Otte anholdt i forbindelse med FCK-Brøndby

Under kampen blev der også kastet med sæder i Parken.

På forhånd havde både FC København og Brøndby været ude med et fælles opråb om at afstå fra vold og dårlig opførsel inden søndagens derby i Parken.

Men ikke alle fans efterkom ønsket fra de to klubber.

Således har Københavns Politi i forbindelse med kampen foretaget otte anholdelser både før, under og efter kampen.

- Vi har i alt haft otte anholdelser og en enkelt administrativ frihedsberøvelse. Det har primært været for overtrædelser af ordensbekendtgørelsen, siger Trine Møller, der er politiinspektør ved Københavns Politi til TV 2 Lorry efter kampen.

Alligevel har det ifølge politiinspektøren været forholdsvist stille og roligt. Specielt når man kigger på tidligere lokalderbys, hvor der har været voldsomme optøjer og sammenstød med politiet.

- Brøndby-fansene er efter kampen gået mod Svanemøllen Station for at tage toget hjem, og det er også forløbet stille og roligt, siger Trine Møller til TV 2 Lorry. 

Undervejs i kampen blev der kastet med sæder i Parken. Det fik kortvarigt dommeren til at afbryde kampen for at fjerne et sæde fra grønsværen.

Politiet har været talstærkt til stede med betjente ved Parken efter kampen. Og nå ja. Selve kampen endte FC København i øvrigt med at vinde 4-1.