Person i kritisk tilstand - blev kørt over af S-tog

En personpåkørsel påvirker her til eftermiddag S-togstrafikken.

En person er tirsdag eftermiddag blevet påkørt af et S-tog på Nørreport Station.

Det oplyser Hovedstadens Beredskab på Twitter.

- Vi er netop mødt med en redningsudrykning på Nørreport station sammen med politi, samt læge og ambulance, idet en person er kørt over af et S-tog, skriver beredskabet.

I et opfølgende tweet oplyser beredskabet, at personen er bragt op fra sporet og overdraget til ambulancetjenesten.


Togdrift påvirket

På grund af personpåkørslen ved Nørreport blev S-togstrafikken midlertidigt stoppet, så der ikke kørte tog mellem Københavns Hovedbanegård og Østerport Station.

Kort før klokken 15.30 kan DSB dog oplyse, at de igen må køre tog mellem Københavns Hovedbanegård og Østerport Station. 

Der vil dog fortsat være længere rejsetid og færre S-tog på flere linjer, oplyser DSB.

Person i kritisk tilstand

TV 2 Lorry har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra Københavns Politi om den tilskadekomne persons tilstand.

Artiklen fortsætter under billedet.

Personen er bragt op fra sporet og overdraget til ambulancetjenesten.
Personen er bragt op fra sporet og overdraget til ambulancetjenesten.
Foto: presse-fotos.dk

Vagtchef hos Københavns Politi Henrik Brix fortæller dog til B.T., at der er tale om en ulykke, som politiet fik anmeldelsen om klokken 14.26. .

- En person stod på perronen ved Spor 3. Og vedkommende blev ramt af den forreste vogn fra S-toget og faldt ned mellem skinner og tog, siger Henrik Brix til B.T og tilføjer, at personen er kørt på skadestuen i kritisk tilstand.

DSB oplyser omkring klokken 16.40, at de fortsat kører med færre S-tog på linje A, B, C og E.

Sådan kører DSB i øjeblikket:

  • Linje A kører med færre S-tog
  • Linje B kører med færre S-tog
  • Linje Bx er aflyst
  • Linje C kører med færre S-tog
  • Linje E kører med færre S-tog
  • Linje H kører normalt
  • Linje F kører normalt
Beredskab, politi, en læge og en ambulance er til stede.
Beredskab, politi, en læge og en ambulance er til stede.
Foto: presse-fotos.dk