Nyt gastronomisk kvarter på vej: Her skal fremtidens mesterkokke udklækkes

Et helt nyt kvarter med gastronomi og oplevelser i højsædet kan blive virkelighed i Valby indenfor få år.

Fremtiden for madelskere og kulinariske jægere i Danmark ser lys ud.

Det står klart, efter hotel- og restaurantskolen i Valby nu kan annoncere, at fremtiden for dansk gastronomi nu bliver sikret og udbygget i form af en gigantisk tilbygning til den eksisterende skole.

Her skal fremtidens hotelbestyrere, tjenere, kokke og ernæringsassistenter findes i rammer, der lyder ganske overvældende.

Der vil være enestående faciliteter til egenproduktion – for eksempel skinkehotel, charcuteri, mejeri, osteri, chokoladeværksted, bageri, fermenteringsrum, bryggeri, taghaver og orangerier foruden både barer, restauranter, caféer og receptioner, hvor eleverne kan øve deres færdigheder, fremgår det af en pressemeddelelse.

Og hvis du bare holder rigtig meget af mad, er denne nyhed også noget for dig.

Milliardinvestering i nyt bykvarter

Visionen for området ved den nye skolebygning indbefatter nemlig også et stort antal ungdoms- og familieboliger, så man praktisk talt kan bo op og ned ad stedet, hvor fremtidens danske  michelinkokke (forhåbentlig) udklækkes.

Den store udbygning, der i alt forventes at koste i omegnen af svimlende en milliard kroner, er blevet en realitet med hjælp fra PensionDanmark, der sammen med Hotel- og Restaurantskolen vil skabe et helt nyt kvarter i Valby, hvor kulinariske oplevelser og fremtidens service vil være i højsædet.

Eksisterende og nye bygninger på det fremtidige campusområde. Visualisering: Juul/Frost Arkitekter
Eksisterende og nye bygninger på det fremtidige campusområde. Visualisering: Juul/Frost Arkitekter

Målet er at trække endnu flere elever til uddannelserne, som skolen udbyder, lyder det fra Allan L. Agerholm, som er formand for Hotel- og Restaurantskolen.

- Med byggeprojektet vil vi skabe et synligt og ambitiøst kraftcenter med maden, sanseligheden og det gode værtskab i fokus. Beliggenheden tæt på de mange københavnske restauranter og hoteller er ideel.

- Vores nuværende faciliteter indfrier langt fra disse ambitioner, og vi investerer nu massivt i skabelsen af fremtidens Hotel og Restaurantskole, som skal levendegøre vores stolte fag gennem værkstedsorientering og praksisnær undervisning, udtaler han i en pressemeddelelse.

Fakta om det nye byområde

PensionDanmark har købt grunden ved Vigerslev Allé, hvor udbygningen skal ske, og her glæder man sig til at tage del i det ambitiøse projekt.

- Vi vil give de kommende generationer et fantastisk sted både at bo og uddanne sig inden for nogle stolte håndværksfag, som har været under rivende udvikling herhjemme i de sidste 15-20 år, siger Torben Möger Pedersen, der er administrerende direktør i Pension Danmark.

- Med vores standarder for bæredygtigt byggeri er vi garant for, at der vil blive anvendt lokale kvalitetsmaterialer med lavt klimaaftryk, så vi får skabt et område, der både giver en attraktiv forrentning af vores medlemmers pensionsopsparinger og løfter rammerne om uddannelsen af fremtidens håndværkere op i den verdenselite, hvor man finder stadig flere danske restauranter i disse år, tilføjer han.

Udsnit af de kommende familie- og studieboliger i den kommende bydel ved Hotel- og Restaurantskolen i Valby. Visualisering: Juul/Frost Arkitekter
Udsnit af de kommende familie- og studieboliger i den kommende bydel ved Hotel- og Restaurantskolen i Valby. Visualisering: Juul/Frost Arkitekter

Års arbejde før vision bliver realitet

Der er dog et stykke vej, før de ambitiøse visioner bliver til virkelighed.

Først og fremmest skal parterne i fællesskab med Juul Frost Arkitekter, der står bag udviklingen af projektet, færdiggøre planerne, ligesom de planer efterfølgende skal godkendes af Københavns kommune.

Det nye byggeri skal indgå i en ny lokalplan for grunden, og så skal Børne- og Undervisningsministeriet desuden også vende tommelfingeren opad, før arbejdet kan gå i gang.

Håbet er ifølge parterne, at byggeriet står færdigt i løbet af fire til fem år.