Opholdsforbud på Christiania forlænges igen-igen

For at forhindre spredning af coronavirus har Københavns Politi forlænget opholdsforbud på Pusher Street.

Mellem klokken 10 og midnat er det forbudt at opholde sig på Christianias Pusher Street og området Green Light District i fristaden.

Kun hundeluftning, spadsere- eller løbeture er tilladt i området, oplyser Københavns Politi, der onsdag har forlænget opholdsforbuddet på Christiania.

Opholdsforbuddet er indført for at forhindre spredning af coronavirus. Det er anden gang, at forbuddet bliver forlænget.


- Politiet har kunnet konstatere, at der dagligt er mange mennesker omkring området, skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse:

- Det vurderes, at der er stor risiko for, at mange af dem igen vil forsamles i Pusher Street og Green Light District på en måde og i et sådant antal, at det er i strid med de gældende restriktioner samt sundhedsmyndighedernes generelle anbefalinger, hvis opholdsforbuddet ophæves.

I denne omgang bliver forbuddet forlænget frem til og med 27. januar. Bryder man forbuddet, risikerer man en bøde på 2500 kroner.

Det er tilladt at færdes på stederne mellem klokken 00.01 og 09.59.

Opholdsforbuddet blev første gang indført 7. januar. Det blev efterfølgende forlænget den 13. januar, og i den forbindelse besluttede Christianias beboere at lukke de tre hovedindgange med hegn.

Årsagen var, at handlen med hash, som normalt foregår i områderne omfattet af opholdsforbuddet, havde spredt sig til andre steder på Christiania.

Det er uvist, hvornår hegnene vil blive fjernet.

Det er - ligesom i resten af samfundet - forbudt at samles flere end fem personer ad gangen i offentligheden. Forsamlingsforbuddet blev sænket 6. januar for at bekæmpe spredning med særligt den britiske coronavariant.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik