Politiet afgiver skud i Valbyparken under biljagt

En mand er efterfølgende blevet anholdt. Ingen personer er kommet til skade.

En biljagt i København udviklede sig søndag formiddag dramatisk, da en motorcykelbetjent affyrede et ukendt antal skud.

Det oplyser Jess Voldager, vagtchef ved Københavns Politi, til TV 2 Lorry.

- Vi har haft en eftersættelse af et køretøj, hvor vedkommende kører ind i Valbyparken, og i den forbindelse har politiet afgivet skud, siger Jess Voldager.

Biljagten startede, da en motorcykelbetjent forsøgte at standse en bil. Den mandlige fører ag bilen havde dog ikke lyst til at tale med politiet, og kørte ad Vigerslevvej ind i Valbyparken.

Her stoppede biljagten, da billisten kørte ind i en parkeret bil. Han blev derefter anholdt ganske fredsommeligt.

På et tidspunkt affyrede motorcykelbetjenten som sagt skud mod bilen, men ingen blev ramt, selvom et skud ramte bilens forrude.

Hvorfor man valgte at afgive skud ved aktionen, kan vagtchefen endnu ikke sige noget om.

Vagtchefen kender endnu heller ikke årsagen til, at den anholdte blev eftersat i første omgang.

Politiet er fortsat til stede i parken, som man har valgt at afspærre for at lave undersøgelser.

-  Vi er massivt tilstede derude. Det er klart, at når der sker sådan noget, så laver vi nogle undersøgelser efterfølgende, siger Jess Voldager til TV 2 Lorry.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed er underrettet om episoden.

 
 
 
 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik