Ole Birk Olesen stiller op til kommunalvalget: - Jeg er blevet ærkekøbenhavner

Sønderjyden Ole Birk Olesen (LA) har besluttet sig for at stille op som spidskandidat i København til kommunalvalget næste år. Efter 23 år i hovedstaden føler politikeren sig mere som københavner end jyde.

Den tidligere minister fra Liberal Alliance Ole Birk Olesen har netop offentliggjort sit kandidatur til kommunalvalget næste år.

Selvom han oprindeligt er fra Sønderjylland, har han gennem 23 år boet i København, og derfor er det også i hovedstaden, at folketingsmedlemmet vil stille op som spidskandidat for partiet.

- I starten følte jeg mig som en sønderjyde, der boede i København, men så er jeg begyndt at føle mig som en københavner, der har en baggrund i Sønderjylland. Jeg identificerer mig mere med København end min jyske opvækst. Jeg er blevet ærkekøbenhavner, fortæller Ole Birk Olesen til TV 2 Lorry.

Han er en af blot tre medlemmer, der er tilbage på Christiansborg for Liberal Alliance og fungerer som partiets bolig-, EU-, finans-, indenrigs-, skatte-, social- og transportordfører. Derudover er han også gruppeformand for partiet.

- Det må ikke gøre ondt på København

Politikeren vil blandt andet kæmpe for, at Danmarks hovedstad ikke kun er vigtig for dem, der bor i den, men for hele landet. Han synes, at København er blevet negligeret på visse punkt af andre politikere.

- Der er en kedelig tendens til, at politikerne går ud og fører en politik, hvor de tænker, at man ikke kan gøre godt for resten af landet, uden det gør ondt på København, forklarer han.

Her nævner han blandt andet åbningen af samfundet som eksempel, efter det blev lukket ned på grund af coronavirussen.

- Da regeringen åbnede Danmark igen efter lockdown, sagde regeringen, at der skulle åbnes for turister i hele landet, men ikke i København og på Frederiksberg. Den udmelding gav ikke sundhedsfagligt mening, fortæller Ole Birk Olesen og fortsætter: 

- Hvis regeringen skulle have godt fat i vælgere udenfor København, så virkede det som om, at så skulle der gøres noget godt for resten af landet, som ikke var godt for København, for så ville man sætte mere pris på det i resten af Danmark.

Ingen LA'ere på rådhuset

Ole Birk Olesen ønsker at være et ”aktivt talerør” på Københavns Rådhus, som han selv formulerer det, som skal gavne borgerne i hovedstaden, således der ikke er en opfattelse af, at det er synd for resten af landet, og at København får det hele foræret.

Politikerens kandidatur falder på et tørt sted, for på nuværende tidspunkt har Liberal Alliance ikke nogen gang på Københavns Rådhus, efter partiets to medlemmer i Københavns Borgerrepræsentation, Karina Bergmann og Heidi Wang, valgte at skifte til henholdsvis De Konservative og Venstre tilbage i maj.

Tror på sine chancer

Trods København de seneste mange år har været rød med Frank Jensen i spidsen, er den tidligere minister overbevist om, at vælgerne vil se hans vej.

- Socialdemokratiet er et parti, der arbejder sammen med de borgerlige partier, fordi de er optaget af at udvikle København, hvorimod nogle af de meget røde partier har korslagte arme overfor byudviklingen, fortæller han.

Hvis kommunalvalget næste år falder ud til Ole Birk Olesens fordel, ser han intet problem i at forene sine to titler som folketingsmedlem og kommunalpolitiker.

- Så skal jeg være leder for Liberal Alliance i Borgerrepræsentationen, som er et deltidshverv, og ved siden af er jeg så medlem af Folketinget, siger han.

Udover at stille op i København til kommunalvalget agter det nuværende folketingsmedlem også at skifte sin opstillingskreds fra Østjylland til Københavns Storkreds til næste folketingsvalg.

- Så er interesserne ens for begge valg. Det handler om København det hele, afslutter politikeren.

Ole Birk Olesens navn vil være at finde på stemmesedlen til kommunalvalget den 16. november 2021.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik