand, men hvis han stadig havde siddet der, ville han have sagt, at vi ikke skulle rejse sag.
Hovedbestyrelsen var også i mod det, så Steffen og jeg rejste sagen som privatpersoner. Det var simpelthen for meget. Det var så stridt og så ondt et brev. Sagen frafaldt i landsretten. De tre juridiske stemmer var med os, men lægdommerne var i mod os. Jeg kan huske, at mens dommerne voterede, sad der tilhørere og bad i retslokalet. En lokal fortalte mig, at de bad for at vinde sagen. Jeg syntes, det så helt uvirkeligt ud. Vi fik ikke sagen i højesteret, fordi daværende justitsminister Hans Engell ikke ville give os bevilling til det. Han syntes, at vi skulle lade den gamle dame være i fred, og vi havde jo fået tre juridiske dommere til at give os ret - legen måtte stoppe her.
Sådan var der også diskriminationssager, vi skulle kæmpe med. Jeg oplevede egentlig, at København generelt blev mere tolerant, og jeg var selv i en meget privilegeret position, men vores rådgivningstelefon tog også i mod spørgsmål fra folk, der for eksempel havde svært ved at være på deres arbejdsplads. Homoseksualitet var normen på min arbejdsplads - det var det, man regnede med, alle var.
Radio Rosa var også et redskab til at bekæmpe undertrykkelsen af homoseksuelle generelt. Den skulle fortælle Københavnerne, hvem vi homoseksuelle i virkeligheden var: Radio Rosa skal ud i alle hjem, ud til skabene og ind under dynerne skal Radio Rosa bryde det heteroseksuelle monopol, som Jan Fouchard sagde, på frigørelsesdagen i 1983. Vi sørgede for at udgive undervisningsmateriale, blandt andet til brug i folkeskolen. Det var også en måde at gøre op med undertrykkelsen på. I Sex er mere end de siger, prøvede vi lige præcis at gøre op med fordommene om vores livsform. Vi finansierede også en ungegruppe med både bøsser og lesbiske. De udgav Og vi skilter med det! på Gyldendals forlag, og udgivelsen var en interviewbog om de unge homoseksuelles liv og levemåde.
At tiderne virkelig forandrede sig, synes jeg, at vi så i 1989. Det var også den største triumf for mig personligt. Et par år forinden havde vi fået nedsat en kommission, der skulle belyse de homoseksuelles situation i samfundet, hvor flere repræsentanter fra Landsforeningen sad med. Igennem kommission fik vi undersøgt diskriminationen af homoseksuelle, hvilket også førte til paragraffen af ’87, ligesom vi fik kommissionen til at gøre noget ved skatteforhold og arvelovgivning, men det var småreparationer. Hele løsningen kunne jo ligge i et registreret partnerskab. Vi fik aldrig flertal i kommissionen til at anbefale det. Det var en tung tid og et af de eneste tidspunkter, hvor jeg for alvor tvivlede på mit engagement.
Da partnerskabet ikke blev anbefalet fra kommissionens side, skulle jeg tage mig meget sammen for ikke at smække døren og sige farvel og tak. Heldigvis holdt vi fast i hinanden. Jeg tror i virkeligheden, at det var vores kommissionsmedlemmer, som oplevede den værste modstand. De kom tilbage fra møderne og berettede om de mest tåbelige argumenter imod. Det er næsten fra dem, at jeg har hørt de mest homofobiske tanker udtrykt. Ét argument var for eksempel, at partnerskabet ville blive en udvanding af det traditionelle heteroseksuelle ægteskab. Udover at man også havde svært ved at acceptere det rent religiøst – kristeligt.
Når vi ikke kunne få kommissionens anbefaling, formulerede vi selv et forslag, som vi præsenterede for vores politiske venner, men de ville ikke reagere, før kommissionen havde skrevet sin betænkning. Den skrev de i 1988 uden en anbefaling, men så fremsatte Socialdemokratiet og SF et lovforslag om det alligevel. Lovforslaget nåede ikke at blive færdigbehandlet, før Schlüter udskrev valg bare syv måneder efter forrige valg, NATO-valget. Så vi måtte vente lidt endnu. Da den nye regering blev formet omkring de konservatives Poul Schlüter, blev vi nervøse for, om forslaget nu kunne realiseres.
De Radikale var gået med i en regering, som vi vidste var imod os, og vi skulle bruge De Radikale for at have flertal! Vores partier fremsatte forslaget igen, uden De Radikales opbakning.
Vi gik i gang med at gøre en hel masse for, at de blå partier skulle stille deres medlemmer fri, så de ikke behøvede at følge partipolitikken. Det lykkedes både i forhold til Venstre, De Konservative, Fremskridtspartiet (senere Dansk Folkeparti) og De Radikale. Vi nærmede os folketingets sommerferie, da de endelig i maj måned skulle stemme om det. Socialdemokratiet havde givet Landsforeningen en stak adgangskort, så vi sad oppe på de fine pladser og fulgte med i spænding. Vi var ret sikre på, at det ville blive stemt igennem, men vi var usikre på, med hvor meget? Hvis det nu kun var en kneben sejr, var det på en måde stadig en nedtur, selvom vi fik partnerskabet. Vi ville gerne have, at når man for eftertiden kiggede tilbage, så man et forslag, som i den grad blev stemt igennem. At det stod frem som en stor ideologisk og menneskelig sejr.
Flere af De Radikales ministre forlod salen, så de ikke skulle stemme i mod. Da resultatet kom var der et komfortabelt flertal! Selv halvdelen af Fremskridtspartiet stemte for, hvilket var lidt overraskende. Et par af deres politikere kom endda ned og festede med os i Knabrostræde.
Vi havde aftalt, os der sad og fyldte hele den fine balkon, at når resultatet kom, og alle de grønne lamper lyste, skulle vi ikke begyndte at råbe op og klappe. Vi skulle rejse os, tage hinanden i hænderne og så bukke stilfærdigt for folketinget, inden vi helt stille forlod salen.
Ebba Strange fra SF sagde bagefter, at hun var ved at tude, da hun så os gøre sådan. De havde regnet med, at vi ville kaste balloner ned i hovedet på dem. Det gjorde vi ikke. Til gengæld have vi købt en rose til hver af folketingsmedlemmerne, hvor vi hæftede et kort med Krøyers maleri af to kvinder, der går langs stranden på. Vi fik også udgivet en helsides annonce i nogle af dagbladene, med to fyre foran springvandet på ridebanen, som holdt hinanden i hånden. Tak. Til folketinget. Når man oplever sådan en sejr, indser man pludselig, at ens indsats har været det hele værd.
Så festede vi i Knabrostræde!
Lovgivningen trådte i kraft 1. oktober 1989 – en søndag. Shit! Vi ville jo gerne vie de første par på selve dagen. Jeg gik over på rådhuset og talte med Tom Ahlberg, der var kulturborgmester på det tidspunkt – det var ham, der skulle vie dem. Han var med på ideen og gik så ned til bryllupskontoret og spurgte, om der var nogle blandt personalet, der ville arbejde frivilligt om søndagen – det var der selvfølgelig! Det blev en fantastisk begivenhed. Der var elleve par, alle sammen mænd, der havde meldt sig til at blive viet. Axel og Eigil var de første. De strålede. For dem var det en fantastisk dag, noget de havde håbet på at opleve, inden de døde. Det var en fantastisk dag for os allesammen. Jeg havde hyret mine brassband fyre til at spille op og festliggøre det hele på rådhuset. Der var medier over alt. Især internationale TV og radiostationer. Vi vidste godt, at vi ville blive det første land i verden til at gennemføre det her, men ingen af os havde forudset så massiv en dækning. Da vi skulle have brudeparrene over til Knabrostræde, kørte vi dem i hestevogne, overdænget med blomster.
Da vi trådte ud på Rådhuspladsen, var den fyldt med mennesker – hallo, er det 1. maj, tænkte jeg. En af mine venners mor stod derude og så, parrene komme ud. Hun beskrev det senere som en rigtig københavnerbegivenhed. En festlighed, som hele byen fejrede sammen.
Jeg fortsatte som sekretariatsleder frem til 1994 og sad bagefter som hovedbestyrelsesmedlem. Fra 1998 til 2002 blev jeg selv landsformand. I alle de år skete der meget i samfundet. Det blev mere åbent og inkluderende. Vi kom virkelig langt, synes jeg, på trods af HIV og AIDS. I dag er jeg pensioneret, men jeg har en frivillig tjans som sekretariatschef i patientforeningen for HIV-Danmark, og jeg er stadig sparringspartner for HIV Danmarks bestyrelse. Jeg er stadig meget optaget af emnet.
Mit udgangspunkt for mit arbejde var altid, at jeg ikke ville behandles som en andenrangs borger. Jeg arbejdede og betalte skat ligesom alle andre, og derfor ville jeg også have alle de samme rettigheder. Når jeg engang imellem har tvivlet eller syntes, at vi var kørt fast, har jeg hele tiden holdt fast i grundtanken; Er der stadigvæk noget, der forhindrer mig i at være en fuldgyldig borger, ligestillet med alle andre, så bliver jeg ved! Det er det, der har drevet mig hele vejen.
Bøsserne var kommet langt i deres kamp for rettigheder, men pludselig midt i 80’erne begyndte bøsser at dø umiddelbart uden forklaring. AIDS havde ramt landet og det var primært bøsser, der fik HIV virussen. Det skabte frygt for en ny bølge af diskrimination mod bøsser i det danske samfund.
Jan Fouchard er læge og bøsse, og han var med til at udbrede kendskabet til HIV – både hos bøsserne, men også i resten af befolkningen. Hysteriet skulle stoppes.
Truslen fra AIDS omformede Landsforeningen for bøsser og Lesbiske. Fra at være en enormt seksualpolitisk forening, blev den meget sundhedspolitisk.
Jeg indså meget tidligt, at HIV kunne blive en katastrofe, som vi alle sammen kunne dø af. Det var i det hele taget en meget angstfyldt periode at være i. Vennerne sygnede hen og døde, uden at vi overhovedet vidste, hvad det drejede sig om. Vi vidste ikke, om det blev seksuelt overført, om der overhovedet var nogle forebyggelsesredskaber og hvilke handlemuligheder, vi havde.
Landsforeningen oprettede en lægegruppe med frivilligt personale, som jeg var en del af. Det var vores opgave at informere igennem pjecer og artikler i Pan-bladet – alt, hvad vi vidste, selvom det ikke var meget i starten. Alene i den gruppe af læger viste det sig, at mange var smittede og endte med at dø. Til sidst var der sådan set kun mig tilbage, til at rende Sundhedsstyrelsen og Seruminstituttet på døren, for at få dem til at høre på vores synspunkter. Som læge og bøsse, havde jeg et ben i begge lejre, og jeg fik åbnet en del døre, så vi fik speedet processen op og fik adgang til sundhedsvæsenet.
I 1986 begyndte det at gå op for alle, hvor voldsomt virussen udbredte sig blandt bøsser. Man fandt ud af, at det blev seksuelt overført, og kondombudskabet kom frem. Sikker-Sex blev et demokratisk budskab, som modarbejdede den stigmatisering af HIV smittede, som fik alle til at undgå dem som pesten. Selv på hospitalerne havde man været bange for at blive smittet. I private omgangskredse var der familiemedlemmer, som ikke turde lade bøsser røre deres børn - ingen kys, og alle glas skulle vaskes af hele tiden. Hysteriet omkring smittefaren var enormt diskriminerende.
Sikker-sex budskabet skulle bredes ud blandt bøsser, men også på sygehusene var vi meget engagerede i, at man skulle af med de her smittetrekanter. Alle hiv-smittede fik en gul trekant klæbet i deres journaler, og på deres sengekant var der gule affaldssække, og folk bar masker på stuen. Men det var kun en falsk sikkerhed. Hele det her diskriminerende smitteregime fik vi fjernet.
Midt under den her kamp nagede frygten for, at de fremskridt, vi havde gjort på tværs af 70erne og 80erne, skulle blive bombet tilbage til en seksuel-stenalder. Diskriminationen mod bøsser i samfundet blev også forværret på det her tidspunkt, men slet ikke i det omfang, som man så i udlandet. Der så man eksempler på folk, der blev smidt ud af deres arbejde, blev udvist af landet eller fik indrejseforbud. Patienterne kunne ikke få mad ind på stuen, man stillede bare bakken foran døren.
Det fornyede had kom ikke. Der var flere eksempler på diskrimination, men de var for det meste møntet på frygten for at blive smittet af HIV. I virkeligheden kom der et nyt Danmark ud af AIDS-krisen. Bøsserne fik meget sympati, og jeg mener også, at det var en af grundene til, at vi fik partnerskabet og antidiskriminationslovgivningen igennem. Mange politikere og en stor del af befolkningen forstod, at bøsser ikke bare var nogle håndledssvingende og fjerbeklædte ofre, men altså folk, der tog sagen i egen hånd og kæmpede en brav kamp.
Og det var en kamp! I de første par år fulgte der jo ikke nogen penge med. Det, følte vi, var enormt uretfærdigt og bøssefjendsk. Landsforeningen fik aldrig offentlige midler til gøre sit arbejde. Fik de 100.000 til en pjece, skulle Sundhedsstyrelsen indover for at bestemme, hvad der skulle stå. Først i 1984-85 begyndte der at komme penge. På det tidspunkt var vi 3-4 år inde i epidemien, og mange var allerede blevet smittet på grund af manglende viden og oplysning.
Der kom ikke det her undertrykkende bagslag, som vi frygtede. Det var klogt spillet af landsforeningen. Man spillede med parlamentarisk, var en god kontakt til politikerne og søgte at ændre verden og samfundet gennem lovgivning. Man var ikke bare en højtråbende gruppe, der demonstrerede som nogle af bevægelserne i udlandet, der kastede blod efter medicinalfirmaerne. Landsforeningen var meget mere medspillere. Det tror jeg gav pote, fordi folk af den grund begyndte at respektere os; Vi stod for det, vi mente, og når man tænkte efter, lød det meget fornuftigt.
Det er en tradition, at de danske busser flager på særlige mærkedage. Om så de kongelige har fødselsdag, om vi markerer Danmarks befrielsesdag eller dagen for grundloven af 1849, kan man være sikker på, at Dannebrog flagrer i vinden. I 2013 kørte de københavnske busser så for første gang med regnbuestribet flag. Anledningen var naturligvis den årlige festival for homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede, Copenhagen Pride.
Det er et markant symbol for, hvor langt samfundets inklusion af LGBT+ personer er nået. Ser man bare på udviklingen siden AIDS-krisen i 80erne, har Danmark rykket sig milevidt.
Sådan konkluderer forsker Michael Nebeling Petersen ved Københavns Universitet det i hvert tilfælde. Homo-accepten er ifølge ham blevet et fyrtårn for danskhed og en måde, hvorpå vi fortæller resten af verdenen, hvad modernitet er. I et moderne land værner man om de seksuelle minoriteter, og man inkluderer dem på lige fod med alle andre.
Her fortæller Michael Nebeling Petersen om den politiske udvikling, homoseksuelle har været igennem fra syg stakkel i 80erne til en galionsfigur for det moderne Danmark i dag.
I min forskning fra 2012 konkluderer jeg, at de homoseksuelle efter år 2000 bliver bygget op som et billede på Danmarks modernitet, og at det kan ses på den måde, den homoseksuelle figur bliver talt om politisk. Da jeg undersøgte de politiske behandlinger af ligestillingslovgivning fra 1980 til i dag, fandt jeg en skærende kontrast mellem den måde, man snakker om homoseksualitet på.
Det registrerede partnerskab, som bliver gennemført i 1989, er den første homo-ligestillingslov i dansk sammenhæng. I den politiske behandling fra dengang taler man helt anderledes om den homoseksuelle figur, sammenlignet med tiden efter årtusindskiftet. Kigger man på det med nutidens øjne, fremstår tonen i ’80erne ekstrem homofobisk.
Når jeg taler om den homoseksuelle figur, mener jeg ikke nødvendigvis en person af kød og blod, men mere den her kulturelt genkendelige figur – den homoseksuelle, som vi forestiller os ham/hende, når han/hun bliver drøftet politisk. Den figur, man tegner i 80’erne under AIDS-krisen, var en syg stakkel, som for det meste var en mand, som vi måtte hjælpe, selvom det er en stakkel, vi egentlig ikke ønsker flere af. Det bliver hele tiden problematiseret i 80erne, at hvis man lovgiver om registreret partnerskab, kan samfundet blive overtaget af homoer. Det er meget signifikant, at en undtagelse for at tillade partnerskabet er, at man skulle bo i Danmark. Man har den her angst for, at homoerne skal overtage ægteskabet, og at der vil komme helt vild mange fra udlandet og overtage Danmark.
Jeg mener, at man dengang stadig tegnede en farefuld figur, som man alligevel - trods alt - må anerkende dør, er dårlig, ulykkelig, ensom og syg og derfor kræver vores hjælp. Figuren bliver fremstillet farefuld på den måde, at de, som taler i mod det registrerede partnerskab, siger: Hvis vi tillader registreret partnerskab, vil det føre til, at en hel masse mænd gifter sig med hinanden for at slippe for de ægteskabelige forpligtelser, og lige pludselig vil der ikke være børn i vores verden (Der må ikke være børn i partnerskabet). Hvis vi tillader partnerskabet, vil der være lande, som bruger det som et argument for at bryde samarbejde med os. Vi vil falde ud af det skandinaviske og europæiske samarbejde på det juridiske område, fordi vi vil være sådan en nation, der tillader homoseksualitet. Selv for dem, der taler for det, er det en præmis, at homoseksuelle som sådan ikke er noget, vi skal understøtte eller ønske spreder sig men derimod noget, vi skal indeholde og acceptere. De, som taler for partnerskabet, siger, at folks kærester dør, og det er synd for dem, og derfor skal de have ret til arveskat og rettigheder.
Under de politiske behandlinger i starten af 00erne snakker man derimod rigtig meget om ligestilling af homoseksuelle med heteroseksuelle. Og i slutningen af 00’erne bliver det meget svært at sige noget skidt om homoer. I det borgerlige flertal stemmer man konsekvent imod alle ligestillingsforslag, men det bliver sværere og sværere at argumentere for, hvorfor man stemmer imod. I stedet for at have en argumentation i mod homo-rettigheder bundet i en ideologisk modstand, pakker man modstanden ind i en juridisk/bureaukratisk argumentation: Jeg har intet imod homoseksuelle, al kærlighed er lige vigtig, jeg har masser af homoseksuelle venner, jeg synes det er rigtig fint, at Danmark er kendetegnet ved, at vi passer på de homoseksuelle… Men på grund af den meget mærkelige børnelovgivning og de meget tekniske forhold omkring folkekirken, kan det og det ikke lade sig gøre. Der eksisterer en umiddelbar homo-venlighed, som dog ikke bliver fulgt til dørs.
Den udvikling, der sker fra 80erne til 10erne, er ret vild og sker meget hurtigt. Fra at figuren ændrer sig fra at være en, man skal hjælpe og passe på, men ikke betragter som en politisk medborger, der har krav på rettigheder, til at være en, som man ikke kan sige andet om, end at de har politisk krav på rettigheder. Det er der flere årsager til.
Der sker selvfølgelig noget politisk. Vi får et nyt borgerligt flertal i starten af det nye årtusind. De partier, som traditionelt set har støttet homo-rettigheder, føler ikke længere et regeringsansvar, og på den måde kan de være mere frække og stille flere spørgsmål. Alle spørgsmål bliver stillet af Socialdemokraterne, De Radikale, SF og Enhedslisten.
En anden årsag er tidens moderne udvikling. I slutningen af 90’erne bliver der født en orientering hen imod en indvandrerkritisk diskurs i Danmark, som eksploderer efter 9/11. Herefter står det vestlige moderne over for det arabiske umoderne, og så spiller den homoseksuelle figur pludselig en ny rolle. Tidligere har den stået uden for nationen som en, der kan komme og vælte vores samfundsorden, den heteroseksuelle orden, hvor ægteskab forener mænd og kvinder og true vores sammenhængskraft. Indtil nu var det homoerne, der lavede familier på en forkert måde, men efter ’01 bliver truslen mod sammenhængskraften - dem, der nu laver familier på en forkert måde, hvor man får for mange børn og bliver familiesammenført - muslimerne.
Vi deltager også i krige, som vi går ind i med ønsket om at være med til at indføre demokrati og menneskerettigheder i Afghanistan og Irak. Kvindesagen og homo-rettighederne bliver noget, der kan være med til at definere vesten. I de homoseksuelles tilfælde har de tidligere været figurer, der skulle holdes ude af vores samfund, så vi kunne have et respektabelt samfund. Nu bliver de pludselig det modsatte, galionsfigurer, der viser, at vi er et demokrati der, passer på vores medborgere og giver alle ret til at leve som de er.
Endelig får vi også en ny generation af ordførere på de poster, som diskuterer den homoseksuelle ligestilling ud fra et andet udgangspunkt. AIDS-krisen forsvinder, og homoen dør ikke længere på gaden, hvilket gør det lettere at inkludere ham. Og så udvider TV-serier og film deres repræsentation af homoseksuelle.
Op igennem 90erne træder den homoseksuelle frem i den brede kultur som ulevdygtig. Et eksempel på det - altså hvordan de homoseksuelle bliver repræsenteret uden for det politiske arbejde - er filmen Philadelphia. Den ender naturligvis med at homoen dør og heteroseksualiteten overlever. Mens Tom Hanks trækker sine sidste åndedrag, står hele hans heteroseksuelle familie omkring ham, elsker ham, og deres børn leger på gangen. Der er en logik i repræsentationen af homoseksualitet helt op til år 2000, hvor, hvis homoerne endelig er med, det er de sjældent, men hvis de er, dør de. Eller de bliver syge, rejser langt væk, begår selvmord.
Alt det her resulterer i en ny udvikling, hvor man nærmest ikke kan være modstander af homoseksuel ligestilling med heteroseksuelle. Politisk ser vi op igennem 00erne, at ordførere fra et parti som Dansk Folkeparti stadig diskuterer området ud fra en traditionel, kulturkonservativ diskurs omkring ægteskabet som en hellighed, der forener mand og kvinde. Det synspunkt bliver kaldt middelalderligt, helt nøjagtigt af Kamal Qureshi fra SF, som også kalder det fundamentalistisk og præmoderne. Den overbevisning vinder mere og mere indpas. Modstanderne af det præmoderne, som Kamal, kan positionere sig i den nye debat ved at kalde det u-dansk, når man argumenterer på den måde. De andre tager et standpunkt, som ikke hører til i Danmark. Faktisk, siger Kamal, hører den slags begrænsning af lovgivningen til i Afghanistan. Dermed har den ideologiske modstand over for de homoseksuelle flyttet sig, fra at være uproblematisk i 80’erne, til meget problematisk i ’10erne.
Generelt går det jo bedre og bedre for alle LGBT+ personer, men vores målgruppe, minoritets etniske homoseksuelle, har stadig en masse kampe at kæmpe - andre kampe, end de etniske danske. For at kunne forstå det, er man nødt til at forstå, hvilken målgruppe Sabaah har. På den ene side er vores målgruppe en etnisk minoritet, og på den anden side er den en seksuel minoritet. Derfor møder de altså to forskellige udfordringer, som kombineret bliver super komplekse.
Konkret i forhold til det at være LGBT+ person i vores målgruppe er cirka 20 procent blevet udstødt af deres familier. Vi kæmper med et enormt rygtesamfund, som er klar til at fordømme de familier, som har familiemedlemmer med anden seksualitet end hetero. Vi kæmper mod nogle principper om ære og skam, som kommer af religionen og kulturen, som er så stærke, at de er svære at bryde ud af. Derfor er der også nogle, som føler sig nødsaget til at flygte fra deres familier, nogle har oplevet vold og flere ender på krisecenter.
Hver tredje minoritets etniske LGBT+ person har inden for det seneste år haft selvmordstanker. En del af den dårlige trivsel skyldes en frygt for at springe ud. Og så skyldes den, at man skal kæmpe med minoritetsstress, hvor man møder diskrimination og fordomme på arbejdsplads og i det offentlige rum. Mens man som teenager skal finde sig selv, skal man samtidigt deale med diskrimination på baggrund af ens hudfarve, udover at man skal forholde sig til sin seksualitet. Det gør bare det hele lidt sværere.
Homoseksualitet eller transkønnethed blandt vores målgruppe bliver i mindre grad accepteret, og derfor kan man som individ risikere at blive mast i et samfund, hvor man heller ikke føler sig accepteret af majoriteten.
Langt de fleste - skal vi huske - bliver stadig accepteret og har ikke problemer, men desværre er der flere ulykkelige tilfælde end etnisk danske familier. Deres holdninger, tror jeg, er nogle, de automatisk har båret med sig. I min familie voksede jeg op med tanken om, at det eneste værre end homoseksuel var ISIS-kriger eller morder. Homoseksuel lå som nummer tre, fordi det var så tabubelagt og forkert. Hvis jeg havde spurgt mine forældre, ville de heller ikke kunne konkretisere hvorfor. Nogle begrunder det med religionen, andre med at det bare ikke er naturligt.
De samme problemer har eksisteret i majoritetssamfundet, så på den måde er det jo ikke en fremmed holdning. Derfor prøver vi hele tiden at informere vores målgruppe og deres bagland.
Sabaah har nogle meget konkrete initiativer. Vi har en outreach-gruppe, der besøger folkeskoler, ungdomsinstitutioner og arbejdspladser, hvor de holder oplæg om stigmatiseringen af minoritets etniske LGBT+ personer og minoritets etniske generelt. Vi tilbyder rådgivning, hvor man kan besøge os eller ringe ind og snakke om de problemer, man går rundt med; Om man er bange for at fortælle sine forældre, at man er homoseksuel, om man skal holde det hemmelig, om man lever under social kontrol. Vores tredje tilbud er vores cafeer, der blandt andet er målrettet kvinder og transkønnede. Et safe-space, hvor man kan komme og blive hørt og møde ligesindede. Møde den tryghed, man ikke nødvendigvis oplever i det store samfund.
Langt de fleste forældre vågner jo ikke op og tænker, i dag vil jeg være rigtig ond mod mine børn, og i dag vil vi tage afstand fra dem. Langt de fleste forældre ved simpelthen bare ikke nok om homoseksualitet og transkønnethed. De er bange for, at deres børn bliver forvandlet til et eller andet andet. Det er også noget af det, vi konkret har fået penge til at gøre op med. At få de her forældre ind til samtaler, hvor vi kan rådgive dem.
Min egen familie havde det svært med, at jeg var bøsse. Da jeg i sin tid sprang ud, gik jeg og frygtede, at jeg ville miste alt. At jeg ville miste min familie og min vennekreds, men det gjorde jeg ikke. Mine venner tog det alle sammen godt, hvilket var ret overraskende, for størstedelen af mine venner er selv minoritets etniske og fra ret konservative miljøer. Det var til gengæld rigtig svært med min familie i starten, men de endte med at acceptere det fuldt ud. I dag er vi et sted, hvor de besøger mig og min kæreste, og vi besøger dem.
Det kan godt lade sig gøre at klare sig igennem og blive accepteret, men det kræver tid, og det kræver, at man taler om det. Forældrene skal finde ud af, at bare fordi man er homoseksuel, behøver det ikke at betyde, at man er et nyt menneske. Jeg er stadig Laeth, jeg er stadig sød, arbejdsom og en god søn. Mine forældre nåede desværre ikke til rådgivning, fordi det ikke var et tilbud dengang, men jeg ved, at de ville have haft enormt meget gavn af at møde andre forældre, der havde oplevet det samme. Den samtale måtte jeg selv tage med dem.
Det er ikke kun i vores bagland, at vi møder den her uforståenhed, det sker også i majoritetssamfundet. Jeg får tit spørgsmålet, hvordan kan du være bøsse og muslim samtidigt? Som om jeg skulle frasige mig min religiøse identitet. Det synes jeg, er en ærgerlig misforståelse. Derfor skal vi som organisation også arbejde med fordommene i majoritetssamfundet. Størstedelen af islamiske familier synes, at homoseksualitet er acceptabelt, og de fleste af vores medlemmer hviler i deres seksualitet og har det godt i deres bagland. Desværre findes der bare også en stor, ældre generation, som holder liv i nogle forældede tanker.
Satspuljemidlerne på 2,9 mio. som vi har fået tildelt til de næste fem år, de gør en stor forskel. Vi kan lave flere initiativer. vi kan f.eks. starte en familierådgivning, som kan hjælpe de familier, som måske aldrig er blevet konfronteret med homoseksualitet eller transkønnethed.
Når vi som minoritet bliver talt ned til, når vi får at vide, at vi ikke er danskere, når vi oplever den her polariserende diskurs, hvor politiske partier omtaler de etniske minoriteter som voldtægtsforbrydere og ikke-danskere, så rammer det os. Det forværrer minoritetstressen.
Det kunne være super fedt, hvis vi får fat i nogle engagerede, minoritetsetniske LGBT+ forældre, som kan være gode ambassadører. Jeg ville ønske, at vi var et sted, hvor det var fucking lige meget, hvad nogle forældre sagde, men der tror jeg bare ikke, at vi er endnu. Det kunne også være rigtig fedt, hvis vi generelt kunne få flere minoritets etniske personer til at støtte op om vores sag. Så vi på den måde får nogle allierede, som ikke personligt er involveret i vores sag, men stadig kæmper med, for vores sag. Det kan også være med til at ændre meninger.
Peder Holk Svendsen er forperson for LGBT Danmark. Han blev født i 1972 og har været åben bøsse, siden han var 18 år gammel. I dag bor han sammen med sin kæreste på Nørrebro. LGBT Danmarks kamp for de homoseksuelle er så godt som fuldendt, mener han. Derfor er organisationen i dag særligt engageret i kampen for andre seksuelle minoriteter.
Vi er kommet rigtig langt i ligestillingen af homoseksuelle med heteroseksuelle på det juridiske plan, men der er stadig udfordringer med den sociale og kulturelle integration for de homoseksuelle i samfundet. Det er dog noget, som er skævt fordelt henover landet. I de store byer er der en større grad af accept og inklusion, men hvis du kommer længere ud på landet, hvor kirkelige kredse har mere fodfæste, er det sværere.
På det juridiske er vi stadig udfordret af antidiskriminationslovgivningen, hvor der er anderledes adgang til klagemuligheden, alt efter om en diskriminations situation foregår på arbejdsmarkedet eller privat. Hvis du bliver diskrimineret på arbejdsmarkedet, kan du klage til ligebehandlingsnævnet, men hvis du bliver diskrimineret privat, har du ikke den mulighed. Der skal man i stedet løfte sagen som et civilretsligt spørgsmål. Vi arbejder for, at der bliver skabt en ensartet mulighed for at klage, uanset hvor diskriminationen foregår.
I forhold til den sociale-kulturelle integration, har vi rullet nogle redskaber ud blandt primært unge, og vi har gjort tilsvarende tiltag i en række mindre byer uden for København og Aarhus. Et unge tilbud, hvor unge kan være unge sammen, uden at det skal foregå på en bar med alkohol. Vi tror på, at det kan være med til at skabe livskvalitet og selvværd, så de kan få nemmere ved at komme ud og være sig selv. I grupperne er der facilitatorer, som er uddannet til at arbejde med den her målgruppe, og de sørger for, at de unge får mulighed for at italesætte de udfordringer, de har.
Den sociale-kulturelle integration er også en udfordring på nogle arbejdspladser. Over de sidste tre år har 3F og FTF lavet undersøgelser op til Priden, der har vist, at op mod 40 procent af alle LGBT’ere på arbejdsmarkedet ikke er trygge ved eller helt holder deres seksualitet skjult på arbejdspladsen. Der er udfordringer med, at de ikke føler sig inkluderet, eller at folk, der ikke tilhører LGBT segmentet, ikke mener, at de kan blive inkluderet på en arbejdsplads. Der er en lang række ting, der skal italesættes der, så arbejdspladserne bliver mere rummelige og kan håndtere mange forskellige former for seksualiteter og kønsidentiteter.
Jeg har personligt ikke oplevet diskrimination eller undertrykkelse i mit eget liv, men vi får af og til henvendelser fra folk, der føler sig mobbet. Det behøver ikke nødvendigvis at være en direkte hetz, men det kan være en omgangstone på arbejdspladsen, som gør, at man ikke føler sig tryg ved at være der, uden at det nødvendigvist er rettet mod ens egen person. Sidste år udviklede vi et projekt, der hedder empatisk arbejdsmarked, som kører undervisningsforløb på arbejdspladsen om, hvordan kulturen kan blive mere rummelig, og hvordan man kan udvikle inklusionspolitikker på arbejdspladsen. Det skal være muligt for alle medarbejdere at være sig selv.
Den sociale-kulturelle integration fylder rigtig meget i dag, fordi den juridiske kamp på det homoseksuelle område langt hen ad vejen er vundet.
Der er derimod stadig juridiske udfordringer for transkønnede. De har nogle udfordringer i behandlingssystemet, fordi de stadig har behov for at have lægefaglig assistance i deres proces, hvis de ønsker en fuld transition. Den assistance er lige nu placeret i psykiatrien, og vi vil gerne have flyttet den over i somatikken, så det bliver endnu mere tydeligt at det ikke er et psykiatrisk problem. Der er også stadig udfordringer i forhold til det juridiske kønsskifte. Hvis du bliver gravid som transmand og føder, bliver du betegnet som mor, fordi din krop er kvindelig, men du føler dig faktisk som mand. Systemet er ikke er i stand til at håndtere den situation, og det giver udfordringer i forhold til cpr.nr. og besværliggør adgangen til graviditetsforløb. Derefter kommer selvfølgelig hele det sociale og kulturelle aspekt, som slet ikke er adresseret nok endnu.
At Danmark som det første land i verden, flyttede transkønnet diagnosen ud af sygdomsregisteret i Danmark. Det er uden sammenligning den største sejr og forbedring.
Og så har regeringen for ganske nyligt varslet en 42 punkts handlingsplan på LGBTI området, hvor området for de transkønnede fylder relativt meget. Der skal etableres et videnscenter på området og udvikles viden om området. Det er et af de indsatsområder, som centraladministrationen og det offentlige kommer til at fokusere meget på fremadrettet, og der håber jeg, at brugerne også får et ord med i processen.
Der er blevet lavet vejledningsændringer, som skal implementeres i behandlersystemet og nogle af dem, der blevet ansvarlige for at implementere de her ting, har både siddet i sexologisk klinik og det er i udgangspunktet problematisk, fordi det er de samme personer, der har været uvillige til eller problematiseret det transkønnede segment, og der vil vi gerne have en bredere gruppe eller så vidt muligt have en brugergruppe med også. Så vi kan kvalitetskontrollere hele processen i forhold til, hvordan man håndterer de transkønnede i behandlersystemet.
Jeg håber at vi kommer helt i hus med de sidste juridiske rettelser og justeringer. Især håber jeg, at den gode social-kulturelle inklusion bliver bredt ud til hele landet, så det ikke gør nogen forskel, hvor man bosætter sig eller vokser op.
Tommy Petersen sidder i Københavns Borgerrepræsentation for Radikale Venstre og er medlem af kommunens børne- og ungdomsudvalg. Han bor i København med sin mandlige kæreste og har to sønner.
På de to parametre, som jeg måler vores fremskridt på, 1. Juridisk ligestilling og 2. accept i samfundet, synes jeg, at vi er nået rigtig langt. Også i forhold til den måde, der bliver talt om LGBT gruppen på i det offentlige rum.
Jeg har i sær lagt mærke til, hvordan ord, der beskriver LGBT gruppen, bøsse/lebbe og så videre, som tidligere er blevet brugt som skældsord, ikke er ligeså acceptable som skældsord mere. Det er i det hele taget blevet langt mindre acceptabelt at sige noget grimt om LGBT gruppen, både over middagsbordet, over en øl eller i den offentlige debat.
I forhold til min egen ”opvækst” som homoseksuel har jeg helt klart haft perioder, hvor det har været problematisk. Hvor jeg er blevet drillet, blevet kaldt bøsse, pigedreng til trods for, at jeg ikke engang var specielt feminin. Jeg var en dreng, der måske ikke gad spille så meget fodbold, men var med i en masse andre lege sammen med pigerne. Når man stak lidt ud på den måde, var det bare det gængse at blive drillet, at blive kaldt bøsse.
Selvom man i vores skoler i dag stadig kan opleve de her ord florere, så bliver der slået ned på det på en helt anden måde. Der var ikke nogen lærere eller pædagoger omkring mig, som nogensinde slog ned på det her. Det gør man altså i dag. Jeg har selv to 7-årige drenge og i deres 0. klasse er ordet bøsse pludselig kommet op som et skældsord, og der har både lærere og forældre slået ned på det, uden at jeg har blandet mig.
Der findes stadig diskrimination og undertrykkelse, som vi skal gøre op med. Det kan stadig, trods fremskridtene, være i kategorien af skældsord og noget, der bliver brugt for at nedgøre andre i skoler og i daginstitutioner. Og så er der folk, der vokser op i meget konservative miljøer, både kristne og muslimske miljøer, hvor det er virkelig svært at være homoseksuel. Jeg har venner, der er blevet tvunget igennem kristne omvendingsforløb, og det kan vi simpelthen ikke acceptere. Vi kan ikke acceptere, at nogle skal vokse op i miljøer, der tvinger dem til at undsige deres seksualitet.
En måde at gøre op med det på er at ændre ægteskabslovgivningen i folkekirken, så man ikke længere tillader præster at sige nej til at vie homoseksuelle. Derudover synes jeg, at lærere og pædagoger, der er i kontakt med de her kristne og muslimske miljøer, hvor der er lommer af stærk konservatisme, skal droppe berøringsangsten. Dem, der ser det, oplever det og hører det, skal reagere. Og specifikt i forhold til omvendingsforløbene, burde vi forbyde dem.
Jeg har ikke selv oplevet at blive diskrimineret, på trods af, at jeg er åben homoseksuel, har en familie og arbejder som politiker. Nu læser jeg godt nok ikke alle debattråde på mediernes Facebook side, men jeg er ikke stødt på nogen, som angreb mig på basis af min seksualitet. De kalder mig som regel Radi-gal, og fokuserer altså på min politik.
Jeg er ikke selv religiøs, og jeg ville aldrig selv blive gift i en kirke, men jeg synes, at det var et meget vigtigt skridt, da folketinget pålagde folkekirken at vie homoseksuelle. Det var så vigtigt et signal at sende om, at vi anerkender kærligheden mellem to af samme køn, som ligestillet med kærligheden mellem to af forskelligt køn.
Hele familiepolitikken og de juridiske rettigheder, man har givet lesbiske i forhold til at kunne blive med mor og få hjælp til at få børn, synes jeg også var meget vigtig.
Jeg synes heldigvis ikke, at vi går tilbage i Danmark. Tværtimod. Jeg er meget imponeret over, hvordan Løkke regeringen har taget den her dagsorden til sig. De har netop præsenteret en LGBT-strategi, der bliver bakket op af adskillige millioner kroner. Det synes jeg er ret flot.
Det vigtigste for mig er, at vores børn og unge får meget lettere ved at finde sig selv som LGBT person i deres tidlige teenageår. Vi ser desværre, at LGBT gruppen har mange flere selvmordstanker og selvmordsforsøg end den generelle befolkning. Det er noget, jeg meget gerne vil bidrage til at ændre på.
Heldigvis er dele af skolepolitikken et kommunalt anliggende, så jeg har sat gang i, at vi får udviklet en LGBT politik, som også inkluderer skolerne i Københavns kommune, og det endelige udkast kommer engang i august.
I TV 2 Lorrys serie ”Regnbuen over København” dykker man ned i 100 år med skandaler, skæbner og en sej kamp for rettigheder. I 6 afsnit fortæller TV 2 Lorry historien om udstødelse, ødelagte liv, store sorger og heldigvis også masser af glæde og sejre for friheden og kærligheden. Hør om dem der gik foran for, at homoseksuelle i dag kan leve det liv, de vil og elske den de gør.
