Politisk begejstring og ærgrelse over byggestop på Amager Fælled

For socialdemokratiet - det største parti på Københavns Rådhus - er byggestoppet på Amager Fælled en dårlig nyhed.

Torsdag har Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet stoppet det omstridte byggeri på Lærkesletten på Amager Fælled.

Det vækker stor ærgrelse hos Socialdemokratiet på Københavns Rådhus, Politisk ordfører for Socialdemokratiet på Københavns Rådhus, Jonas Bjørn Jensen, er fuld af forundring over beslutningen.

quote Jeg er både ærgerlig og overrasket over, at denne her klage får opsættende virkning.

Jonas Bjørn Jensen, Politisk ordfører for Socialdemokratiet på Københavns Rådhus

- Jeg er både ærgerlig og overrasket over, at denne her klage får opsættende virkning.

- Ærgerlig fordi vi bare rigtig gerne vil i gang med at bygge nogle billige boliger, så København kan være en by for alle, og overrasket fordi vi synes, vi virkelig har gjort et stort stykke arbejde for at skåne naturen så meget som muligt for det her byggeri, siger han til TV 2 Lorry.

Anderledes glæde er der at spore hos Enhedslisten, hvor deres spidskandidat, Line Barfod, glæder sig over beslutningen.

Området omkring Lærkesletten på Amager Fælled skal efter planen omdannes til boligområdet Fælledby med omkring 2.000 boliger.
Området omkring Lærkesletten på Amager Fælled skal efter planen omdannes til boligområdet Fælledby med omkring 2.000 boliger.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

- Det er jeg rigtig, rigtig glad for. Især vil jeg gerne sige stor tak til Danmarks Naturfredningsforening og Amager Fælleds venner som har gjort en kæmpe indsats, og sørget for at der kom denne her klagesag.

Billige boliger sættes på pause

Ifølge Jonas Bjørn Jensen (S) får afgørelsen betydning for adgangen til billigere boliger og sætter dermed kampen om at gøre København til en by for alle på pause.

- I bedste fald bliver byggeriet forsinket, og det har selvfølgelig nogle økonomiske konsekvenser, det går nok, det skal vi nok klare, siger han og uddyber: 

- Men det har jo også den konsekvens, at der er endnu længere udsigt til, at vi får de her billigere boliger, som er boliger, som pædagoger, folkeskolelærer, politibetjente har råd til at bo i. Ideen om et København for alle bliver også skubbet lidt, og det er jeg selvfølgelig rigtig, rigtig ked af.

Hos Enhedslisten er man sådan set ikke uenig i, at der er behov for billigere boliger i København, men det behøver ikke at være på Lærkesletten, at de skal opføres.

- Jeg synes, det har stor betydning for naturen og den truede dyreart, men det har også betydning for København, og hvad det er for en udvikling, vi skal have i København. 

- Nu får vi et pusterum, der gør, at vi forhåbentlig kan få diskussionen om, at vi ikke skal bygge på nogle af de få naturområder, vi har i byen, og så må vi finde nogle andre steder i byen at bygge.

quote Jeg håber, at det kan lykkedes nu med denne her afgørelse og få alle de andre partier til at stoppe og ændre deres opfattelse.

Line Barfod, Spidskandidat, Enhedslisten

Nu skal nævnene træffe en endelig afgørelse om de forskellige klagepunkter, der er indsendt fra blandt andre Danmarks Naturfredningsforening og Amager Fælleds Venner. 

Det er forventningen, at den endelige afgørelse bliver truffet inden udgangen af januar 2022.

Ifølge Enhedslisten er det vigtigt, at vi passer godt på den natur, der er tilbage i København.
Ifølge Enhedslisten er det vigtigt, at vi passer godt på den natur, der er tilbage i København.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Varmt emne ved kommunalvalg

Indtil da forventer begge kommunalpolitikere, at byggeriet på Lærkesletten bliver et varmt emne under det forestående kommunalvalg.

- Jeg er ikke i tvivl om, at Amager Fælled bliver et tema til valget uanset denne her afgørelse eller ej, og det har jeg det som Socialdemokrat rigtig godt med, for Amager Fælled er også en sag, der med al tydelighed viser, at det kræver en kamp at få bygget billigere boliger i København, lyder det fra Jonas Bjørn Jensen (S), mens Line Barfod ikke tøver med at kalde Amager Fælled en mærkesag for partiet.

- Det er klart, at det her er en stor mærkesag, og det har vi jo sagt i langt tid. Vi har også været ude og sige, at man skal lave en vejledende folkeafstemning.

- Jeg håber, at det kan lykkedes nu med denne her afgørelse og få alle de andre partier til at stoppe og ændre deres opfattelse. Ellers vil vi holde fast i, at vi synes, der skal laves en vejledende folkeafstemning om, hvorvidt det her projekt skal gennemføres eller ej.

Kommunal- og regionsrådsvalg 2021 afholdes 16. november samme år.