Rasmus’ husbåd bliver ramt af fulde sejlere – retter hård kritik af bådudlejningsfirmaer

Husbåde i Københavns Havn bliver jævnligt påsejlet af sejlere, der benytter både fra to kendte bådudlejningsfirmaer, siger to bådejere.

Det sker mellem to og tre gange om ugen, at Rasmus Bonde bliver forstyrret af brag, bump og skabelyde mod sin husbåd, mens han arbejder som massør og giver stresslindring til patienter ombord.

Dunkene i husbåden stammer primært fra mindre udlejningsbåde, som de fleste formentlig kender fra Københavns Havn.

- Kaptajnerne er oftest meget urutinerede sejlere, der har svært ved at styre bådene, og en stor del af dem drikker alkohol under sejladsen - især torsdag, fredag og lørdag, siger Rasmus Bonde. til TV 2 Lorry.

Rasmus' husbåd danner rammerne om Privatklinikken København, hvor han og hans kolleger dagligt har behandlinger, og derfor er der også personale i båden fra morgen til aften, der kan høre påsejlingerne.
Rasmus' husbåd danner rammerne om Privatklinikken København, hvor han og hans kolleger dagligt har behandlinger, og derfor er der også personale i båden fra morgen til aften, der kan høre påsejlingerne.
Foto: Rasmus Bonde

- Sidst, jeg ringede og klagede til et bådudlejningsfirma, fik jeg en medarbejder i røret, der svarede: "Ja, I skal jo også have lov at være her." Som om vi er her på nåde og fromme. Det her er en familieejet båd, der har ligget på sin plads siden 1974, lyder det yderligere fra Rasmus Bonde.

Han forklarer, at selvom det sker omkring tre gange om ugen, at udlejningsbådende støder ind i hans husbåd, så er det hver eneste dag i sommermånederne, at han ser det ske for andre både i Frederikshavns Kanal, hvor hans husbåd og massørklinik ligger.

Samme to bådudlejningsfirmaer går igen

Den opfattelse deler Irwing Seeger, der har to både liggende i Christianshavns Kanal. Omkring ti gange i denne sæson har han oplevet, at udlejningsbådene er braget ind i hans både.

- Nogen rammer med større kraft end andre, og så kommer der mærker på båden, som deres både afsætter, siger han til TV 2 Lorry.

- Mange af dem, der sejler, er ikke instruerede nok i at styre, så de ligger og fjoller rundt i kanalen. De stopper al trafik i havnen, og de sejler ind i vores både.

Der er især to bådudlejningsfirmaer, der fylder i Københavns Havn. FriendShips og GoBoat. Både Rasmus Bonde og Irwing Seeger oplever, at det er begge firmaer, der ugentligt rammer deres både.

Udlejningsbåde i Københavns kanaler
Udlejningsbåde i Københavns kanaler
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix


Bådejere hænger på udgiften

De to bådejere er også enige om, at der er et problem med måden, udlejningsfirmaerne forsikrer sig på.

Hos begge firmaer er det nemlig den person, der har lejet båden, der hæfter for eventuelle skader, som de måtte pådrage andre.

Lejebetingelser

Hos GoBoat lyder det i lejebetingelserne:


'Selvom bådene er forsikret, er lejeren primær ansvarshavende, hvis der skulle ske skader eller tab på båden og dens udstyr'.


Hos FriendShip lyder det tilsvarende:


'Gør lejer skade på andres ejendom under sejlads, har lejer pligt til at udveksle oplysninger med skadelidte. Udlejer er uden ansvar i enhver henseende for den af lejer påførte skade på tredjemands ejendom.'

Når Irwing Seeger eller Rasmus Bonde oplever, at der bliver sejlet ind i deres både, så skal de altså selv sørge for at indhente deres oplysninger, hvis de vil have erstatning for eventuelle skader, og det er tæt på umuligt, siger Rasmus Bonde.

- Det er naturligvis ikke med vilje at påsejle os eller andre, men det er faktisk med vilje bare at sejle videre og ikke kontakte bådejeren bagefter. Det kan være ret svært for os at se numrene på udlejningsbådene, siger han.

- Vi bliver aldrig kontaktet af dem, der har påsejlet os og dermed lavet skade på båden, uanset om det blot er malerarbejde eller faktisk er noget større. Dermed hænger vi på udgiften til reparationerne.

Rasmus Bonde understreger, at han er rigtig glad for, at der er liv i havnen, og at både gæster, turister og erfarne sejlere skaber en god stemning i Frederiksholms Kanal.

- Problemet er dem, der, selvfølgelig ved en fejl, sejler ind i os eller andre, og efterfølgende bare sejler videre og dermed væk fra uheldet og skaden, siger han.

Irwing Seeger kontakter det pågældende udlejningsfirma hver gang, der sker et uheld, fortæller han.

- Når det er dem, der har båden, så må det jo være dem, der dækker. De tror, de kan slippe afsted med det, men vi må jo prøve at tage en sag på dem, det er jo dem, der som første hånd skal stå med ansvaret, for det er deres både, lyder det fra Irwing Seeger.

Det siger Milan Kronborg, ejer af FriendShips:

Hvordan forholder du dig til, at to bådejere siger, at de enten selv bliver påsejlet eller er vidner til påsejlinger fra udlejningsbåde dagligt?

- Jeg erkender, at der er nogen, der har svært ved det, og der er helt sikkert nogen, der bliver påsejlet i ny og næ. Vores både er konstrueret sådan, at de kan levere meget beskeden skade, hvis de rammer nogen både på vejen, og hvis det sker, så opfordrer vi til, at man tager fat i dem, man rammer. Det er på præcis samme måde, som hvis man kører ind i andre på en parkeringsplads.


Hvad gør I, når en bådejer henvender sig, fordi der er nogen, der har påsejlet dem?

- Så spørger vi dem, om de ved, hvilken båd det er. Vi har numre på alle bådene. Vores selvrisiko er på 8.000 kroner, og vi beder også vores gæster om at skrive under på, at det er deres ansvar med skader for under 8000 kroner. Vi prøver altid at få samlet vores gæster og skadeslidte og få sat dem sammen i håb om, at de får en løsning på plads sammen. 99 ud af 100 gange er der ikke noget, og der er det bare frustrationer over, at folk bare sejler ind i dem.


Hvad siger du til kritikken om, at folk skulle være fulde på jeres både?

- Jeg kan ikke afvise, at vi har fulde gæster, men folk skriver under på, at der ikke er en eneste af chaufførerne, der indtager alkohol, og hvis de kommer ned og er tydeligt påvirkede, så kommer de ikke ud og sejle.


Hvordan måler I det?

- Det kan vi ikke. Det er vi ikke berettigede til, men vi gør rigtig meget ud af at spørge til, hvem der er dagens ædru chauffør. Vi har ikke arrangementer, der alene handler om druk. Og vi sejler rundt og holder øje med, at alt foregår efter reglerne.

Eric Ziengs, GoBoats presseansvarlige

Hvordan forholder du dig til, at to bådejere siger, de enten selv bliver påsejlet eller er vidner til påsejlinger fra udlejningsbåde dagligt?

- Hver sæsonstart er Kasper, den ene medejer, ude og tale med alle bådelauger og foreninger og sige, at hvis der sker noget, så kontakt os. Vores gæster skriver under på, at de indrapporterer til os, hvis man skulle sejle ind i noget. De får at vide, at skulle det ske, så skal de blive, hvor de er, og ringe på vores akutnummer, og så får vi en servicebåd ud. Vi kommer ned og tager billeder for at finde ud af, hvad der er sket, og lægger kontakt til ejeren. Altid tag fat i os. Tag billeder. Husk bådnummeret.


Hvad hvis folk sejler videre og ikke siger det?

- Tag fat i os. Det er irriterende, er jeg hundrede procent enig i. Vi ved alle, det er irriterende at efterlade sin bil et sted, og så er den ridset. Vi er til i en verden, hvor der også er andre mennesker. Når det er sagt, tager vi os gerne af det, for vi vil gerne være venner med alle de andre i havnen.


Hvad siger du til kritikken om, at folk skulle være fulde på jeres både?

- I foråret sidste år lavede vi alkoholpolitikken om. Vi har forbudt polterabender, og hård spiritus er forbudt. Hvis folk kommer med nettoposer, der klirrer, så nægter vi dem adgang eller også konfiskerer vi. Vi har også en servicebåd, der sejler rundt og holder øje, og vi sejler ud og sender dem hjem. For hver regel man laver, kan folk snyde. Det koster os alt for mange penge at have fester på vandet, og bådejerne bliver trætte af os, og vi skal hele tiden havde servicebåde ud. Alkoholreglerne har hjulpet på det.

- Er der regler, så kan man snyde. Jeg vil meget gerne se på, om man kan gøre det bedre og se, om vi skal være mere restriktive. Det skal jo heller ikke være sådan, at hvis du skal ned i en GoBoat, så skal du gennem samme procedure som i en lufthavn. Vi må vurdere det løbende. Folk har også selv et ansvar, og vi skal jo ikke ind og styre, hvad det er folk må.


Lover du, at folk bare skal skrive, når de oplever at blive ramt? Og så gør I noget ved det?

Ja.


Den ene bådejer siger, at hvis han skulle rende og notere numre på både, der rammer ham, så ville han ikke kunne lave andet. Er det ikke en mærkelig ordning, at ansvaret ligger på bådejeren?

- Jeg vil ikke lyde firkantet og sur, men hvis man går ned til forsikringen, og man ikke kan huske, hvor ens cykel stod, da den blev stjålet, og man kan heller ikke huske stelnummeret, så er det svært.

-  Det er jo en havn, der bruges til havnerundfart, svømmere, private og så videre, private. Der er sindssygt mange mennesker. Det er svært at gøre noget ved det, så sørg for at tage et billede, skriv nummeret ned, og kontakt os, så skal vi se, hvad vi kan gøre. Hvis ikke du kan det, så skriv til os alligevel.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik