Nyt københavnermuseum – her er tre ting, du kan opleve

Efter cirka fire års lukning er Københavns Museum nu ved at være klar til at åbne for offentligheden. Her er noget af det, du kan opleve.

Den 7. februar åbner Københavns Museum i en ny version af sig selv.

Forvandlingen har taget sin tid. Museet har været lukket siden 2015. Det er flyttet fra Vesterbrogade og til Stormgade 18 - et stenkast fra Københavns Rådhus, Nationalmuseet og Thorvaldsens Museum, ville en ejendomsmægler måske udtrykke det. 

Bygningen, hvor museet nu ligger, husede tidligere Overformynderiet, der bl.a. skulle bestyre umyndige personers formue. Og inden Københavns museum flyttede ind, er lokalerne blevet ført tilbage til oprindelig stand anno 1894.

- Vi har behandlet bygningen som en stor museumsgenstand, fortæller Vivi Lena Andersen
Projektleder, Det Nye Københavns Museum.

I programmet OPLEV har vi fået et smugkig på det nye museum en uges tid inden den officielle åbning.

Under fotoet kan du læse om tre af de ting, du kan opleve.

Vivi Lena Andersen fra Københavns Museum viser rundt i udstillingen.
Vivi Lena Andersen fra Københavns Museum viser rundt i udstillingen.
Foto: TV 2 Kosmopol

Åbningstider og pris

Åbningstider fra 8. februar

Alle dage kl. 9-18

Gratis om onsdagen

Torsdage kl. 9-21 t.o.m. juni

Under 18 år: gratis Voksne: 90 kr.

 

Entrébilletten gælder til Københavns Museum, Thorvaldsens Museum og Nikolaj Kunsthal inden for 48 timer

De nye fund

En af de nye ting på Københavns Museum er nogle af de fund, der de seneste år er gjort i forbindelse med udgravningen til metroen. 

Som en del af den permanente samling kan man se nåle og kamme af ben og rester stolperne af den befæstning, der gik omkring middelalderens København.  

- Det er helt tilbage i 1200-tallet, så det er nogle af de ældste befæstninger, vi har med at gøre i byens historie, forklarer Vivi Lena Andersen, Projektleder, Det Nye Københavns Museum. 

Hun er stolt over, at museet kan være med til at formidle noget af den nyeste viden, der er kommet frem om Københavns historie.  

Københavns Museum

Ligger i Stormgade 18, København V

Officiel åbning d. 7. februar

Den nye udstilling er på ca. 1200 m2 og indeholder ca. 425 genstande.

Der kommer skiftende særudstillinger

Har været lukket siden 2015

 

Kilde:snart åbner Københavns Museum

Foredrag og længe åbent

Det er ikke kun på selve museet, man kan blive klogere på Københavns historie. 

Der er også en række foredrag og workshops, som man kan komme til. 

- Som noget nyt har vi valgt at holde åbent til klokken 21.00 om torsdagen, hvor der alle torsdage vil være noget, vi kalder late night talks. Lige de første par gange sætter de spot på særudstillingen - Paul Fischer - Byen i det bedste lys, hvor forskellige eksperter giver deres vinkel på udstillingens tematikker, forklarer Regitze Lindø Westergaard, Museumsinspektør, København Museum.

Ud over den permanente udstilling, vil der være skiftende særudstillinger. 

Brokvartererne

I udstillingen er der også et rum, der viser forskellene på brokvartererne Østerbro, Vesterbro og Nørrebro i København. 

- I dag vil vi sige, at der er stor forskel på de tre kvarterer, det har der altid været, siger  Vivi Lena Andersen, Projektleder, Det Nye Københavns Museum og viser idylliske malerier af det gamle Østerbro med grønne haver og kig til vandet.

Som en klar kontrast til Nørrebro, der engang var karakteriseret af jernindustri og Vesterbro, der var præget af de mange slagterier. 

Du kan komme med indenfor i programmet OPLEV – eller tage turen bag kulissen den sidste tid op til åbningen i vores Søndagsmagasin der bliver sendt i tv og ligger på vores hjemmeside fra d. 1. februar.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik