Politisk analytiker om ministerbrev fra Sverige i Lynetteholm-sag: ”Det sætter pres på regeringen”

Ifølge Hans Engell er brevet fra den svenske minister blot starten på en langstrakt kamp om den kunstige halvø ud for Københavns Havn.

Koret af modstandere mod dumpningen af slam fra Lynetteholm i Køge Bugt er nu blevet markant større.

Det står klart, efter den svenske miljøminister Annika Strandhäll i et brev til transportminister Trine Bramsen (S) og miljøminister Lea Wermelin (S) har bedt regeringen om øjeblikkeligt at stoppe med at dumpe den forurenede slam, som opgraves fra havbunden nord for København, i Køge Bugt.

- De svenske myndigheder har under vores dialog tydeligt understreget, at dumpningspladserne i Køge Bugt er upassende, specielt når det gælder forurenede muddermasser, skriver Annika Strandhäll i brevet, der blev omtalt første gang torsdag af københavnermediet Byrummonitor, et brev som TV 2 Lorry også er i besiddelse af.

Indtil nu har både eksperter, miljøorganisationer og sågar svenske regionspolitikere kritiseret klapningen, som det kaldes, når man graver havbund fra havne og sejlrender op og dumper det på havet.

quote Det er en presset regering i denne her sag. Den ene minister stikker hovedet i busken, mens den anden undskylder sig med, at hun er ny minister og derfor skal læse op på sagen

Hans Engell, politisk kommentator

Engell: Svensk minister-kritik er alvorlig

Kritikken har dog prellet af på både det københavnsk-ejede byudviklingsselskab By & Havn, som er bygherre på Lynetteholm og regeringen og transportministeren, der med et bredt flertal i ryggen fik vedtaget en lov i sommeren 2021, som gør byggeriet af Lynetteholm muligt.

Men den svenske miljøministers brev til regeringen sender kritikken op på helt anden skala, lyder det fra den politiske kommentator Hans Engell.

- Det her brev betyder, at de (regeringen, red.) nu bliver nødt til at tage det alvorligt.

- Danmark har tidligere arbejdet tæt sammen med Sverige i fællesprojektet Øresundsforbindelsen, men dengang foregik det på halvt dansk og halvt svensk territorium. Nu ligger det kun i dansk farvand, og så er spørgsmålet, hvor meget svenskerne egentlig kan sige. Men det er alvorligt, siger Hans Engell til TV 2 Lorry.

Kan blive starten på langt slagsmål om Lynetteholm

Ifølge ham kan brevet fra Annika Strandhäll blive starten på et langstrakt forløb om Lynetteholm politisk.

Dels er Lynetteholm et af Danmarks største anlægsarbejder, hvilket i sig selv tiltrækker opmærksomhed og dels vil det enorme fokus på miljøkonsekvenserne i Øresund og Østersøen fortsat være markante.

- Det slagsmål, man nu er på vej ind i, er kun begyndelsen på et hårdt og formentlig langt forløb. Men sagen er den, at det i Folketinget kun var Enhedslisten, Ny Borgerlige og Alternativet og et par løsgængere, som stemte imod projektet.

- Derfor bliver det også tydeligt, at både regeringen og de partier, som stemte for Lynetteholm, taler det ned på Christiansborg, siger Hans Engell.

Ifølge både Byrummonitor og DR har hverken miljøminister Lea Wermelin eller transportminister Trine Bramsen svaret den svenske minister på brevet, ligesom ingen af parterne ønsker at stille op til interview om slammet i Køge Bugt.

Presset regering

Også det vidner om en regering, som ikke kan finde et godt ståsted i sagen, mener Hans Engell.

- Det er en presset regering i denne her sag. Den ene minister stikker hovedet i busken, mens den anden undskylder sig med, at hun er ny minister og derfor skal læse op på sagen.

- Må jeg lige minde om, at man er minister fra det øjeblik, man er blevet udnævnt. Forestil dig, hvis Morten Bødskov (ny forsvarsminister efter Trine Bramsen, red.) havde sagt, at han lige skulle sætte sig ind i sagen, før han kunne agere Danmarks forsvarsminister midt i krigen i Ukraine. Det er meget tyndt af de to ministre, må jeg sige.

- Transportministeriet håber, at By & Havn klarer denne her. Men det kan være begyndelsen på rigtig store stridigheder, hvis Københavns Kommune begynder at afvige fra den oprindelige plan. For man kan ikke lægge en benhård linje på Christiansborg, når så meget praktisk skal ske i Københavns Kommune.

Efter planen skal 2,5 millioner kubikmeter slam fra Lynetteholm dumpes i Køge Bugt i løbet af de kommende år.

Herunder kan du se brevet fra den svenske miljøminister til den danske regering.

Lynetteholm, brev fra svensk minister