Op mod otte millioner liter lortevand flød ud blandt intetanende badegæster

Et brud på en spildevandsledning har ledt omkring otte millioner liter spildevand ud Svanemøllen Havn henover weekenden.

Op mod otte millioner liter urenset spildevand er i løbet af weekenden blevet udledt i Svanemøllen Havn i forbindelse med bruddet på en spildevandsledning.

Det bekræfter Arne Kristensen, der er kommunikationskoordinator for vand- og spildevandsselskabet Novafos, til TV 2 Lorry.

- Vores umiddelbare vurdering er, at der kan være ledt op mod 8000 kubikmeter spildevand ud i Svanemøllen Havn, men det er Københavns Kommune nu ved at undersøge konsekvenserne af, siger Arne Kristensen.

8000 kubikmeter svarer til otte millioner liter.

Svanemøllen Havn er et populært udflugtsmål i sommermånederne og har også været det i weekenden og mandag, hvor mange har nydt de høje temperaturer og solskin på og omkring havnen.

Urenset spildevand indeholder blandt andet lort og tis fra kloakkerne. 

Der er foreløbig uvist, hvorvidt og eventuelt hvor mange mennesker der er blevet syge af at have badet i vandet.

Bispebjerg Hospital oplyser tirsdag til TV 2 Lorry, at man ikke har modtaget nogen henvendelser i forhold til spildevandsforgiftning.

Heller ikke akutklinikken på Herlev Hospital har modtaget henvendelser i den forbindelse. 

Siden mandag, hvor man opdagede bruddet på spildevandledningen, har det røde badeflag været hejst, og man har frarådet både badning og sejlaktiviteter.

Badevandet undersøges

Københavns Kommune fortæller tirsdag eftermiddag til TV 2 Lorry, at man er ved at undersøge kvaliteten af badevandet omkring havnen.

Samtidig vil kommunen bede Novafos om en redegørelse af forløbet omkring bruddet på spildevandsledningen.

- Vi har sikret os, at alle som kan blive påvirket af udslippet – herunder brugere af havnen – er informeret. Vi vil nu bede Novafos om en redegørelse og på baggrund af den vurdere, hvilke konsekvenser udslippet skal have. Derudover vil vi den kommende tid jævnligt tage vandprøver for at holde øje med forureningen, siger Hans Christian Karsten, vicedirektør i Teknik- og Miljøforvaltningen, i en skriftlig udtalelse.

Hos Novafos tror Arne Kristensen ikke umiddelbart, der vil være yderligere konsekvenser for badevandet i Øresund udover området ved Svanemøllen Havn.

- Jeg forventer ikke, badevandskvaliteten bliver påvirket andre steder, men man bør alligevel holde sig orienteret på badevand.dk, siger Arne Kristensen. 

27 millioner liter kloakvand ud i Øresund

Som TV 2 Lorry kunne fortælle mandag skete bruddet på spildevandledningen fredag i forbindelse med byggeriet af den kommende Nordhavnstunnel.

En menneskelig fejl gjorde herefter, at der blev pumpet urenset spildevand direkte ud i Svanemøllen Havn fra fredag til mandag, hvor det blev opdaget.

Det betød, at al badning og sejlaktiviteter ved havnen mandag blev frarådet.

Bruddet førte til, at man fra mandag aften klokken 22.00 til tirsdag morgen klokken 07.30 var nødsaget til at pumpe store mængder kloakvand ud i Øresund halvanden kilometer ud for Skovshoved Strand.

Ifølge Novafos beregninger har bruddet siden fredag ført til udslip af mindst 27 millioner liter kloakvand ud i Øresund.

Tirsdag eftermiddag siger Novafos, at bruddet på spildevandsledningen er repareret delvist og i så høj grad, at man kan benytte ledningen som normalt.

Daglig udledning af spildevand

Det er langt fra første gang, at der bliver udledt urenset spildevand i Øresund.

Sidste år skabte det enorm furore, da det blev offentligt kendt, at forsyningsselskabet Hofor havde planer om at udlede op mod 290 millioner liter spildevand i Øresund.

Senere blev udledningen dog aflyst.

Sagen tog sin start, da TV 2 Lorry kunne afsløre, at kommunerne København og Gentofte havde givet tilladelse til at lede 290 millioner liter urenset spildevand direkte ud i havet over fem dage i maj 2020 som led i et byggearbejde i Nordhavn.

Efter sagen fik national og international opmærksomhed, valgte parterne bag - kommunerne, forsyningsselskaberne Hofor og Novafos og bygherren AP Pension - at udskyde udledningen til efteråret, hvor badesæsonen ville være overstået og miljøkonsekvenserne af udledningen mindre.

Siden viste en aktindsigt, som TV 2 Lorry fik, at de 290 millioner liter spildevand blot var en dråbe i havet i forhold til den store udledning af spildevand, som hovedstadskommunerne leder ud i Øresund hvert år. Over en fireårig periode mellem 2014 og 2018 havde Københavns Kommune alene udledt 35 milliarder liter urenset spildevand. For Gentofte var tallet 10 millarder liter.

Flere eksperter pegede på, at udledning af store mængder spildevand ville være skadeligt for havmiljøet, især om sommeren, hvor næringsstofferne fra lortevandet kan skabe algevækst.

Afsløringerne fik danske såvel som svenske politikere samt miljøorganisationer og fagpersoner til at kræve handling, så udledningen blev mindsket.