Planer om at grave forhadt vejstrækning ned rykker nærmere

Et flertal på Københavns Rådhus har vedtaget at bruge 4,5 millioner kroner på forundersøgelser til et projekt, der skal ende med at fjerne Bispeengbuen.

Kommer man nordfra og skal ind i København, så fører vejen ofte hen over Bispeengbuen, der leder ind mod det centrale København. Den sekssporede vejstrækning fører trafikken frem mod Åboulevard og H. C. Andersens Boulevard forbi Rådhuspladsen og videre mod Amager.

Strækningen beskrives af mange som en motorvej, der går lige gennem byen, og den er aldeles upopulær blandt de beboere, der har udsigt til den.

Og populariteten på Københavns Rådhus er også til at overse. Nu har et flertal af Københavns politikere vedtaget at fortsætte undersøgelserne af, om den hårdt trafikerede vejstrækning kan graves ned.

Initiativet kommer fra den radikale gruppe på Københavns Rådhus, og gruppeformand Mette Annelie Rasmussen, siger, at inspirationen kommer fra andre europæiske byer.

Skeler til andre byer

- I virkeligheden er København jo bagefter på det punkt. Der er mange andre byer, hvor man har etableret tunneller i stedet for at have voldsomt trafikerede og bedre trafikårer, der løber lige gennem centrum. Og hvis det kan lade sig gøre andre steder, så kan det selvfølgelig også lade sig gøre her, siger hun til TV 2 Lorry.

Den planlagte strækning inddrager også HC Andersens Boulevard, der passerer Rådhuspladsen og strøkker sig frem til Langebro.
Den planlagte strækning inddrager også HC Andersens Boulevard, der passerer Rådhuspladsen og strøkker sig frem til Langebro.
Foto: Rune Evensen / Ritzau Scanpix

Projektet er så stort, at det er et meget langt træk, forligspartierne bag budgettet har indledt. Der er afsat 4,5 millioner kroner til forundersøgelser i det kommende to år. Herefter skal der tages stilling til yderligere forundersøgelser, inden man i 2025 begynder at nærme sig noget, der begynder at minde om egentlige anlægsbeslutninger.

- Jeg er glad for, at det allerede nu indgår, at der skal være en grundig borgerinddragelse, siger Mette Annelie Rasmussen, som ikke tør gætte på, hvornår det egentlige projekt kan gå i gang - og hvornår det i givet fald skal kunne stå færdigt.

Først Bispeengbuen

Alene nedgraving af Bispeengbuen, som står først for, kommer til at koste et milliardbeløb. Mette Annelie Rasmussen nævner, at boligbyggeri på dele af de frigjorte arealer kan medvirke til finansiering, ligesom hun også ser det som en mulighed, at bilister skal betale for at bruge den kommende tunnel.

Enhedslisten er ikke en del af det budget, der blev vedtaget natten til onsdag. Men da København og Frederiksberg Kommune tidligere på året blev enige om at foretage forundersøgelser af, hvordan det det kan gennemføres, hvis Bispeengbuen enten skal reduceres eller fjernes helt, jublede miljø- og teknikborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

Forhistorisk symbol

- Bispeengbuen står som et forhistorisk symbol på, hvordan man førhen ønskede at prioritere bilismen højt. Den tilgang til København er fortid, og derfor er det fantastisk, at vi nu kan komme videre med arbejdet med at lægge Bispeengbuen i graven og i stedet skabe en by og et område for mennesker og ikke for biler, lød det fra borgmesteren.

Og at trafikstrækningen ikke lever op til moderne krav til en grøn by er de radikale enige i.

- Havde man planlagt det hele fra starten, ville man aldrig have lavet så bred en vej ind gennem en bykerne, det er en løsning fra fortiden. Vi vil da hellere bruge byens rum til udfoldelse, siger Mette Annelie Rasmussen.

Tunnellægningen af den centrale vejstrækning er ikke ene om at være et fremtidsprojekt i det københavnske budget. Politikerne har også afsat penge til det videre arbejde med forundersøgelser af anlæg af øen Lynetteholm - et projekt, der ventes færdiggjort i år 2070.

Det københavnske budget for 2021 - og dermed de indledende forundersøgelser til planen om at fjerne trafikken fra overfladen på den centrale vejstrækning er vedtaget af samtlige partier på rådhuset minus Enhedslisten og Alternativet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik