Ny plan for Lynetteholm lammer lystbådehavn - og naboer skal forberede sig på støj

En helt ny vej på Prøvestenen og en oplukkelig bro ved Margretheholm Havn havn skal imødekomme ønsker fra beboere og sejlere i forbindelse med det gigantiske ø-byggeri Lynetteholm.

Til næste år ved denne tid vil lastbil efter lastbil hver dag fragte enorme mængder af jord gennem København og ud til Refshaleøen.

Læs efter læs skal tippes i Øresund, før den nye, kunstige ø - Lynetteholm - om 50 år vil stå færdig med boliger til 35.000 københavnere og som et værn mod stormflod.

Mandag har By og Havn, der står bag byggeriet, nu offentliggjort den længe ventede (og af flere omgange udskudte) VVM-redegørelse, der viser, hvordan det kolossale byggeri vil påvirke miljø og borgere i København.

Og det er nedslående læsning for sejlere i Margretheholm Havn - også kaldet Lynetten - og for de borgere, der må leve med støj fra op mod 700 forbikørende lastbiler om dagen i første omgang og senere hen fra selve byggeriet.

quote I de nærmeste boligområder vil støjen sandsynligvis være høj og generende

Uddrag fra resumé af VVM

Dæmning med bro over lystbådehavn

For at få de 80 millioner tons jord transporteret til Refshaleøen vil By og Havn blandt andet bygge en to kilometer lang ny vej fra fra den sydlige del af Prøvestenen - Benzinøen i folkemunde - over Kraftværkshalvøen og indløbet til Margretheholm Havn til det sydøstlige hjørne af Refshaleøen, hvor opfyldningen begynder.

Denne rute er valgt ud fra et “balanceret hensyn til boliger, kolonihaver, trafiksikkerhed og en fortsat brug af Margretheholm Havn,” skriver By og Havn i VVM-redegørelsen.

Hvad er en VVM-redegørelse?

Vejen vil ved indløbet til Margretheholm Havn være en dæmning med en oplukkelig bro. Broen vil dog være lukket mellem 07.00 og 16.00 i alle hverdage i de næste syv til ti år, hvor antallet af jordtransporter er højt.

Dæmningen og broen bliver dog permanent, og de 720 bådejere i Margretheholm Havn har dermed udsigt til markant dårligere sejlforhold til tid og evighed.

Den nye vej over Prøvestenen og Kraftværkshalvøen.
Den nye vej over Prøvestenen og Kraftværkshalvøen.
Foto: By og Havn

Og det huer ikke ligefrem Airo Bjarking, der er formand for Lynetten Sejlklub, som skal indstille sig på, at de fremover får en anden måde, at drive deres sejlads på.

- Vi bliver lukket inde af klapbroen, og det giver problemer, da vi skal planlægge al vores sejlads. Vi er 720 både, og tit skal mange af os ud på samme tid, så vi kommer til at vente længe i kø, og der er ikke noget langt vandareal at ligge i kø i, siger hun til TV 2 Lorry.

Men løsningen er dog til at leve med, pointerer hun.

Vi kan godt leve med det, for vores hav bliver bevaret. Jeg er til gengæld lidt utryg ved al den lastbilskørsel i forhold til støjen og støvet. Jeg kunne godt tænke mig, at jorden enten skulle have været sejlet væk, eller at Nordhavnstunnellen skulle være bygget længere ud, så man kunne transportere jorden den vej op, siger Airo Bjarking.

Lystbådehavnen Lynetten placeret i indløbet mellem Margretheholm og Refshaleøen står til at blive indhegnet af en dæmning med bro.
Lystbådehavnen Lynetten placeret i indløbet mellem Margretheholm og Refshaleøen står til at blive indhegnet af en dæmning med bro.
Foto: Torben Huss/Ritzau Scanpix

By og Havn vurderer i VVM-redegørelsen, at de forringede sejlforhold ved havnen hører under “væsentlige påvirkninger”, som er den værste kategori af påvirkninger i redegørelsen.

By og Havn oplyser dog i rapporten, at man vil tale med bådejerne “med henblik på at forhandle supplerende åbningstider.”

Tidsplan for Lynetteholm: 50 års anlægsprojekt

Støj vil kunne høres i det meste af København og påvirke nattesøvn

I VVM-redegørelse fremgår det også, at de fleste påvirkninger af havmiljø, vand og klima er i kategorien “ingen,” “lille” eller moderat, mens de trafikale påvirkninger også betragtes som små af By og Havn.

Redegørelsen beskriver også, at støj fra byggeriet af Lynetteholm potentielt vil kunne høres i det meste af København, men at de nærmeste naboer vil opleve mere markante påvirkninger - især fra det, der kaldes ramning (når der eksempelvis skal bankes pæle eller plader ned i jorden).

“I de nærmeste boligområder vil støjen sandsynligvis være høj og generende. Da der ikke rammes konstant og kun i dagtimerne vil denne aktivitet ikke forstyrre beboernes nattesøvn,” lyder det.

Men selv når der ikke rammes vil støjen fra arbejdet kunne høres af beboere i dele af Nordhavn og i området syd for Refshaleøen og beboerne i nærliggende husbåde. De vil i perioder “føle at deres nattesøvn bliver forstyrret,” står der i redegørelsen.

Også flere af de virksomheder, der er på Refshaleøen og oplevelsescentret på Trekroner kan blive generet.

“Støjen vil variere igennem anlægsperioden, afhængig af hvilken aktivitet der udføres, og når der rammes, vil støjen være særligt høj. Der arbejdes periodevis i døgndrift med etablering af perimeter, og støjen vil kunne høres både i løbet af dagen og i aftentimerne,” lyder det.

VVM-redegørelsen skal nu i offentlig høring i otte uger, og derefter skal politikerne i Københavns Kommune og Folketinget tage stilling til By og Havns planer.

Det forventes, at en planlov om projektet bliver vedtaget i marts måned 2021. 

Her vil Lynettehom især påvirke negativt: