Politiker i kørestol indtager talerstol for første gang

Kristian Hegaard fra Radikale Venstre kunne for første gang holde tale fra Folketingets talerstol.

02:30

Kristian Hegaard behøver ikke længere tale fra bagerste række i Folketinget.

Fredag var en historisk dag i Folketinget og særligt for Radikale Venstres Kristian Hegaard.

Han kunne for første gang rulle op i sin kørestol på Folketingets talerstol og dermed tale ud over Folketingssalen.

Et privilegie, som har været de 178 andre medlemmer af Folketinget forundt, og som Kristian Hegaard nu også kan tage del i.

Læs også Kristian Hegaard håber: "Jeg kan blive første kørestolsbruger i Folketinget"

- At jeg har mulighed for at udleve min drøm, er et lille rul for mig, men forhåbentlig et stort rul for, at endnu flere kan få de muligheder, som jeg har fået, siger Kristian Hegaard TV 2 Lorry.

Sådan lagde han også ud i sin tale, da han for første gang fredag eftermiddag rullede op på talerstolen. Her gav han sig også tid til at rose de tilstedeværendes udseende.

- Nu er det blevet muligt at komme herop. Og hvor ser I bare brandgodt ud heroppe fra. Jeg var lidt spændt på, om elevatoren virkede, nu jeg skulle herop første gang. Det er jo altid lidt spændende den første gang, sagde Kristian Hegaard.

Satte sig mål for livet under 30 dages indlæggelse

Kristian Hegaard er født med en sjælden knoglesygdom, og han husker især tilbage på en operation tilbage i 9. klasse, som var skelsættende for, hvad han ville opnå i livet trods sit handicap.

- Jeg var indlagt i 30 dage på Rigshospitalet. Det var virkelig kedeligt. Men jeg så debatter på folketingskanalen dagen lang, fortæller han.

Læs også Fejrer det med gin og tonic: Kristian er første folkevalgte kørestolsbruger

Mens han lå i sin sygeseng og så det ene folketingsmedlem efter det andet tale fra talerstolen, satte Kristian Hegaard sig et mål for livet. Han ville en dag op på den talerstol som folketingsmedlem.

Den drøm blev en realitet ved folketingsvalget 5. juni i år, da han blev valgt ind for Radikale Venstre efter at være opstillet i Nordsjællands Storkreds.

Herefter blev der sat en renovering af folketingssalen i gang, hvor der blandt andet blev bygget en lift, så kørestolsbrugere kan komme op på talerstolen. En renovering, som Kristian Hegaard har set meget frem til.

- Det er der, man føler, at nu er man rigtig i Folketinget, når man står på den fornemmeste talerstol i kongeriget Danmark, siger han stolt.

Måtte tale fra bagerste række

Det er dog ikke første gang, at Radikale Venstre-medlemmet får lov til at tale i Folketinget. Da han for to år siden var vikar for Martin Lidegaard, mens denne var på barsel, talte han også i Folketinget.

Her var det ikke muligt for Kristian Hegaard at komme op på talerstolen, derfor blev det gjort fra bagerste række i salen.

Nu glæder han sig til, at han fremover kan få lov til at holde endnu flere taler fra Folketingets talerstol.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik