Nu åbner landets gymnasier: ”Vi skal tilbage til virkeligheden”

Som en del af genåbningen af Danmark skal elever i 3.g og 2.hf fra onsdag tilbage på skolebænken. Og det har krævet en del praktisk omrokering, fortæller Birgitte Vedersø, der er formand for Danske Gymnasier og rektor på Gefion Gymnasium.

Håndvask hver anden time, ensretning på gangene og kømarkering på gulvene. Det er den virkelighed, som eleverne på Gefion Gymnasium møder op til, når uddannelsesstedet igen åbner dørene for deres elever i 3.g.

quote Vi åbner så meget op, som vi overhovedet kan. Det er det, politikerne beder os om. Vi skal jo tilbage til virkeligheden. 

Birgitte Vedersø, rektor på Gefion Gymnasium og formand for Danske Gymnasier

Det gør de mandag den 20. april. For som en del af genåbningen af Danmark, skal også elever i 3.g og 2.hf tilbage på den fysiske skolebænk, efter at store dele af Danmark har været lukket ned siden midten af marts. Og det har sat gang i et større planlægningsarbejde på det københavnske gymnasium Gefion.

- Grunden til, at vi først åbner den 20. og ikke den 15., er, at vi har en masse praktisk, der skal være styr på først. Eksempelvis skal eleverne sidde med to meters afstand, så lige nu er vi i gang med at måle lokalerne op, fortæller Birgitte Vedersø, der er rektor på Gefion Gymnasium og formand for Danske Gymnasier. 

Ingen bekymring 

Lige nu er Birgitte Vedersø og resten af Gefion Gymnasium i gang med at lave nye skemaer for de elever, der skal tilbage til de vante rammer.

På Gefion Gymnasium er der 15 3.g klasser og cirka 400 elever, men planen er, at det kun er halvdelen, der skal møde på skolen af gangen. 

quote Det virkede som om, det ikke var gennemtænkt. Så i starten syntes jeg, det var meget uhensigtsmæssigt.

Rebecca Nymann Marxen, elev, Gefion Gymnasium 

- Vi åbner så meget op, som vi overhovedet kan. Det er det, politikerne beder os om. Vi skal jo tilbage til virkeligheden, fortæller Birgitte Vedersø til TV 2 Lorry. 

Selvom der er meget praktisk, der skal forberedes lige nu, så understreger Birgitte Vedersø, at der ikke er nogen form for bekymring forbundet med den snarlige genåbning af gymnasiet. 

"Jeg var bekymret"

En af de elever, der snart bliver genforenet med lokalerne på Gefion Gymnasium, er Rebecca Nymann Marxen. Hun går nemlig i 3.g, og det betyder, at hun fra på mandag skal skifte den virtuelle undervisning ud med fysisk undervisning. 

- På pressemødet var der udelukkende fokus på, at det var elever i 0.-5. klasse, der skulle tilbage. Jeg blev derfor en smule bekymret, da jeg dagen efter fik en mail om, at min skole også åbner, siger Rebecca Nymann Marxen.

Mailen satte en del tanker i gang hos Rebecca Nymann Marxen: Hvorfor blev det ikke nævnt på pressemødet? Hvorfor skal de tilbage? Er det forsvarligt? 

- Det virkede som om, det ikke var gennemtænkt. Så i starten syntes jeg, det var meget uhensigtsmæssigt. Heldigvis har vi fået god information fra gymnasiet, så jeg er mere rolig nu. Det bliver mærkeligt, men det skal nok gå, fortæller Rebecca Nymann Marxen.

quote Der er stor forskel på, om man er et gymnasium midt i byen, eller om man er et gymnasium længere ude på landet, hvor man har mere udendørs areal.

Birgitte Vedersø, rektor på Gefion Gymnasium og formand for Danske Gymnasier

Stor forskel på gymnasierne

Mens rektor på Gefion Gymnasium, Birgitte Vedersø, gør klar til at modtage Rebecca Nymann Marxen og resten af deres 3.g-elever, holder hun også øje med, hvordan det ser ud på resten af landets gymnasier. 

Som formand for Danske Gymnasier fortæller hun, at resten af landets skoler er i gang med at finde løsninger, der passer dem. Der er nemlig stor forskel på, hvor det enkelte gymnasium ligger. 

- Der er stor forskel på, om man er et gymnasium midt i byen, eller om man er et gymnasium længere ude på landet, hvor man har mere udendørs areal. Hvis man har mere udendørs areal, kan man eksempelvis have undervisning udenfor, fortæller Birgitte Vedersø til TV 2 Lorry. 

Ifølge Birgitte Vedersø forventes alle landets gymnasier at åbne mellem den 15. og den 20. april. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik