Nu vil DF have folkeafstemning om byggeriet på Amager Fælled

Står det til Dansk Folkeparti, så skal københavnerne tage stilling til byggeriet på Amager Fælled i forbindelse med efterårets kommunalvalg.

Når de københavnske vælgere går til stemmeurnerne for at stemme ved kommunalvalget til november, så skal de også tage stilling til, hvorvidt byggeriet på Amager Fælled skal gennemføres.

I hvert fald hvis det står til Dansk Folkeparti.

Partiet har stillet et medlemsforslag om en folkeafstemning om Amager Fælled i forbindelse med kommunalvalget.

Forslaget kommer efter, at partiet med Finn Rudaizky i spidsen mandag trak sin støtte til det omdiskuterede byggeri på Amager Fælled.

- Forudsætningerne for vores opbakning til byggeriet er væk, og vi vil derfor ikke længere bakke op om aftalen, udtalte Finn Rudaizky blandt andet.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Finn Rudaizky er medlem af Borgerrepræsentationen for Dansk Folkeparti, og han sidder desuden også med i Teknik- og Miljøudvalget.
Finn Rudaizky er medlem af Borgerrepræsentationen for Dansk Folkeparti, og han sidder desuden også med i Teknik- og Miljøudvalget.

Partiet begrundede beslutningen med, at aftalen, der blev indgået i 2018, i mellemtiden er blevet overhalet af virkeligheden.

- To klagenævn og en byretsdom har stoppet projektet og dermed sået alvorlig tvivl om lovligheden, ligesom konsekvenserne for naturen var undervurderede. Det er Dansk Folkepartis konklusion, lød det mandag.

Tidligere diskuteret

Tilbage i begyndelsen af marts tog Borgerrepræsentationen ligeledes stilling til, om der skulle være en folkeafstemning om Amager Fælled.

Dengang blev forslaget afslået.

Dog peger Dansk Folkeparti på, at sagens udvikling gør, at de københavnske politikere igen bør drøfte en folkeafstemning. 

- Byrettens afgørelse om, at al aktivitet på byggepladsen skal ophøre, så længe klagenævnene færdigbehandler klagen fra Danmarks Naturfredningsforening, er nye oplysninger, mener Dansk Folkeparti.

- Herudover adskiller nærværende medlemsforslag sig fra det tidligere medlemsforslag af den 4. marts, idet der her stilles forslag om, at folkeafstemningen skal ske samtidigt med kommunalvalget den 16. november.

Artiklen fortsætter efter faktaboksen.

Folkeafstemning om kommunale beslutninger

Partier vil ikke udtale sig

Selvom Dansk Folkeparti nu trækker sig fra aftalen, er der fortsat et flertal bag beslutningen om byggeriet på Amager Fælled.

Hverken Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre eller Venstre har tirsdag ønsket at kommentere Dansk Folkepartis forslag.

Det Konservative Folkeparti Jakob Næsager forholder sig skeptisk over for forslaget, mens Enhedslisten hilser en folkeafstemning velkommen.

Dansk Folkepartis forslag skal fremlægges til politisk behandling senest den 14. oktober 2021.

I forbindelse med mandagens udmelding fra Dansk Folkeparti vurderede politisk kommentator Noa Redington, at partiet beslutning kan komme til at påvirke den kommende valgkamp. Se eller gense indslaget nedenfor.

I dag blev der skrevet endnu et kapitel i historien om de omstridte byggeplaner på Amager Fælled - et kapitel skrevet af Dansk Folkeparti på Københavns Rådhus. Nu vil de ikke længere være med