Nyt flydende shelter tilbyder gratis overnatning i Københavns havn

De næste seks uger er der mulighed for at overnatte direkte i naturen i Københavns havn. Folkene bag håber at gøre shelteroplevelsen på vand permanent.

Du kan nu få en gratis overnatning midt i København med direkte udsigt og udgang til vandet.

Der er godt nok ikke nogen seng, men det flydende shelter, der ligger ved Frederikskaj i Sydhavnen, har plads til i alt fire sovende gæster, så du kan invitere venner eller familie med.

- Det vil være en unik naturoplevelse midt inde i byen, så vi håber, at vi kan være med til at skabe nogle mindeværdige oplevelser, for dem der overnatter herude, siger Daniel Randskov, der er direktør i tømmerflådevirksomheden Cph Raft Entertainment.

Det er Cph Raft Entertainment der sammen med Sharing Copenhagen ved Københavns Kommune nu giver friluftssjæle mulighed for en gratis overnatning på vandet.

- Vi er bidt af at flytte aktiviteter, som man allerede kender fra land ud på vandet. Vi har arrangeret alt fra koncerter til vandkampe ud på tømmerflåder, og nu er tiden altså kommet til en shelteroplevelse, siger Daniel Randskov.

- Når ting kommer ud på vandet, så bliver det tilføjet en hel ny dimension, og oplevelsen bliver ændret markant. Vi håber, at en shelterovernatning kan vise folk nogle af de muligheder, der er ved at bruge havnen mere aktivt, siger Daniel Randskov.

Brugere kan blive vugget i søvn af bølgerne

For at give brugerne en unik naturoplevelse, så ligger shelteret placeret midt ude i vandet. Der er altså ikke nogen bro til at komme derud, så du skal selv sørge for en mindre båd, tømmerflåde eller surfbræt til at komme derud.

- Det giver selvfølgelig brugerne en udfordring i at komme derud, men det er helt bevidst, at vi ikke har lavet en gangbro derud. For forhåbentlig kan det samtidig give folk en frihed at vide, at de altså så også er helt alene derude, og at de ikke pludselig kan blive forstyrret, af dem nu måtte komme forbi, siger Daniel Randskov.

Shelteret står på en tømmerflåde, og en del af oplevelsen vil derfor være vippende bevægelser natten lang, hvis kraft helt afhænger af vind og vejr.

- Vi har god erfaring i at bygge tømmerflåder, og vi har sørget for at den har et lavt tyngdepunkt, så den ikke vipper så meget. Men naturligvis vil man kunne mærke naturens gang. Men vi har tidligere haft forsøg med et shelter tæt på refshaleøen, og selvom det var i efterårsmånederne, så fik vi altså gode tilbagemeldinger fra de der overnattede der.

Fordi shelteret ligger som det gør, så er der naturligvis heller ikke hverken rindende vand eller toiletfaciliteter. Folkene bag shelteret henviser i stedet til et toilet på en tankstation 250 meter fra kajkanten.

Håber shelteret får lov at blive permanent

Sidste år i september testede Cph Raft Entertainment også shelteret på vand, da det i en stund lå på en tømmerflåde ud for Refshaleøen.

Denne gang skal der testes i 6 uger, og herefter skal folkene bag til møde med Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager i slutningen af maj, for at se om der kan komme et permanent sheltertilbud op at stå i havnen.

- Vi krydser virkelig fingre for, at det kommer til at gå godt, og her er vores gæsters gode opførsel og respekt for reglerne og naboerne alfa og omega. Så vi håber meget, at alle der benytter shelteret vil være med til at sprede en god stemning, siger Daniel Randskov.

De næste seks uger er det gratis at booke shelteret for en overnatning. Om det også bliver det i fremtiden, hvis der findes en permanent løsning, er endnu uvist.

- Det er ikke så afgørende for os om det bliver gratis eller ej. Vi skal bare finde en løsning, der økonomisk kan gå op, men om det er brugerne eller andre parter der betaler, det er ikke det afgørende i første omgang, siger Daniel Randskov, der i disse timer stor efterspørgsel fra folk der gerne vil booke en overnatning.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik