Politiet undersøger skudepisode i København

En person er kommet til skade efter en skudepisode i Husum ved København fredag aften.

En person er kommet til skade efter en skudepisode omkring Gadelandet i Husum fredag aften.

Det oplyser Københavns Politi tidligt lørdag morgen.

- Vi har fundet et antal afskudte hylstre på stedet, siger vagtchef Henrik Stormer.

- Der mangler stadig nogle tekniske undersøgelser, og vi arbejder fortsat derude, tilføjer han.

Lørdag morgen har politiet ingen anholdte. Tidligere var der tvivl om, hvorvidt der var affyret skud eller ej på stedet.

Fredagens skudepisode i Husum er den fjerde skudepisode i og omkring København på godt en uge.

Torsdag i sidste uge var der to skudepisoder forskellige steder på Frederiksberg.

Klokken 13.36 blev politiet alarmeret om et skyderi på Eversvej, og klokken 21.16 blev der skudt på Vodroffsvej.

Begge steder blev der skudt gennem vinduer på beboelsesejendomme. Ingen personer blev ramt under de to episoder.

- Vi kan ikke sige, om der er en sammenhæng, men vi arbejder selvfølgelig ud fra, at det er en mulighed. Det er jo heldigvis ikke almindeligt, at der er to skyderier på samme dag i København, sagde vicepolitiinspektør Knud Hvass efter skyderierne på Frederiksberg.

Fredag aften i sidste uge blev en 36-årig udenlandsk mand et tilsyneladende tilfældigt offer for et skyderi i Greve syd for København. Han blev ramt af et skud i låret.

Efter skudepisoden flygtede flere personer i en sort Audi, der omkring et kvarter senere blev fundet brændende på Klausdalsbrovej i Herlev.

Politiet vil ikke udelukke, at skudepisoderne på Frederiksberg og i Greve er banderelaterede.

Så vidt Ritzau har fået oplyst, er der endnu ingen anholdte i forbindelse med skyderierne.

/ritzau

 
 
Foto: Presse-fotos.dk - v/Mathias Øgendal
 
 
Foto: Presse-fotos.dk - v/Mathias Øgendal

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik