Nyt byggeri i København tager form

De nye ungdomsboliger skal ligge tæt ved flere uddannelsesinstitutioner på Amager.

I en tid, hvor debatten om stigende huslejepriser i København raser, blev der mandag holdt rejsegilde for et nyt byggeri på Rued Langgårds Vej ved IT-Universitetet og Københavns Universitet på Amager.

Bygningen, der kaldes Artillerihuset, skal rumme 125 almene ungdomsboliger og seks familieboliger, og huslejen uden forbrugsafgifter vil ligge på omkring 3.850 kroner for en ungdomsbolig og 5.350 for en familiebolig.

En glad overborgmester hilser de nye boliger velkommen.

- De her 125 almene ungdomsboliger her på Artillerihuset understreger jo bare, hvor vigtigt det er, at vi hele tiden sørger for, at der bliver bygget nogle ungdomsboliger, der er til at betale, siger overborgmester i København Frank Jensen (S)

Flere tagterasser

Bygningen skal efter planen være klar til indflytning i sidste halvdel af 2020, og lejerne får både eget køkken og bad, adgang til fælleslokaler og mulighed for at kunne nyde udsigten fra to tagterasser.

Artillerihuset

  • Huslejen uden forbrugsafgifter skal ligge på cirka 3850 kroner for en ungdomsboliger og 5350 kroner for en familieboliger.
     
  • Ungdomsboligerne skal være cirka 37 m2, og familieboligerne skal være 54 m2.
     
  • Syv af de 125 ungdomsboliger er indrettet som handicapboliger.

Flere ungdomsboliger er på vej

Unge strømmer i disse år til København, og siden 2010 er der kommet mere end 30.000 nye unge mennesker i aldersgruppen 18-29 årtil byen.

Københavns Kommmune har derfor ambitioner om at bygge 1.000 nye ungdomsboliger hvert år de næste tolv år. Den ambition har de arbejdet på de sidste fire år, hvor der er skudt 4.000 nye boliger op i Københavns Kommune. 

De nye ungdomsboliger på Amager er et led i denne ambition. 

- Det er mit ønske, at flere boliger skal være en almen bolig. For vi skal sørge for at få den blandede by, så mennesker med helt almindelige indkomster kan bo i et kvarter, hvor mennesker med høje indkomster også bor, udtaler Frank Jensen. 

Unge og ungdomsboliger

  • De sidste fire år er der bygget cirka 4.000 nye ungdomsboliger om året, og 5.000 nye er på vej.
     
  • I Københavns Kommuneplan 2019 er der en ambition om, at der skal bygges 12.000 nye ungdomsboliger i København over de næste 12 år.
     
  • København vokser, og siden 2010 er mere end 30.000 unge i aldersgruppen 18-29 flyttet til København.
     
  • København er Danmarks største studieby med over 70.000 studiepladser.
     
  • Københavns Kommune har i Kommuneplan 2019 forslag om at lempe kravene til ungdomsboligbyggeri i forhold til krav om p-pladser og friarealer, så det bliver lettere at opføre ungdomsboliger.
     

Kilde: Københavns Kommune


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik