Overblik: Det ved vi om skyderiet i Field's, og det mangler vi svar på

Tre personer er dræbt og en kritisk såret efter skyderi i storcenteret Field's i København. Her er, hvad vi ved indtil videre.

Tre personer er dræbt og fire personer er såret, efter at et skyderi fandt sted i storcenteret Field's på Amager søndag aften.

Nedenfor bringer vi et overblik over, hvad vi mandag aften klokken 18.30 ved om hændelsen.

Hvad er der sket?

  • Søndag klokken 17.36 modtog Københavns Politi anmeldelser om skyderi i butikscenteret Field's på Amager. Der blev med det samme sendt patruljer til stedet, hvor flere personer var ramt af skud.

  • Ifølge politiet blev der affyret skud fra to forskellige lokationer inde i Field's.

  • En stor gruppe af mennesker, som søndag befandt sig i Field's stormede ud af centeret. Det viser fotos og video.

  • Klokken 17.48 anholder politiet en 22 årig dansk mand uden for indkøbscenteret.

Hvem står bag?

  • Politiet har anholdt en etnisk dansk mand på 22 år for skyderiet. Han blev anholdt, kort efter at politiet ankom til Field's uden for indkøbscenteret.

  • Den mistænkte er kendt fra psykiatrien. Han er kun perifært kendt af politiet.

  • Mandag er han blevet varetægtsfængslet i surrogat på psykiatrisk afdeling sigtet for tre drab og syv drabsforsøg.

  • Indtil videre tyder politiets efterforskning på, at han var alene om det, og at han havde planlagt det på forhånd.

  • Ifølge politiet er der på nuværende tidspunkt intet, der tyder på, at mandens motiv er terrorrelateret.

  • Ifølge politiet har der været en form for overvejelse og forberedelse til angrebet, fortæller chefpolitiinspektøren på pressemødet uden at give yderligere detaljer herom.

  • Ifølge politiet havde den mistænkte en riffel, en pistol og en kniv samt ammunition. Politiets efterforskning viser, at våbnene formentligt var lovlige, men at den mistænkte ikke havde tilladelse til at bruge dem.

Hvem er ofrene?

  • Tre personer er dræbt: En 17–årig dansk dreng, en 17–årig dansk pige og en 46–årig mand med russisk statsborgerskab, som er bosiddende i Danmark.

  • Fire blev desuden ramt af skud og var søndag i kritisk tilstand. Mandag er tre af dem stabile og uden for umiddelbar livsfare, mens den fjerde fortsat er i kritisk tilstand. Der er tale om en 19–årig dansk kvinde, en 40–årig dansk kvinde, en 16–årig svensk pige og en 50–årig svensk mand.

  • En af de dræbte var medarbejder hos Nordisk Film Biografer.

  • De tre dræbte og fire sårede er alle ramt af skud. Derudover er tre kommet lettere til skade efter at være blevet strejfet af skud.

  • 20 personer pådrog sig mindre skader, som opstod i forbindelse med evakueringen fra Field's. Ingen af dem blev ramt af skud.

  • Politiet mener, at de dræbte var tilfældige ofre.

  • En række personer er kommet lettere til skade under flugten fra Field's, men ikke af skud.


Hvorfor skete det?

  • Politiet ser ingen tegn på terror. Den mistænkte sigtes for manddrab. – Intet kan underbygge, at der er tale om en terrorhandling, siger chefpolitiinspektøren

Hvad kan du gøre?

  • Har du videoer fra Field's søndag aften, så send dem til politiet.

  • Del ikke billeder og videoer af sårede på sociale medier, opfordrer politiet.

  • Har du brug for hjælp, kan du få støtte og rådgivning hos Røde Kors' offerlinje, Børnetelefonen, Røde Kors' hjælpelinje og det forventes, at Københavns Politi genåbner Amagerhallen på Løjtegårdsvej 64 i Kastrup til folk, der har brug for hjælp.

Hvad mangler vi svar på?

  • Motivet er endnu uvist, og politiet har indtil videre undladt at fortælle, hvilke teorier der arbejdes ud fra, da efterforskningen stadig er i den tidlige fase.

  • Politiet har ransaget en række adresser i København søndag aften, blandt andet en adresse på Strandlodsvej på Amager og en lejlighed i Valby. Politiet ønsker ikke at komme nærmere ind på omstændighederne.

  • Det nøjagtige hændelsesforløb er uvist. Fra politiet modtog anmeldelsen, til at den formodede gerningsmand blev anholdt, gik der 13 minutter. Det er uklart, hvad der helt præcist skete i de minutter, men politiet vil formentlig bruge materiale fra videoovervågning til at klarlægge det.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik