Regioner kræver bod efter arbejdsnedlæggelser: Så meget vil det koste dem

Den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse, som sygeplejersker på Rigshospitalet har stået bag siden mandag, har nu også bredt sig til Bispebjerg Hospital. Men det sker uden velsignelse fra sygeplejerskernes fagforbund.

Det skulle have været enden på balladen, da regeringen med et lovindgreb den 28. august afsluttede konflikten mellem sygeplejersker og regioner for dermed at sætte en stopper for sygeplejerskernes 10 uger lange strejke.

Men for en del af sygeplejerskerne er kampen stadig ikke slut.

quote Alle os, der har stillet os ned, er klar på de konsekvenser, det kan have

Luca Pristed, sygeplejerske og initiativtager til arbejdsnedlæggelse på Rigshospitalet

På Rigshospitalet nedlagde sygeplejersker mandag morgen arbejdet i en time mellem klokken 7.45 og 8.45. Det samme gjorde de tirsdag og onsdag, og på Bispebjerg Hospital så man onsdag det samme udspille sig.

- Vi prøver at gøre opmærksom på, at der er problemer i sundhedsvæsnet. Selvom der er lavet et lovindgreb, så har man ikke løst problemet, siger Luca Pristed, der er en af initiativtagerne til arbejdsnedlæggelsen på Rigshospitalet.

Han fortæller, at det glæder ham, at kolleger fra andre hospitaler melder sig ind i kampen.

- Det viser bare, hvor utilfredse vi er. Det her er ikke koordineret af nogen, og der er ikke nogen stor organisation bag, men kun menige sygeplejersker, siger han.

Regioner hiver sygeplejersker i retten

Region Hovedstaden mener dog ikke, at en arbejdsnedlæggelse er den rigtige vej at gå. 

Danske Regioner har netop indgivet en klage til Arbejdsretten med krav om, at de sygeplejersker, der fortsætter med at nedlægge arbejdet, skal pålægges en såkaldt bod, hvilket også kan oversættes til skadeserstatning eller bøde som straf for et retsbrud.

- Vi har stor forståelse for, at der efter en lang konflikt og et lovindgreb kan være frustration blandt sygeplejerskerne, men vi følger spillereglerne på det danske arbejdsmarked, lyder det i en skriftlig kommentar fra Region Hovedstaden sendt til TV 2 Lorry.

- Det er ulovlige arbejdsnedlæggelser, og vi opfordrer derfor medarbejderne til at genoptage arbejdet. Desuden bliver enhver arbejdsnedlæggelse indberettet som overenskomststridig.

- Samtidig er vi opsøgende i forhold til dialogen med Dansk Sygeplejeråd, tillidsmænd og bredt ud i gruppen af sygeplejersker. Vi kan naturligvis ikke drøfte overenskomstforhold, men vi vil gerne lytte til medarbejderne og drøfte blandt andet arbejdsmiljø og arbejdsforhold, lyder det i svaret fra Region Hovedstaden.

Sygeplejersker på Rigshospitalet har flere gange nedlagt arbejdet midlertidigt.
Sygeplejersker på Rigshospitalet har flere gange nedlagt arbejdet midlertidigt.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix


Kredsformand: En ærgerlig, men logisk reaktion

Ken Strøm Andersen er kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd Kreds Hovedstaden.

Onsdag morgen var han taget til Bispebjerg Hospital for at snakke med de strejkende medlemmer og oplyse dem om de potentielle konsekvenser. 

- Min reaktion er, at det er ærgerligt, men også en logisk reaktion. Vi har gjort, hvad vi kunne på Rigshospitalet for at få vores medlemmer i arbejde. Så da jeg stod på Rigshospitalet i går aftes og hørte, de også ville nedlægge arbejdet på Bispebjerg, blev jeg presset. Derfor var jeg også derude i morges for at forklare dem, hvilke konsekvenser det kan have og på det kraftigste opfordre dem til at genoptage arbejdet, siger Ken Strøm Andersen til TV 2 Lorry.

Strejke kan få store konsekvenser

Han oplyser, at konsekvenserne for de strejkende sygeplejersker kan være store. 

Den personlige bod lyder i første omgang på 56 kroner per time, men stiger til 85 kroner per time, hvis de får en skærpet bod. 

Derudover kan det også få ansættelsesmæssige konsekvenser, forklarer kredsnæstformanden. 

- De kan både få en personlige bod og blive trukket i løn, mens de strejker. I yderste konsekvens kan de også blive bortvist og afskediget. Det ville være ufatteligt trist, siger Ken Strøm Andersen.

Ken Strøm Andersen er kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd Kreds Hovedstaden.
Ken Strøm Andersen er kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd Kreds Hovedstaden.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol

Han mener, at sygeplejerskernes egen fagorganisation, Dansk Sygeplejeråd, også risikerer at komme i skudlinjen som følge af, at visse medlemmer vælger at forsætte strejken.

- Man kan beskylde os for, at det er os, der koordinerer det , hvilket jeg dog synes er ganske urimeligt. Men som organisation får vi en bod, og det er medlemmernes penge, der så vil gå til noget, vi meget hellere vil bruge på noget andet, siger Ken Strøm Andersen.

Ekspert tror ikke på fyringer

Arbejdsmarkedsforsker og professor emeritus ved Aalborg Universitet, Flemming Ibsen, er enig i, at arbejdsnedlæggelsen på både Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital kan medføre konsekvenser i form af en bod. 

Han mener dog ikke, at regionerne foreløbig vil gå så langt som til at fyre de strejkende sygeplejersker.

- Sygeplejerskerne står i en ret stærk situation, fordi man mangler sygeplejersker. Så det er jo logisk, at arbejdsgiverne vil være ret tilbageholdende med at gøre det, siger Flemming Ibsen til TV 2 Lorry.

Sygeplejerske Luca Pristed er da heller ikke skræmt ved tanken om at blive pålagt bod.

- Alle os, der har stillet os ned, er klar på de konsekvenser, det kan have, siger han .

Patientforening retter hård kritik

I Patientforeningen får sygeplejerske Luca Pristed og hans kollegers arbejdsnedlæggelser dog hård kritik fra landsformand, Niels Jørgen Langkilde.

- Vi er meget triste over at høre, at der er overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Det kan vi kun opfordre til stopper øjeblikkeligt.

- Det er at tage patienter som gidsler, og vi er imod gidseltagninger, uanset hvem der tages som gidsel, siger Niels Jørgen Langkilde.

Sygeplejersker på Rigshospitalet har midlertidigt nedlagt arbejdet hver morgen siden i mandags.
Sygeplejersker på Rigshospitalet har midlertidigt nedlagt arbejdet hver morgen siden i mandags.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Han tager afstand fra arbejdsnedlæggelserne og opfordrer til, at sygeplejerskerne holder patienterne for øje.

- Det er livsødelæggende for patienterne og deres pårørende, der har ventet længe på behandling. Det er umuligt for os at overskue, hvor mange arbejdsnedlæggelser der er, og hvad konsekvenserne er. Men hver gang, patienter skubbes på ventelisten, går det ud over dem og deres pårørende, siger Niels Jørgen Langkilde.


Organiserer sig i lukkede Facebook-gruopper

Ken Strøm Andersen, der er kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd Kreds Hovedstaden, siger, at de hos fagforbundet i øjeblikket forsøger at "gøre, alt hvad de kan" for at påvirke deres medlemmer til at følge de arbejdsretlige love.

-  Vi gør, alt hvad vi kan via vores tillidsmandssystem for at prøve at sondere, hvad der er under opsejling. Men vi hører ikke noget, så vi har heller ikke noget med det at gøre. Det foregår i lukkede Facebookgrupper, og vi reagerer lige så snart vi hører, at der er nogen, der har nedlagt arbejdet. Så er vi der som et bøjet søm sammen med vores tillidsrepræsentanter. Men vi vil som sagt meget hellere i dialog med regionerne og ledelserne end at mødes i arbejdsretten. Det er kontraproduktivt, og der kommer ikke noget godt ud af det. Sygeplejerskerne bliver bare skuffede og vrede og føler sig endnu engang tilsidesatte og sanktioneret, siger Ken Strøm Andersen.

Rigshospitalet er strejkeramt, og nu har de faglige aktioner bredt sig til Bispebjerg Hospital

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik