Politikere vil lovliggøre ulovlig pasningsordning

Medlemmerne af Børne- og Ungdomsudvalget har sendt problematikken om hjemmepasning tilbage til forvaltningen.

Skal det være muligt at få penge for at passe sit eget barn i stedet for at bruge en vuggestue?

Det er der stor forskel på rundt omkring i kommunerne i hovedstadsområdet, men i  København er muligheden ved at blive afskaffet.

Ordningen hedder hjemmepasning, og i København er den helt særlig, da forældre kan få økonomisk håndsræking til at passe deres eget barn og et ekstra barn, indtil de er tre år.

quote Man skal være stinkkende rig, så kan man godt få lov at passe sit eget barn. Ellers er der nærmest en skjult institutionstvang

Lizette Lassen, hjemmepasser

På nuværende tidspunkt bliver 270 børn passet hjemme på den måde, men selvom kommunen har haft ordningen i 30 år, har den ikke længere hjemmel i loven. Den er altså ulovlig og må ikke fortsætte, som den er.

Derfor var enkelte forældre onsdag mødt op foran Københavns Rådhus for at gøre opmærksom på, at de gerne vil fortsætte med muligheden for hjemmepasning.

Forældrene mener, at det ikke giver nogen mening, at alle andre kan få penge for at passe ens barn, men man kan ikke selv få pengene.

- Man skal være stinkende rig, så kan man godt få lov at passe sit eget barn. Ellers er der  nærmest en skjult institutionstvang, siger Lizette Lassen, der hjemmepasser sit barn, til TV 2 Lorry.

- Jeg synes, det har været vigtigt, og det er noget, alle forældre skulle have lov til at proritere, siger hun.

Lizette Lassen mener, at alle forældre skal have lov til at proritere hjemmepasning af deres barn.
Lizette Lassen mener, at alle forældre skal have lov til at proritere hjemmepasning af deres barn.
Foto: TV 2 Kosmopol

- Forvaltningen skal spidsen blyanten

I 16 af de 34 hovedstadskommuner kan man få et økonomisk tilskud for at passe sit eget barn. I Rudersdal og på Frederiksberg kan forældre for eksempel få de højeste tilskud på 7.600 kroner om måneden per barn. I Roskilde er det knap 3.000 kroner.

Men i København er det altså snart slut

- Så skulle man lave loven om. Hvis man har nogle love, der ikke passer til den virkelighed, der i forvejen fungerer, synes jeg, man skal kigge på lovene i stedet for at skrotte børnene, siger Lizette Lassen.

Her ses et kort med de hovedstadskommuner, der har en hjemmepasningsordning. 
Her ses et kort med de hovedstadskommuner, der har en hjemmepasningsordning. 
Foto: TV 2 Kosmopol

Onsdag var der møde i Børne- og Ungdomsudvalget i Københavns Kommune, hvor ordningen for hjemmepasning blev diskuteret.

For selvom den er dømt, som ulovlig, så er der nogle politikere, som har kæmpet for at ordningen kan bevares i en eller anden form.

- Det er en uge siden, vi fik at vide, at den her ordning var ulovlig og ville komme til at forsvinde. Det kom simpelthen som en en tyv af natten. Det vil vi ikke være med til i Venstre, for det er en god ordning, der giver fleksibilitet for børnefamilierne, siger Venstres Jens-Kristian Lütken, der er medlem af Børne- og Ungdomsudvalget, til TV 2 Lorry.

Han glæder sig derfor over, at man har sendt spørgsmålet tilbage til forvaltningen for at se, hvordan ordningen kan gøres lovlig.

- Vi har fundet et flertal, som beder forvaltningen om at spidse blyanten og finde ud af, hvordan vi kan bevare denne her ordning, siger Jens-Kristian Lütken.

Borgmester optaget af pædagogisk kvalitet

Et andet medlem af Børne- og Ungdomsudvalget, der også har kæmpet for ordningen er Helle Bonnesen (K). 

Hun kan ikke se, hvorfor børnefamilierne i København ikke skal have de samme muligheder som børnefamiler uden for København.

- Det gælder om at have en tryg hverdag med trygge børn. Nu har vi bedt forvaltningen om at prøve og finde en løsning, så vi kan fortsætte med den her ordning til glæde for alle de børnefamilier, som virkelig er glade for ordningen, siger hun til TV 2 Lorry.

Interview med Jens-Kristian Lütken (V) og Helle Bonnesen (K).

Børne- og ungdomsborgmester i København, Jesper Christensen (S), kan ikke sige på nuværende tidspunkt, hvordan den nuværende ordning kan leve videre.

- Det er det, forvaltningen vender tilbage med et bud på. Der er nyere og strammere regler, og vi er selvfølgelig optaget af, at den pædagogiske kvalitet er i orden, og det er også derfor, vi har afsat rigtig mange penge til vores egne daginstitutioner, siger Jesper Christensen til TV 2 Lorry.

Ordningen som den er nu, kan man fortsat tilmelde sig frem til 1. november.

Indstillingen fra Børne- og Ungdomsudvalget er, at en ny ordning for så vidt muligt skal overlappe den gamle, så forældre har mulighed for at passe deres eget barn og få et økonomisk tilskud fra kommunen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik