Rapport om el-løbehjul splitter politikere - flere er klar til at indskrænke "forbudszone"

El-løbehjul kan nedbringe biltrafik og øge brugen af offentlig transport, det fremgår af en ny rapport fra Rambøll.

El-løbehjul kan mindske antallet af bilture og få flere til at bruge offentlig transport. 

Det forklarer udlejningsfirmaet Voi på baggrund af en ny rapport, som Rambøll har lavet for Voi og Dansk Erhverv.

- Rapporten viser, at 16 procent af alle ture på el-løbehjul erstatter de korte bilture. Så det er godt for byen, forklarer landechef for Voi Danmark, Erik Hasselbalch, til TV 2 Lorry.

Dansk Erhverv fremhæver et forsøg i rapporten fra Stuttgart i Tyskland, hvor el-løbehjul blev integreret i den offentlige transport.

- Der blev altså solgt 35 procent flere billetter til offentlig transport, så der er et uudnyttet potentiale her til både at sikre, at vi får nedbragt trængslen og får styrket den offentlige transport, forklarer Jesper Kronborg, branchedirektør for Dansk Erhverv Transport, til TV 2 Lorry. 

Han fortæller, at el-løbehjulet er en såkaldt "last-mile" løsning, der giver borgeren mulighed for at tage den første eller sidste del af sin tur med løbehjulet i stedet for bil eller taxa.

Voi og Dansk Erhverv håber, at den nye rapport vil få rådhusets politikere til at genoverveje Københavns regler for udlejnings-el-løbehjul, når de skal evalueres til oktober.

Læs alle partiernes holdning til el-løbehjul nederst i artiklen.

Forbudszonen i den "tætte by"

I efteråret 2021 kom udlejningsfirmaernes el-løbehjul tilbage i de københavnske gader efter at have været helt forbudt.

Med de nuværende regler er det ikke muligt at starte eller stoppe sin tur i det, som politikerne kalder for "tæt by" - det vil sige hele Indre By og dele af Brokvartererne, Amager samt Christianshavn.

Du kan se forbudszonen på billedet herunder. (Artiklen fortsætter under billedet)

I det her område er det for nuværende ikke muligt at starte og stoppe sin tur på el-løbehjul.
I det her område er det for nuværende ikke muligt at starte og stoppe sin tur på el-løbehjul.
Foto: Jens Willads Ullerup

Ifølge Voi står denne forbudszone i vejen for, at københavnerne tager el-løbehjulet til sig som transportmiddel.

- Før forbuddet så vi, at over 63 procent af alle ture sluttede inde midt i byen, og brugsgraden er nu faldet over 50 procent i forhold til før forbuddet.

Han opfordrer derfor politikerne i Københavns Teknik- og Miljøudvalg til at indskrænke forbudszonen, så den kun gælder i middelalderbyen.

Parkeringskaos

El-løbehjulene fik enormt meget kritik, da de indtog de københavnske gader i 2019. 

De flød på hovedstadens fortove og gjorde det svært at komme frem for dårligt gående.

Voi forslår derfor en model for parkering, der allerede er i brug på Frederiksberg.

- Sammen med Frederiksberg Kommune har vi fundet 80 parkeringsbåse med et dæksel, der angiver, at man skal parkere her, fortæller Erik Hasselbalch fra Voi Danmark.

For at undgå parkerings-kaosset fra 2019 benytter Voi nu en GPS-lås.

- GPS-låsen gør, at man ikke kan afslutte sin tur på el-løbehjul, medmindre man parkerer i en af de båse, som vi har markeret i app'en, forklarer Erik Hasselbalch.

Voi mener, at denne løsning vil sikre ordentlig parkering, hvis det igen bliver muligt at stoppe sin tur midt i København.

Uenighed på Københavns Rådhus

I løbet af oktober skal Københavns Teknik- og Miljøudvalg evaluere reglerne for el-løbehjul.

Venstre, Alternativet, De Konservative og Radikale Venstre er alle enige med Voi og Dansk Erhverv i, at det er på tide at lempe på reglerne for el-løbehjul.

- Min egen og Venstre i Københavns holdning er, at reglerne simpelthen er blevet for restriktive, siger Louise Theilade Thomsen (V) til TV 2 Lorry.

- Vi tror på, at el-løbehjulene kan være med til at skabe det bæredygtige samfund, fortæller udvalgsmedlem Christina Olumeko fra Alternativet.

- Vi vil gerne have, at Københavnerne får et frit valg - men det skal være under ordnede forhold, siger udvalgsmedlem Helle Bonnesen fra Konservative.

- Vores holdning fra Radikale Venstre er egentlig positiv overfor el-løbehjulene. Vi ser det som en mulig løsning på mange udfordringer, forklarer Christopher Røhl fra Radikale Venstre.

Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne går ind til evalueringens forhandlinger med mere skepsis.

-  Det er jo en årsag til, at reglerne blev indført tilbage i 2020, og det er jo, at der er kamp om pladsen i København. Indtil nu står Socialdemokratiet fast på, at vi har den her forbudszone, og det synes vi, fungerer udmærket, siger Mette Reismann fra Socialdemokratiet.

Københavns Teknik- og Miljøborgmester, Line Barfod fra Enhedslisten, vil vente med at tage stilling, indtil hun har set evalueringen fra hendes forvaltning.

- I evalueringen skal vi se på, hvordan det har fungeret i de bydele, hvor der er el-løbehjul, hvordan erfaringerne er fra andre byer, der har el-løbehjul. Hvad er det, og hvad skal til af tiltag, hvis vi skal have el-løbehjul i en større del af byen end vi har i dag, siger hun til TV 2 Lorry.

El-løbehjulenes fremtid kan altså meget vel afhænge af, hvorvidt København Kommunes største parti - Enhedslisten - ender med at gå ind for en lempelse af reglerne.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik