Officielt: Bendtner er fortid hos FCK

Nicklas Bendtner og F.C. København forlænger ikke samarbejdet efter den nuværende aftale, der udløber ved årsskiftet.

Danmarks måske mest omtalte fodboldspiller gennem de seneste måneder, Nicklas Bendtner, er fortid hos F.C. København.

Det står klart, efter københavnerklubben ikke har valgt at forlænge aftalen med den danske angriber, som derfor ikke får flere kampe i den blå-hvide FCK-trøje.

- Vi har været meget tilfredse med Nicklas og det bidrag, han er kommet med til truppen, både i omklædningsrummet og ikke mindst på træningsbanen, lyder det fra træner Ståle Solbakken på FCKs hjemmeside, hvor nyheden er blevet offentliggjort.

Ifølge Solbakken har Bendtner været "en mønsterelev", ligesom han har brugt sin erfaring som fodboldspiller til at hjælpe både truppen og de unge spillere.

- Han har nok haft en fornemmelse et stykke tid om, hvilken vej det gik, men han har tacklet det topprofessionelt, siger Ståle Solbakken og tilføjer:

- Han har hele vejen igennem været en god holdkammerat, der har støttet drengene og bidraget til vores gode fælles resultater, også selvom han har været skuffet over ikke at spille mere selv.

Ifølge træneren er Bendtners tid i klubben blevet ramt af for hård konkurrence på spilletiden og skader.

På angrebspladsen forventer FCK at give mere spilletid til Dame N'Doye, ligesom både Pieros, Santos, Daramy og inden længe Jonas Wind vil sætte sig på en stor del af spilletiden.

- Vi har løbende haft gode og ærlige snakke, og vi var også enige om, at det kunne være svært for Nicklas og hans motivation fortsat at få begrænset spilletid fremover, lyder det fra Ståle Solbakken.

Bendtner overvejer fremtid

Angriberen selv er ærgerlig over, at det ikke blev til mere spilletid i den blå-hvide trøje, men respekterer samtidig Solbakkens beslutning.

- Jeg er stolt over, at jeg fik spillet i FCK-trøjet og scoret et mål i Telia Parken, som var en af mine drømme som fodboldspiller, siger Nicklas Bendtner.

Han takker klubben og fansene den behandling, han har fået.

- Nu vil jeg tænke mig rigtig godt om i forhold til min fremtid og mærke grundigt efter, om jeg skal forsøge et nyt eventyr i fodboldverdenen eller sige stop og tage hul på nogle nye eventyr i tilværelsen, siger Nicklas Bendtner.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik