Opereret Eriksen er udskrevet og har besøgt landsholdet

Christian Eriksen er udskrevet fra hospitalet efter operation og har besøgt holdkammeraterne i EM-lejren.

Christian Eriksen har været igennem en vellykket operation og er blevet udskrevet fra Rigshospitalet, meddeler Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter.

Efter udskrivelsen har den danske midtbanespiller desuden besøgt landsholdskammeraterne i EM-lejren i Helsingør, fremgår det.

Eriksen rejser nu hjem og vil være sammen med familien den kommende tid.

Den 29-årige dansker faldt om med hjertestop i Danmarks EM-åbningskamp mod Finland i lørdags og måtte genoplives på banen.

Han har siden været indlagt på Rigshospitalet til undersøgelser. Her har han nu fået indopereret en ICD-enhed, som skal sætte hjertet i gang i igen, såfremt noget lignende sker igen.

/ritzau/