Politi advarer mod køb af dyre ure: Måske stjålet ved rambuktyveri i Illum

Ifølge Københavns Politi kan de dyre ure, som blev stjålet ved et opsigtsvækkende rambuktyveri i Illum, nu blive solgt af privatpersoner på internettet.

Københavns Politi advarer nu mod at købe dyre designerure af privatpersoner.

Det sker efter ”en del” dyre ure blev stjålet under et rambuktyveri mod stormagasinet Illum i København for en uge siden.

- Vi vil gerne undgå, at nogen uforvarende køber et stjålet ur. Det er rent præventivt, at vi går ud. Vi har ikke hørt om, at de skulle være blevet sat til salg, siger Jens Cappelen, politikommissær ved indbrudssektionen hos Københavns Politi, til TV 2 Lorry.

- Men vi formoder, at de skal afsættes på den ene eller den anden måde, tilføjer han.

Af hensyn til efterforskningen kan han ikke udtale sig om hvor mange ure, der er tale om. Han kan heller ikke svare på, hvor dyre urene, som er af mærkerne Chopard, Jaeger LeCoultre, Carl F. Bucherer og IWC, er.

En simpel google-søgning afslører dog, at urene sælges for flere hundrede tusinde kroner stykket.

Rambuktyveri ved Illum natten til onsdag.
Rambuktyveri ved Illum natten til onsdag.
Foto: Local Eyes

Spektakulært tyveri

Natten til onsdag den 12. maj brød maskerede personer ind i Illum i Indre København.

Gerningsmændene tiltvang sig adgang til det lukkede shoppingcenter ved at bruge en bil som rambuk og torpedere indgangspartiet, hvorefter de steg ud af bilen.

Her gik de maskerede gerningsmænd systematisk i gang med at knuse glasmontrer for at stjæle ure.

- Det virker velplanlagt. Jeg kan også sige, at vi har en række spor at gå efter i sagen. Det har vi tilvejebragt ved politiundersøgelser.

Ifølge Københavns Politi forlod de to gerningsmænd derefter Illum på et flugtkøretøj – formentlig en scooter.

- Vi har en formodning om, hvilken type personer, der står bag, men af hensyn til efterforskningen kan jeg ikke komme ind på det, siger Jens Cappelen.

Søger vidner

Københavns Politi søger i forbindelse med efterforskningen vidner, som kan have set de to gerningsmænd forsvinde på en sort scooter.

Begge personer var maskeret, da de efterfølgende forlod stedet.

- Der er nok ikke mange, som har været til stede på gerningstidspunktet. Men hvis man har været inde i byen omkring Illum på mellem 02 og 03 i området omkring Illum køre væk, vil vi gerne høre fra vedkommende, lyder det fra politikommissæren.

Københavns Politi kan træffes på telefonnummer 114.