Ny aftale skal sikre mere klimavenlig mad

Et nyt partnerskab skal give mindre madspild og mere grønt i gryderne i flere af de kommunale institutioner i København.

Nu skal det være muligt for kommunerne mere præcist at beregne, hvor meget deres kantinemad belaster klimaet.

Københavns Kommune har indgået et samarbejde med Aarhus Kommune, Miljø og Fødevareministeriet samt Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, hvor målet er at gøre det muligt at sikre, at maden i flere af de kommunale institutioner er klimavenlig.

- Det betyder rigtig meget for mig, at vi i Københavns Kommune er helt fremme i førerfeltet internationalt, når det drejer sig om at være bevidste i vores produktion af måltider, siger Frank Jensen (S), overborgmester i København.

Københavns Kommune vil barbere hele 25 procent af klimabelastningen i produktionen af mad i deres kommunale vuggestuer, skoler, sociale tilbud og plejehjem inden år 2025.

Det skal blandt andet ske ved, at der bliver udviklet nye metoder til at kunne måle institutionernes madspild og beregne måltidernes klimaaftryk.

Køkkenchef glæder sig

På Peder Lykke Skolen på Amager tænker de allerede meget over, at deres produktion af mad skal være klimavenlig, men køkkenchefen, Christian Rune Jensen, ser frem til, at det bliver muligt at beregne måltidernes klimabelastning.

- Vi har alle sammen en ide om, hvor meget vi tænker over vores klimabelastning, men hvis man har noget at måle sig på, kan det være, at man bliver nødt til at gøre op med det selvbillede og tænke over, hvordan man kan blive bedre, siger han.

Han mener, at man også som privatperson kan gøre meget for at reducere madspild:

- For eksempel kan man lave endeskorper til brødcroutoner eller huske også at bruge broccolistænglen i sin madlavning.

Ikke kun i København

Fødevareminister Mogen Jensen (S) håber, at flere kommuner vil kunne bruge erfaringerne fra det nye partnerskab.

- Vi skulle gerne få nogle resultater ud af det, som også kan bruges af andre kommune, og alle andre kommuner er også velkomne i det her partnerskab, siger han og fortsætter:

- Det er et partnerskab til fælles glæde, og det skal skaffe os nogle flere sunde og klimavenlige måltider.

Partnerskabet forløber indtil udgangen af 2020.

Kort nyt

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik