Professor Kurt Klaudi Klausen er denne søndags kronikør. Han mener, at noget er gennemført råddent i den danske folkekirke og at et ansvar skal placeres, så en rodbehandling kan blive sat i værk og dermed fjerne det "onde".

Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Hvis du føler dig mobbet, og du ikke har nogen at henvende dig til, er du på ’herrens mark’.

Du er alene og overladt til dig selv, og det er hvad uforholdsmæssigt mange medarbejdere i den danske folkekirke oplever.

Igen og igen har vi fået dokumenteret, at medarbejdere går ned med stress i den danske folkekirke. 

quote Igen og igen har vi fået dokumenteret, at medarbejdere går ned med stress i den danske folkekirke.

Kurt Klaudi Klausen

Det er mærkeligt, at alvorlige miljøproblemer, som hverken er nye eller skjulte, ikke for længst er blevet håndteret. 

Det er besynderligt men ikke uforklarligt. 

Men for at forstå, hvordan det kan finde sted, må vi grave dybt, vi må ned til roden af problemerne.

På en paradoksal måde er det, vi her bevidner, et udtryk for en forråelse blandt de gode og en moralsk blindhed blandt moralens vogtere.

Der er tale om moralsk blindhed

Der sker en forråelse, når problemerne forties og privatiseres, og der er tale om moralsk blindhed, når man ser noget, som man burde tage sig af, men undlader at foretage sig noget.

Dette er mærkeligt og paradoksalt i betragtning af, at den danske folkekirke til overflod er befolket med ejegode mennesker. 

Jeg kender ingen fra kirkeministeriet, biskopperne, provsterne, præsterne og menighedsrådene som ikke vil det gode, og alligevel er der ingen, som tager hånd om de svage og går til ondets rod.

Det er i sandhed paradoksalt at mennesker, der normalt elsker og evner at diskutere vanskelige for ikke at sige eksistentielle spørgsmål og tager hånd om de svage, ikke taler åbent om åbenbare problemer og undlader at tage sig af om dem, som falder igennem.

quote Tabuer og magtesløshed er her hinandens følgesvend.

Kurt Klaudi Klausen

Når dette kan finde sted, hænger det sammen med en overraskende intellektuel og moralsk blindhed blandt aktører, der ellers betragtes som både indsigtsfulde og omsorgsfulde. 

Der er forhold, man ikke kan eller vil tale om, og der er ting, man ikke kan eller vil tage sig af.

Tabuer og magtesløshed er her hinandens følgesvend. De to ting hænger sammen: det, man ikke vil tale om, er også det, der forhindrer de gode mennesker i at tage sig af det.

Det ondets rod er folkekirkens organisering 

Det, man ikke kan tale om, og det som er ondets rod, er folkekirkens organisering. 

Problemet er, at den eksisterende måde at organisere folkekirken på, forhindrer ledelse, og dermed at nogen tager ansvar for arbejdsmiljøet. 

Kirkeministeriet vil ikke blande sig. 

Hierarkiet fra biskopper over provster til præster er godt nok et magthierarki, men det er ikke et ledelseshierarki. 

Dette gejstlige hierarki tager sig af åndelige forhold ikke organisatoriske og personalemæssige. 

Man kan se det for sig: når det frække fremmedord ledelse nævnes, må de gøre korsets tegn.

Det er tabubelagt at sætte spørgsmålstegn ved tingenes tilstand

Menighedsrådene har ganske vist personaleansvaret for de lokalt ansatte, men de er ikke professionelle og i øvrigt selv en del af problemet. Dertil kommer, at ansvarsplaceringen er uklar decentralt, i og med præsterne har ansvaret for de øvrige ansatte i kirkelige forhold, og ofte er ansat som præster i flere sogne, hvilket betyder, at de er underlagt indtil flere menighedsråd.

Mens andre frivillige organisationer, herunder også de folkekirkelige såsom Folkekirkens nødhjælp og KFUM’s sociale arbejde, har gennemgået en omfattende modernisering og professionalisering op gennem forrige århundrede, så de i dag fremstår som relevante og veldrevne organisationer, har folkekirken stået stille. 

Det er tabubelagt at sætte spørgsmålstegn ved tingenes tilstand, ved struktur og arbejdsdelinger.

Nu kunne man jo tro, at den folkekirkelige organisering (ondets rod) er indstiftet af højere magter, og derfor ikke står til diskussion. 

Men det er ingenlunde tilfældet. 

I virkeligheden er den blevet til som en delikat balancegang imellem politiske og religiøse hensyn. 

Der er ingen tradition for ledelse i folkekirken

Den danske variant af en statskirke med de tre hierarkier af ministerielle, gejstlige og frivillige organiseringer voksede ud af enevælden og forestillingen om fornuften i, at der var en folkelig forankring omkring menighedsråd og provstiråd.

Der er ikke i denne struktur og arbejdsdeling nogen tradition for at tænke folkekirken som en organisation. 

Der er ingen tradition for ledelse. 

quote Det, man har arvet, er en beslutnings- og handlingslammelse, hvor ingen tager sig af arbejdsmiljøet..

Kurt Klaudi Klausen

Det, man har arvet, er en beslutnings- og handlingslammelse, hvor ingen tager sig af arbejdsmiljøet. 

Hvis alt går godt, er laissez faire ikke noget problem, men hvis man står overfor alvorlige udfordringer, er det en undladelsessynd.

Der er faktisk etableret en institution, som skulle kunne tage sig af arbejdsmiljøproblemer, nemlig Folkekirkens arbejdsmiljørådgivning (FAR). 

Men undersøgelser viser, at FAR har vanskeligt ved at håndtere komplicerede problemer. 

Selv hvis FAR blev bedre, ville der stadigvæk være tale overfladebehandling, og det er ikke at gå til ondets rod.

Det er forventeligt, at interne diskussioner vil få karakter af benægtelse, ansvarsforflygtigelse og repressiv tolerance. 

Repressiv tolerance er en kendt magtteknik, hvor man lader som om, man lytter til kritikere, men straffer de formastelige, så deres karriere er ødelagt. 

Chefens dør står åben, men ingen tør gå ind af den. 

I folkekirkens interne dialog om dette, vil man blive enige om, at alle vil det gode, og at ingen kan bebrejdes.

quote Politikerne burde træde i karakter – det påhviler kirkeministeren at tage et initiativ.

Kurt Klaudi Klausen

Folkekirken kan helt åbenbart ikke selv tage hånd om problemerne, for ingen kan eller vil påtage sig ansvaret for at gøre noget ved en struktur som fremmer en kultur, der privatiserer problemerne og legitimerer ansvarsforflygtigelse. 

Ingen vil  påtage sig et ansvar

Det hænger sammen med, at en grundig ’rodbehandling’ ville placere et ansvar og ændre på magtforholdene. 

Det er der ingen, der vil. Biskopperne ser ikke sig selv som ledere af folkekirken og dens medarbejdere, provsterne ser det heller ikke som deres opgave at tage affære i arbejdsmiljøproblemer, præsterne må ikke påtage sig det fulde ledelsesansvar og menighedsrådene kan ikke.

Politikerne burde træde i karakter – det påhviler kirkeministeren at tage et initiativ.