REGNBUEN OVER KØBENHAVN


København har i mere end 100 år været centrum for de homoseksuelles ligestillingskamp. Homohistorien er en fortælling om skandaler, forfølgelse, undertrykkelse og menneskelige skæbner. Men det er også en udviklingshistorie om Danmark, og hvordan landet er blevet formet som en moderne nation.

I historien kan du blandt andet møde:

Emil Aae, tandlægen der fik smadret sit liv.

Jens Jersild, politiinspektør der forfulgte bøsserne.

Bent Hansen, sekretariatslederen der så aids i øjnene.


Den store sædelighedsskandale

Tandlægen Emil Aae førte en uforstyrret og fredelig tilværelse som homoseksuel i det tidlige 20. århundrede. Hans seksualitet bliver imidlertid trukket frem i lyset, da han bliver anklaget for at have dyrket sex med en mand. Det bliver anledningen til den første store homo-skandale, sædelighedsskandalen, der får vidtrækkende konsekvenser for homoseksuelle i hovedstaden.

”Den uhyggelige sædelighedsskandale har løftet sløret for forhold, der med rette må fremkalde den mest rådvilde bestyrtelse…" - Københavnsk dagblad i november 1906.

Da skandalen ruller i det tidlige 1906, er det stadig kun en skandaløs afsløring af et - for den brede offentlighed - hidtil ukendt trækkerdrengsmiljø i København. Med Emil Aaes arrestation går historien fra at være et stykke sensationsjournalistik forbeholdt populærpressen, til at blive en følelsesladet og barsk diskussion af fænomenet homoseksualitet.

"Jeg havde allerede i juli måned hørt lidt om, at nogle sjovere var blevet arresteret for erhvervsmæssig utugt og at en del homoseksuelle herrer havde været indkaldt som vidner, men da jeg aldrig indlod mig med den slags personer og i det hele taget var meget forsigtig, ventede jeg ikke selv at blive indkaldt."


linje-emil-aae2

LÆS MERE: ET LIV LAGT I RUINER




Jens Jersild: 50’ernes homo-forfølger

Med sædelighedsskandalen bliver begrebet homoseksualitet kendt i den brede befolkning. I de videnskabelige kredse opstår tanken om, at staten skal stoppe med at retsforfølge de homoseksuelle.

Argumentationen går på, at homoseksualitet er en medfødt sygdom, og at man ikke bør straffe for noget, der sådan set er uforskyldt. Den position vokser sig stærkere over de næste to årtier, og i 1930 beslutter, datidens Folketing, endelig, at sex mellem mænd skal afkriminaliseres. Paragraf 177 om omgængelse mod naturen forsvinder ud af straffeloven.

Til gengæld fortsætter man ikke den enorme diskussion af homoseksuelle, og derfor kommer der heller ikke et nyt syn på homoseksualitet. Det kommer først i 1960’erne, presset igennem af den omstridte politiinspektør Jens Jersild. Han afslører århundredets næste store skandale, 50’ernes pornografiaffære, og forfølger bøsserne gennem byen.


linje-jersild

LÆS MERE: DE HOMOFILES FJENDE NR.1




Den politiske sygdomskrise


I 1968 gør ungdommen oprør, og 70erne bliver et festorgie af politisk aktivitet. Det vælter frem med bevægelser og foreninger, som gerne vil sætte deres aftryk på samfundet. Især tordner kvinderne frem og kræver ligestilling mellem køn og opgør med patriarkatet.

Rødstrømperne // Lesbisk Bevægelse // Bøssernes befrielsesfront // Bøssehuset // International Lesbian and Gay association // Foreningen Kvindehuset // KVINFO

Årtiet udgør forudsætningen for 80’ernes frigjorte stemme, også i den homoseksuelle debat. Man er ikke bange for at gøre opmærksom på sig selv, og man tager aktivt kampen op mod de samfundsstrukturer, man vil forandre. 80’erne bliver en politisk slagmark, hvor de homoseksuelle slås for ligestilling. Men snart kryber HIV ind i landet, og AIDS kræver offer på offer. Det får den konsekvens, at Landsforeningen for bøsser og lesbiske er nødt til at føre politisk fremmarch på flere fronter. Foreningen står i sin hidtil hårdeste manddomsprøve. Bøsserne skal oplyses, hvis de skal overleve og hvis epidemien skal begrænses.

Midt i det hele stod Bent Hansen som sekretariatsleder for Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske.



linje-bent-hansen

LÆS MERE: MERE END BARE SYGE BØSSER




Sundhedsstyrelsens kampagne video i 1986-87

         



Bøssepesten


Bøsserne var kommet langt i deres kamp for rettigheder, men pludselig midt i 80’erne begyndte bøsser at dø umiddelbart uden forklaring. AIDS havde ramt landet og det var primært bøsser, der fik HIV virussen. Det skabte frygt for en ny bølge af diskrimination mod bøsser i det danske samfund.

Jan Fouchard er læge og bøsse, og han var med til at udbrede kendskabet til HIV – både hos bøsserne, men også i resten af befolkningen. Hysteriet skulle stoppes.


LÆS MERE: DEN FØRSTE AIDS-KONSULENT




Symbolet for en moderne stat


Det er en tradition, at de danske busser flager på særlige mærkedage. Om så de kongelige har fødselsdag, om vi markerer Danmarks befrielsesdag eller dagen for grundloven af 1849, kan man være sikker på, at Dannebrog flagrer i vinden. I 2013 kørte de københavnske busser så for første gang med regnbuestribet flag. Anledningen var naturligvis den årlige festival for homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede, Copenhagen Pride.

Det er et markant symbol for, hvor langt samfundets inklusion af LGBT+ personer er nået. Ser man bare på udviklingen siden AIDS-krisen i 80erne, har Danmark rykket sig milevidt. 

Sådan konkluderer forsker Michael Nebeling Petersen ved Københavns Universitet det i hvert tilfælde. Homo-accepten er ifølge ham blevet et fyrtårn for danskhed og en måde, hvorpå vi fortæller resten af verdenen, hvad modernitet er. I et moderne land værner man om de seksuelle minoriteter, og man inkluderer dem på lige fod med alle andre.

Her fortæller Michael Nebeling Petersen om den politiske udvikling, homoseksuelle har været igennem fra syg stakkel i 80erne til en galionsfigur for det moderne Danmark i dag.



LÆS MERE: DEN HOMOSEKSUELLE GALIONSFIGUR



IDAG: Historien viser at homoseksuelle har kæmpet en lang og sej kamp for at blive accepteret.

Er der stadig noget at kæmpe for? Og i så fald, hvad? Vi har spurgt tre bøsser.

LAETH SHIR-ALI

Forperson for Sabaah


Laeth Shir-Ali er 26 år. Hans stamtræ har kurdiske rødder i både Irak og Iran, og selv er han født i Danmark. Han har været forperson for Sabaah siden 29. maj 2018 og læser til daglig medicin på 11. semester. Han var 23 år gammel, da han sprang ud som homoseksuel, og i dag bor han sammen med en kæreste.


Generelt går det jo bedre og bedre for alle LGBT+ personer, men vores målgruppe, minoritets etniske homoseksuelle, har stadig en masse kampe at kæmpe - andre kampe, end de etniske danske. For at kunne forstå det, er man nødt til at forstå, hvilken målgruppe Sabaah har. På den ene side er vores målgruppe en etnisk minoritet, og på den anden side er den en seksuel minoritet. Derfor møder de altså to forskellige udfordringer, som kombineret bliver super komplekse.

Konkret i forhold til det at være LGBT+ person i vores målgruppe er cirka 20 procent blevet udstødt af deres familier. Vi kæmper med et enormt rygtesamfund, som er klar til at fordømme de familier, som har familiemedlemmer med anden seksualitet end hetero. Vi kæmper mod nogle principper om ære og skam, som kommer af religionen og kulturen, som er så stærke, at de er svære at bryde ud af. Derfor er der også nogle, som føler sig nødsaget til at flygte fra deres familier, nogle har oplevet vold og flere ender på krisecenter.

Hver tredje minoritets etniske LGBT+ person har inden for det seneste år haft selvmordstanker. En del af den dårlige trivsel skyldes en frygt for at springe ud. Og så skyldes den, at man skal kæmpe med minoritetsstress, hvor man møder diskrimination og fordomme på arbejdsplads og i det offentlige rum. Mens man som teenager skal finde sig selv, skal man samtidigt deale med diskrimination på baggrund af ens hudfarve, udover at man skal forholde sig til sin seksualitet. Det gør bare det hele lidt sværere.

Homoseksualitet eller transkønnethed blandt vores målgruppe bliver i mindre grad accepteret, og derfor kan man som individ risikere at blive mast i et samfund, hvor man heller ikke føler sig accepteret af majoriteten.

Langt de fleste - skal vi huske - bliver stadig accepteret og har ikke problemer, men desværre er der flere ulykkelige tilfælde end etnisk danske familier. Deres holdninger, tror jeg, er nogle, de automatisk har båret med sig. I min familie voksede jeg op med tanken om, at det eneste værre end homoseksuel var ISIS-kriger eller morder. Homoseksuel lå som nummer tre, fordi det var så tabubelagt og forkert. Hvis jeg havde spurgt mine forældre, ville de heller ikke kunne konkretisere hvorfor. Nogle begrunder det med religionen, andre med at det bare ikke er naturligt.

De samme problemer har eksisteret i majoritetssamfundet, så på den måde er det jo ikke en fremmed holdning. Derfor prøver vi hele tiden at informere vores målgruppe og deres bagland.

Sabaah har nogle meget konkrete initiativer. Vi har en outreach-gruppe, der besøger folkeskoler, ungdomsinstitutioner og arbejdspladser, hvor de holder oplæg om stigmatiseringen af minoritets etniske LGBT+ personer og minoritets etniske generelt. Vi tilbyder rådgivning, hvor man kan besøge os eller ringe ind og snakke om de problemer, man går rundt med; Om man er bange for at fortælle sine forældre, at man er homoseksuel, om man skal holde det hemmelig, om man lever under social kontrol. Vores tredje tilbud er vores cafeer, der blandt andet er målrettet kvinder og transkønnede. Et safe-space, hvor man kan komme og blive hørt og møde ligesindede. Møde den tryghed, man ikke nødvendigvis oplever i det store samfund.

Langt de fleste forældre vågner jo ikke op og tænker, i dag vil jeg være rigtig ond mod mine børn, og i dag vil vi tage afstand fra dem. Langt de fleste forældre ved simpelthen bare ikke nok om homoseksualitet og transkønnethed. De er bange for, at deres børn bliver forvandlet til et eller andet andet. Det er også noget af det, vi konkret har fået penge til at gøre op med. At få de her forældre ind til samtaler, hvor vi kan rådgive dem.

Min egen familie havde det svært med, at jeg var bøsse. Da jeg i sin tid sprang ud, gik jeg og frygtede, at jeg ville miste alt. At jeg ville miste min familie og min vennekreds, men det gjorde jeg ikke. Mine venner tog det alle sammen godt, hvilket var ret overraskende, for størstedelen af mine venner er selv minoritets etniske og fra ret konservative miljøer. Det var til gengæld rigtig svært med min familie i starten, men de endte med at acceptere det fuldt ud. I dag er vi et sted, hvor de besøger mig og min kæreste, og vi besøger dem.

Det kan godt lade sig gøre at klare sig igennem og blive accepteret, men det kræver tid, og det kræver, at man taler om det. Forældrene skal finde ud af, at bare fordi man er homoseksuel, behøver det ikke at betyde, at man er et nyt menneske. Jeg er stadig Laeth, jeg er stadig sød, arbejdsom og en god søn. Mine forældre nåede desværre ikke til rådgivning, fordi det ikke var et tilbud dengang, men jeg ved, at de ville have haft enormt meget gavn af at møde andre forældre, der havde oplevet det samme. Den samtale måtte jeg selv tage med dem.

Det er ikke kun i vores bagland, at vi møder den her uforståenhed, det sker også i majoritetssamfundet. Jeg får tit spørgsmålet, hvordan kan du være bøsse og muslim samtidigt? Som om jeg skulle frasige mig min religiøse identitet. Det synes jeg, er en ærgerlig misforståelse. Derfor skal vi som organisation også arbejde med fordommene i majoritetssamfundet. Størstedelen af islamiske familier synes, at homoseksualitet er acceptabelt, og de fleste af vores medlemmer hviler i deres seksualitet og har det godt i deres bagland. Desværre findes der bare også en stor, ældre generation, som holder liv i nogle forældede tanker.


Politisk fremskridt: 

Satspuljemidlerne på 2,9 mio. som vi har fået tildelt til de næste fem år, de gør en stor forskel. Vi kan lave flere initiativer. vi kan f.eks. starte en familierådgivning, som kan hjælpe de familier, som måske aldrig er blevet konfronteret med homoseksualitet eller transkønnethed.


Politisk stagnering: 

Når vi som minoritet bliver talt ned til, når vi får at vide, at vi ikke er danskere, når vi oplever den her polariserende diskurs, hvor politiske partier omtaler de etniske minoriteter som voldtægtsforbrydere og ikke-danskere, så rammer det os. Det forværrer minoritetstressen.


For fremtiden: 

Det kunne være super fedt, hvis vi får fat i nogle engagerede, minoritetsetniske LGBT+ forældre, som kan være gode ambassadører. Jeg ville ønske, at vi var et sted, hvor det var fucking lige meget, hvad nogle forældre sagde, men der tror jeg bare ikke, at vi er endnu. Det kunne også være rigtig fedt, hvis vi generelt kunne få flere minoritets etniske personer til at støtte op om vores sag. Så vi på den måde får nogle allierede, som ikke personligt er involveret i vores sag, men stadig kæmper med, for vores sag. Det kan også være med til at ændre meninger.


Peder Holk Svendsen

Forperson for LGBT Danmark


Peder Holk Svendsen er forperson for LGBT Danmark. Han blev født i 1972 og har været åben bøsse, siden han var 18 år gammel. I dag bor han sammen med sin kæreste på Nørrebro. LGBT Danmarks kamp for de homoseksuelle er så godt som fuldendt, mener han. Derfor er organisationen i dag særligt engageret i kampen for andre seksuelle minoriteter.

Vi er kommet rigtig langt i ligestillingen af homoseksuelle med heteroseksuelle på det juridiske plan, men der er stadig udfordringer med den sociale og kulturelle integration for de homoseksuelle i samfundet. Det er dog noget, som er skævt fordelt henover landet. I de store byer er der en større grad af accept og inklusion, men hvis du kommer længere ud på landet, hvor kirkelige kredse har mere fodfæste, er det sværere.

På det juridiske er vi stadig udfordret af antidiskriminationslovgivningen, hvor der er anderledes adgang til klagemuligheden, alt efter om en diskriminations situation foregår på arbejdsmarkedet eller privat. Hvis du bliver diskrimineret på arbejdsmarkedet, kan du klage til ligebehandlingsnævnet, men hvis du bliver diskrimineret privat, har du ikke den mulighed. Der skal man i stedet løfte sagen som et civilretsligt spørgsmål. Vi arbejder for, at der bliver skabt en ensartet mulighed for at klage, uanset hvor diskriminationen foregår.

I forhold til den sociale-kulturelle integration, har vi rullet nogle redskaber ud blandt primært unge, og vi har gjort tilsvarende tiltag i en række mindre byer uden for København og Aarhus. Et unge tilbud, hvor unge kan være unge sammen, uden at det skal foregå på en bar med alkohol. Vi tror på, at det kan være med til at skabe livskvalitet og selvværd, så de kan få nemmere ved at komme ud og være sig selv. I grupperne er der facilitatorer, som er uddannet til at arbejde med den her målgruppe, og de sørger for, at de unge får mulighed for at italesætte de udfordringer, de har.

Den sociale-kulturelle integration er også en udfordring på nogle arbejdspladser. Over de sidste tre år har 3F og FTF lavet undersøgelser op til Priden, der har vist, at op mod 40 procent af alle LGBT’ere på arbejdsmarkedet ikke er trygge ved eller helt holder deres seksualitet skjult på arbejdspladsen. Der er udfordringer med, at de ikke føler sig inkluderet, eller at folk, der ikke tilhører LGBT segmentet, ikke mener, at de kan blive inkluderet på en arbejdsplads. Der er en lang række ting, der skal italesættes der, så arbejdspladserne bliver mere rummelige og kan håndtere mange forskellige former for seksualiteter og kønsidentiteter.

Jeg har personligt ikke oplevet diskrimination eller undertrykkelse i mit eget liv, men vi får af og til henvendelser fra folk, der føler sig mobbet. Det behøver ikke nødvendigvis at være en direkte hetz, men det kan være en omgangstone på arbejdspladsen, som gør, at man ikke føler sig tryg ved at være der, uden at det nødvendigvist er rettet mod ens egen person. Sidste år udviklede vi et projekt, der hedder empatisk arbejdsmarked, som kører undervisningsforløb på arbejdspladsen om, hvordan kulturen kan blive mere rummelig, og hvordan man kan udvikle inklusionspolitikker på arbejdspladsen. Det skal være muligt for alle medarbejdere at være sig selv.

Den sociale-kulturelle integration fylder rigtig meget i dag, fordi den juridiske kamp på det homoseksuelle område langt hen ad vejen er vundet.

Der er derimod stadig juridiske udfordringer for transkønnede. De har nogle udfordringer i behandlingssystemet, fordi de stadig har behov for at have lægefaglig assistance i deres proces, hvis de ønsker en fuld transition. Den assistance er lige nu placeret i psykiatrien, og vi vil gerne have flyttet den over i somatikken, så det bliver endnu mere tydeligt at det ikke er et psykiatrisk problem. Der er også stadig udfordringer i forhold til det juridiske kønsskifte. Hvis du bliver gravid som transmand og føder, bliver du betegnet som mor, fordi din krop er kvindelig, men du føler dig faktisk som mand. Systemet er ikke er i stand til at håndtere den situation, og det giver udfordringer i forhold til cpr.nr. og besværliggør adgangen til graviditetsforløb. Derefter kommer selvfølgelig hele det sociale og kulturelle aspekt, som slet ikke er adresseret nok endnu.

Politisk fremskridt: 


At Danmark som det første land i verden, flyttede transkønnet diagnosen ud af sygdomsregisteret i Danmark. Det er uden sammenligning den største sejr og forbedring.

Og så har regeringen for ganske nyligt varslet en 42 punkts handlingsplan på LGBTI området, hvor området for de transkønnede fylder relativt meget. Der skal etableres et videnscenter på området og udvikles viden om området. Det er et af de indsatsområder, som centraladministrationen og det offentlige kommer til at fokusere meget på fremadrettet, og der håber jeg, at brugerne også får et ord med i processen.

Politisk stagnering


Der er blevet lavet vejledningsændringer, som skal implementeres i behandlersystemet og nogle af dem, der blevet ansvarlige for at implementere de her ting, har både siddet i sexologisk klinik og det er i udgangspunktet problematisk, fordi det er de samme personer, der har været uvillige til eller problematiseret det transkønnede segment, og der vil vi gerne have en bredere gruppe eller så vidt muligt have en brugergruppe med også. Så vi kan kvalitetskontrollere hele processen i forhold til, hvordan man håndterer de transkønnede i behandlersystemet.

For fremtiden: 


Jeg håber at vi kommer helt i hus med de sidste juridiske rettelser og justeringer. Især håber jeg, at den gode social-kulturelle inklusion bliver bredt ud til hele landet, så det ikke gør nogen forskel, hvor man bosætter sig eller vokser op.


Tommy Petersen

Sidder i Københavns Borgerrepræsentation for Radikale Venstre og er medlem af kommunens børne- og ungdomsudvalg.


Tommy Petersen sidder i Københavns Borgerrepræsentation for Radikale Venstre og er medlem af kommunens børne- og ungdomsudvalg. Han bor i København med sin mandlige kæreste og har to sønner.

På de to parametre, som jeg måler vores fremskridt på, 1. Juridisk ligestilling og 2. accept i samfundet, synes jeg, at vi er nået rigtig langt. Også i forhold til den måde, der bliver talt om LGBT gruppen på i det offentlige rum.

Jeg har i sær lagt mærke til, hvordan ord, der beskriver LGBT gruppen, bøsse/lebbe og så videre, som tidligere er blevet brugt som skældsord, ikke er ligeså acceptable som skældsord mere. Det er i det hele taget blevet langt mindre acceptabelt at sige noget grimt om LGBT gruppen, både over middagsbordet, over en øl eller i den offentlige debat.

I forhold til min egen ”opvækst” som homoseksuel har jeg helt klart haft perioder, hvor det har været problematisk. Hvor jeg er blevet drillet, blevet kaldt bøsse, pigedreng til trods for, at jeg ikke engang var specielt feminin. Jeg var en dreng, der måske ikke gad spille så meget fodbold, men var med i en masse andre lege sammen med pigerne. Når man stak lidt ud på den måde, var det bare det gængse at blive drillet, at blive kaldt bøsse.

Selvom man i vores skoler i dag stadig kan opleve de her ord florere, så bliver der slået ned på det på en helt anden måde. Der var ikke nogen lærere eller pædagoger omkring mig, som nogensinde slog ned på det her. Det gør man altså i dag. Jeg har selv to 7-årige drenge og i deres 0. klasse er ordet bøsse pludselig kommet op som et skældsord, og der har både lærere og forældre slået ned på det, uden at jeg har blandet mig.

Der findes stadig diskrimination og undertrykkelse, som vi skal gøre op med. Det kan stadig, trods fremskridtene, være i kategorien af skældsord og noget, der bliver brugt for at nedgøre andre i skoler og i daginstitutioner. Og så er der folk, der vokser op i meget konservative miljøer, både kristne og muslimske miljøer, hvor det er virkelig svært at være homoseksuel. Jeg har venner, der er blevet tvunget igennem kristne omvendingsforløb, og det kan vi simpelthen ikke acceptere. Vi kan ikke acceptere, at nogle skal vokse op i miljøer, der tvinger dem til at undsige deres seksualitet.

En måde at gøre op med det på er at ændre ægteskabslovgivningen i folkekirken, så man ikke længere tillader præster at sige nej til at vie homoseksuelle. Derudover synes jeg, at lærere og pædagoger, der er i kontakt med de her kristne og muslimske miljøer, hvor der er lommer af stærk konservatisme, skal droppe berøringsangsten. Dem, der ser det, oplever det og hører det, skal reagere. Og specifikt i forhold til omvendingsforløbene, burde vi forbyde dem.

Jeg har ikke selv oplevet at blive diskrimineret, på trods af, at jeg er åben homoseksuel, har en familie og arbejder som politiker. Nu læser jeg godt nok ikke alle debattråde på mediernes Facebook side, men jeg er ikke stødt på nogen, som angreb mig på basis af min seksualitet. De kalder mig som regel Radi-gal, og fokuserer altså på min politik.


Et politisk fremskridt: 


Jeg er ikke selv religiøs, og jeg ville aldrig selv blive gift i en kirke, men jeg synes, at det var et meget vigtigt skridt, da folketinget pålagde folkekirken at vie homoseksuelle. Det var så vigtigt et signal at sende om, at vi anerkender kærligheden mellem to af samme køn, som ligestillet med kærligheden mellem to af forskelligt køn.

Hele familiepolitikken og de juridiske rettigheder, man har givet lesbiske i forhold til at kunne blive med mor og få hjælp til at få børn, synes jeg også var meget vigtig.


En politisk stagnering: 


Jeg synes heldigvis ikke, at vi går tilbage i Danmark. Tværtimod. Jeg er meget imponeret over, hvordan Løkke regeringen har taget den her dagsorden til sig. De har netop præsenteret en LGBT-strategi, der bliver bakket op af adskillige millioner kroner. Det synes jeg er ret flot.


For fremtiden: 


Det vigtigste for mig er, at vores børn og unge får meget lettere ved at finde sig selv som LGBT person i deres tidlige teenageår. Vi ser desværre, at LGBT gruppen har mange flere selvmordstanker og selvmordsforsøg end den generelle befolkning. Det er noget, jeg meget gerne vil bidrage til at ændre på.

Heldigvis er dele af skolepolitikken et kommunalt anliggende, så jeg har sat gang i, at vi får udviklet en LGBT politik, som også inkluderer skolerne i Københavns kommune, og det endelige udkast kommer engang i august.



SERIE: Regnbuen over København

Serie på 6 afsnit om dem der gik foran, og banede vejen for andre.


I TV 2 Lorrys serie ”Regnbuen over København” dykker man ned i 100 år med skandaler, skæbner og en sej kamp for rettigheder. I 6 afsnit fortæller TV 2 Lorry historien om udstødelse, ødelagte liv, store sorger og heldigvis også masser af glæde og sejre for friheden og kærligheden. Hør om dem der gik foran for, at homoseksuelle i dag kan leve det liv, de vil og elske den de gør.