Politikere erkender, at nye regler mod støj og høj musik formentlig ikke er nok

I starten af ugen vedtog politikere i København nye regler for, hvor længe man må spille høj musik udendørs. Nu erkender de, reglerne formentlig kræver håndhævelse.

Diskussionen om en indsats mod festglade unge og deres medbragte soundbokse på offentlige områder i København fik mandag aften et foreløbigt punktum. 

Her besluttede Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg, at der i en række af de hårdest belastede områder fremover kun er tilladt at spille forstærket musik fra klokken 07.00 til 20.00 i hverdagene og 09.00 til 22.00 i weekenden. 

I indstillingen fra forvaltningen var der ellers lagt op til, det skulle være muligt at spille musik til klokken 24.00 i weekenden. 

Det faldt dog mange støjplagede beboere for brystet, da det reelt var en udvidelse af tidsrummet med to timer i weekenden.

Men efter vedtagelsen af de nye regler er der et optimistisk håb. Det mener Bettina Hartmann, der bor på Islands Brygge og er medinitiativtager til Facebookgruppen ’Nej tak til Soundbox-støj på Islands Brygge’.

- Det betyder, at man kan planlægge at have et liv i sin lejlighed uden at skulle have ørepropper, siger hun til TV 2 Lorry. Hun understreger dog, at hun stadig mener, der hele døgnet burde være et generelt forbud mod at spille forstærket musik på offentlige områder. 

TV 2 Lorry var tidligere på besøg hos en beboer på Nørrebro, der var voldsomt plaget af støj fra fester

Enhedslisten undlod at stemme

I forbindelse med mødet fremsatte de Konservative i udvalget et forslag om at nedsætte tidsrummet, hvor der i hverdagene må spilles høj musik fra klokken 24.00 til 22.00. 

Det forslag bakkede stort set alle partier op om med undtagelse af Alternativet, der stemte imod og Enhedslisten, der undlod at stemme. 

Og ifølge teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) ønskede Enhedslisten ikke at stemme, fordi der var risiko for, at det også ville ramme folk, der eksempelvis hører musik fra en mobiltelefon. 

- Det er rigtigt, at vi undlod at stemme på spørgsmålet om at nedsætte tidsrummet, der må spilles forstærket musik. Vi mener, det er en svær afvejning at sige, hvornår det rigtige tidspunkt er. For hvis folk bare sidder og hører musik fra en mobiltelefon lidt efter klokken 20.00, bør de ikke få en bøde for det, siger Ninna Hedeager Olsen til TV 2 Lorry. 

Men er politiet ikke i stand til at skelne mellem musik fra en mobiltelefon og en soundboks?

- Det kan man da håbe, men det ændrer ikke ved, at reglerne også vil gælde i det tilfælde, siger hun, og peger i stedet på, at en form for parkværter skal være med til at minde folk om at respektere omgivelserne. 

Dialogsøgende parkværter

- Det skal ikke være et vagtværn, men det skal være nogle, der går i dialog. Vi har set, at noget lignende har haft gode resultater i Nordhavn (hvor beboerne betalte selv for vagterne, red.), men da Enhedslisten ikke er med i budgettet for 2021, vil vi først kunne bidrage til den løsning næste år, siger Ninna Hedeager Olsen. 

Hos de Konservative i København er man glade for, det blev vedtaget at nedsætte tidsrummet for at spille forstærket musik. Partiet erklærer sig enige i, at der også skal sættes ind med håndhævelse af reglerne. Men det er ikke enige i, at dialog er nok. 

- En ting er at skærpe reglerne, men det er ligeså vigtigt at håndhæve dem. Og der mener vi, at der skal være et ordenskorps, som skal have mulighed for at prikke folk på skulderen, og hvis ikke de kan finde ud af spillereglerne, så skal ordenskorpset kunne udskrive bøder, siger Jacob Næsager (K).


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik