Region Hovedstaden søger nybagte forældre til særligt udvalg

Region Hovedstaden vil nu nedsætte et udvalg med både politikere og nybagte forældre, for at gøre oplevelsen for de fødende bedre.

Det er en stor omvæltning, når familien bliver udvidet med et nyt medlem. 

Derfor får nybagte forældre nu mulighed for at give deres erfaringer videre til politikerne i Region Hovedstaden og kommuner.

Af den grund søger Region Hovedstaden personer, bosat i København, der har født et barn inden for det seneste år i et af regionens hospitaler.

- Det er jo fordi, at det er dem, der er eksperterne. Dem der lige har været igennem et fødselsforløb, de har jo oplevet, hvordan det fungerer, siger Lars Gaardhøj (S), der er næstformand i det nyoprettede opgaveudvalg for gravide og fødende, til TV 2 Lorry.

Udvalget skal præsentere en række anbefalinger på et regionsrådsmøde i juni i år.

- 12 nybagte forældre fra hovedstaden vil komme til at diskutere med os politikere - tre fra regionen og to fra kommunerne - omkring hvordan fødselsforberedelsen fungerer, hvordan fødslen på hospitalet fungerer, og hvordan efterfødslen fungerer. Så vi ser på hele forløbet, fortæller Lars Gaardhøj.

Forældre synes godt om idéen

Og blandt de nybagte forældre TV2 Lorry onsdag mødte på gaden, var der også forslag til emner det nye opgaveudvalg kan tage op.

 - Hele forløbet op til, der var vi meget på egen hånd. Man skulle selv betale for forberedelse, hvis man ville have det, for ellers var der ikke meget. I det hele taget synes jeg, at der mangler at blive taget lidt hånd om os, nu er vi så også førstegangsfødende begge to, siger Janni Jørgensen, der er ude at gå tur med barnevogn, baby og veninden Maja Nyggard, der også har en baby med ud i forårssolen.

Begge synes de, at idéen om at inddrage forældre i udvalgsarbejdet er god, men om de selv vil melde sig, er de ikke sikre på - for der er jo lige det med at finde tid midt i bleskift og amning.

- Jeg synes, at det er rigtig godt, hvis nogen har overskuddet og tiden til det, for det er klart et sted, hvor der skal være mere fokus. Jordemødrene løber rigtig stærkt, siger Maja Nyggard.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik