Øl, konsoller og nostalgi: Ny café genopliver retrospil

02:13

Video: Josefine Falkenberg / TV 2 Lorry

Savner du de gamle konsolspil med splitscreen og alt for få pixels? Det gjorde Jess Berntsen. Derfor har han åbnet Kaf’ og Konsol – en spilcafé lige ved Halmtorvet.

- København manglede et sted, som ikke var enten en natklub eller en netcafé med pizzabakker og Harboe colaer. Vi ville gerne finde mellemtingen, siger Jess Berntsen.

På caféen kan man nyde en kold øl eller et glas vin, mens man banker sidemanden i Mario Kart. Er man ikke til retrospil, så er der også både de nye playstations og VR-spil.

Caféen åbnede 1. februar 2020 og på den første halvanden måned har caféen haft mere end 300 betalende gæster.

- Det betyder alt for os, at der er kommet så mange gæster. Det bekræfter os jo i, at vi har fat i noget af det rigtige. Der er mange mennesker som er lige så vanvittige som os, som synes det her er en mega fed idé, siger Jess Berntsen.

Entré koster 50 kroner, og caféen har åben torsdag, fredag og lørdag.

Læs også Kok serverer mad på to hjul: ”Maden smager bare bedre i naturen”