Ny festival sætter fokus på den grønne omstilling

Til august afholdes Bio-Bio Festival i København.

- Det kunstneriske rum kan være en direkte vej til menneskers fantasi og forestillingsevne – kvaliteter som vi har brug for i den grønne omstilling.

Sådan lyder det fra Marlene Schiött Rasmussen, der er festivalchef for den nye grønne festival, Bio-Bio, der sætter fokus på den grønne omstilling denne sommer.

Festivalen kombinerer gennem en uge i august både filmmediet, bæredygtige kulinariske oplevelser og grønne madoplevelser med politiske samtaler om klimaretfærdighed, lyder det i en pressemeddelelse.

- I år har vi særlig opmærksomhed på, at minoritetsetniske danskere ikke er velrepræsenterede i klimabevægelsen, og vi prøver at skabe rum for dette med et sted, hvor behov og visioner frit kan luftes, siger Marlene Schiött Rasmussen i pressemeddelelsen.

Hver dag vil festivallen berøre et nyt tema, som bliver foldet ud gennem film, debatter, oplæsninger og middage.

Festivallen indledes med fokus på jordens madsystembrydere. Her kan man blandt andet høre debatter, komme med på madmarked og spise langbordsmiddag med grønne deleretter sammen med resten af festivalgængerne.

Senere på ugen sætter festivalen fokus på mangfoldighed og diversitet i klimaaktivismen.

- Ambitionen er bl.a. at sætte fokus på den manglende inklusion og repræsentation af minoritetsetniske og racialiserede forskere, aktivister og stemmer i klimabevægelsen, siger Fahad Saeed – diversitetskonsulent og bestyrelsesmedlem i Bio-Bio:

- Der er et stort potentiale for at udbrede nye vigtige samtaler, der kombinerer et blik for ulighed og racisme med den grønne dagsorden, lyder det videre.

Gæster til festivalen vil også kunne opleve temaer som "menneskets epoke," der handler om vores indflydelse på planeten, mens andre overskrifter lyder "havet" og "netværk".

Bio-Bio Festival er støttet af Det Danske Filminstitut, En filantropisk bevilling fra Realdania, Slots- og Kulturstyrelsen, Københavns Kommune og Vesterbro Lokaludvalg.

Bio-Bio Festival finder sted på BaneGaarden, Otto Busses Vej 45, 2450 København fra den 12.-17. august.