Overfald udløser 60 års fængsel til ti bandemedlemmer

Ligesom byretten finder Østre Landsret, at ti bandemedlemmer skal dømmes for grov vold - og ikke drabsforsøg.

Ti medlemmer af den nu opløste bande Loyal to Familia er i Østre Landsret blevet idømt samlet 60 års fængsel for grov vold begået under bandekonflikten i København i 2017.

Det oplyser Statsadvokaten i København.

To af de dømte udvises for bestandig.

I sagen var der rejst tiltale for drabsforsøg, men der var ikke grundlag for at dømme for forsøg på manddrab, mener landsretten.

Derfor dømmes de tiltalte for grov vold og forsøg på grov vold.

Maskerede og bevæbnet

Mændene var tiltalt for at planlægge et overfald og drab på ledende medlemmer af den rivaliserende bande Brothas.

Maskerede og bevæbnet med knive og slagvåben jagtede de tiltalte fem medlemmer af Brothas ved Mjølnerparken på Ydre Nørrebro om eftermiddagen den 23. oktober 2017.

De fem Brothas-medlemmer slap dog væk. Derefter overfaldt de dømte et sjette medlem af den rivaliserende bande i nærheden - nærmere bestemt på den befærdede indfaldsvej Tagensvej.

Han blev stukket med en kniv på kroppen og i hovedet og var efter overfaldet i "overhængende livsfare", fremgår det af anklageskriftet.

Også Retten på Frederiksberg valgte at dømme de tiltalte for grov vold og forsøg herpå ved en afgørelse i marts 2019.

Anklagemyndigheden ankede dommen dengang.

Retsmøde i Bella Center

For Statsadvokaten i København mødte anklagerne Mads Kruse og Steen Saaby i landsretten. Selve retsmødet blev holdt i Bella Center på Amager på grund af det store antal tiltalte og forsvarere.

- Landsretten har vurderet beviserne og fundet, at der var grundlag for at dømme for grov vold. Men samtidig har retten fundet anledning til at dømme hårdt for grov vold, siger Mads Kruse.

Overordnet besluttede Østre Landsret at lægge et år oveni de fængselsstraffe, som de tiltalte blev idømt i byretten, fortæller han.

Således er de blevet idømt mellem fire et halvt og seks et halvt års fængsel.

- Vi ser det som et signal om, at det koster dyrt at begå de her ugerninger. Det er vi selvfølgelig tilfredse med, siger Mads Kruse.

Bandekonflikt udløste dobbeltstraf

Ved strafudmålingen har landsretten lagt vægt på, at overfaldet skete som led i en bandekonflikt. Dermed kom den såkaldte bandeparagraf i spil.

Den siger, at straffen kan stige op til det dobbelte, hvis en forbrydelse begås som led i en konflikt mellem bandegrupperinger.

Oprindeligt var i alt 16 LTF-medlemmer tiltalt i sagen. Fem blev frifundet i byretten, og undervejs pillede anklagemyndigheden selv en af de tiltalte ud af sagen. Han var blevet forvekslet med en anden.

Landsretten skulle kun tage stilling til de ti tilbageværende.

I byretten blev de tiltalte, der blev kendt skyldige, idømt mellem tre et halvt og seks års fængsel. Samlet fik de dengang 51 års fængsel.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik