Over 100 år gammel jernbane truet af DSB – det er en ommer, siger politiker

Forening frygter, at DSB vil rive Amagerbanen ned og dermed jage medlemmerne på porten.

Ved Kløvermarken på Amager ligger de sidste rester af den gamle Amagerbane fra 1907. Et område, der i dag emmer af idyl og natur, og som er et åndehul i den pulserende by.

Men nu er idyllen truet.

quote Man mister denne her lille grønne, kulturhistoriske perle, som mange holder af. Der er i forvejen ikke mange af de her gamle banemiljøer tilbage i byen.

Peter Kristensen fra Amagerbanens Venner

DSB Ejendomme har planer om at bygge på strækningen, og derfor er de omkringliggende havelodder blevet opsagt, og nu er foreningen Amagerbanens Venner også nervøse for, om de kan blive.

Luftfoto af Amagerbanen.
Luftfoto af Amagerbanen.
Foto: TV 2 Kosmopol

- Hvis DSB for lov til at beholde det, som det er i dag, så kan de i princippet rive skinnerne op. De kan fjerne kolonihaverne. Der er ikke noget, der forhindrer dem i det, siger Rasmus Stenberger, der er næstformand for Amager Øst Lokaludvalg.

Har stor kulturhistorisk værdi, mener forening

Amagerbanens Venner tilbyder at man kan køre med skinnecykler af den gamle bane, og på den måde opleve det gamle København og samtidig få en helt særlig naturoplevelse. En oplevelse, man ser ud til miste, hvis DSB planer for området bliver en realitet.

- Amagerbanen vigtig for os som forening, fordi den har en stor kulturhistorisk værdi, siger Peter Kristensen fra Amagerbanens Venner.

Peter Kristensen fra Amagerbanens Venner frygter, at DSB vil rive den gamle jernbanestrækning ned.
Peter Kristensen fra Amagerbanens Venner frygter, at DSB vil rive den gamle jernbanestrækning ned.
Foto: TV 2 Kosmopol

- Så mister hovedstaden og Sjælland det eneste sted øst for Storebælt, hvor man har mulighed for at køre med skinnecykler og dræsine, og man mister denne her lille grønne, kulturhistoriske perle, som mange holder af. Der er i forvejen ikke mange af de her gamle banemiljøer tilbage i byen, fortsætter han.

Også Danmarks Naturfredningsforening mener, at området har en betydelig værdi for København.

Amagerbanen er det eneste sted på Sjælland, hvor man kan køre med skinnecykler og dræsine.
Amagerbanen er det eneste sted på Sjælland, hvor man kan køre med skinnecykler og dræsine.
Foto: TV 2 Kosmopol

- Det er vigtigt at bevare, fordi vi skal have noget liv i byen, som ikke kun er bygninger, men også er natur og historie. Og det her rummer begge dele. Det skal vi passe på. Det giver liv i byen, siger Knud Erik Hansen, der er næstformand for Danmarks Naturfredningsforening i København.

S-gruppeformand: DSB må ikke byudvikle derude

Nu er også politikerne på Københavns Rådhus begyndt at røre på sig. Og de ser heller ikke at området bliver brugt til byudvikling.

quote De skal håbe på, DSB siger, at de godt kan se, det er en ommer. DSB får i hvert fald ikke lov til at bruge arealet til byudvikling

Lars Weiss, gruppeformand for Socialdemokratiet i København

- Det har vi jo i Borgerrepræsentation givet udtryk i og med, at vi for nylig har vedtaget en ny kommuneplan, hvor det her område ikke blev udlagt til byudvikling. Og derfor er der ingen intentioner på rådhuset om at byudvikle derude, siger Lars Weiss, gruppeformand for Socialdemokratiet i Københavns Borgerrepræsentation.

Lars Weiss er gruppeformand for Socialdemokratiet i Københavns Borgerrepræsentation.
Lars Weiss er gruppeformand for Socialdemokratiet i Københavns Borgerrepræsentation.
Foto: TV 2 Kosmopol

Han fortsætter:

- De skal håbe på, DSB siger, at de godt kan se, det er en ommer. DSB får i hvert fald ikke lov til at bruge arealet til byudvikling, så mon ikke DSB tager en dialog med lejerne dernede og siger, de får lov til at blive, lyder det fra Lars Weiss.

En melding, som Amagerbanens Venner nu håber bliver til virkelighed.

- Det synes vi er positivt og spændende. Det kan godt være, vi har nogle forskellige ønsker og værdier. Men alt i alt kan man sige, vi har samme interesse i at bevare området, lyder det fra Peter Kristensen fra Amagerbanens Venner.

TV 2 Lorry har været i kontakt med DSB Ejendomme, der ikke vil kommentere på historien. 

Tidligere har Søren Bech-Heede kommenteret på sagen overfor bt.dk, hvor han fortæller, at man vil bygge en form for boliger og erhverv på området.

- Vi har endnu ingen konkrete planer for området, hvor havelodderne og den gamle Amagerbane ligger. Men vi ser på at udvikle området. Og det er det, vi er ved at gøre klar til, at udvikle området, siger Søren Beck-Heede.

- Skinnerne fra Amagerbanen ligger på området, så det kan godt være de skal fjernes. Alternativt skal man se, om man kan inkorporere dem i de fremtidige planer. Fremtiden for skinnerne er ikke afgjort endnu, siger han til BT.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik