Nu tilbyder specialister og nabokommune hjælp i sag om spildevand i Øresund

Politikerne har krævet en redegørelse fra forvaltningen, og planerne om at udlede 290.000 kubikmeter urenset spildevand er nu blevet flyttet til efteråret – men der også andre løsninger.

Renseanlægget Lynetten. Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix

Enorme mængder urenset spildevand kan sejles væk i stedet for at skulle pumpes direkte ud i Øresund. 

Sådan lyder det mandag fra specialister i at flytte spildevand via vandvejen. 

Firmaet RGS Nordic har således henvendt sig til Københavns Kommune for at tilbyde deres hjælp i sagen om de 290.000 kubikmeter urenset spildevand fra Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Gentofte Kommune, der efter planen skulle have været pumpet ud i Øresund fra søndag og fem dage frem.

Læs også Borgmester skal stå skoleret i sag om udledning af spildevand i Øresund

Efter TV 2 Lorry og en række andre medier fortalte om sagen - og fagfolk og miljøorganisationer advarede mod miljømæssige konsekvenser - blev udledningen af kloakvandet først udskudt med et døgn. Søndag valgte Hofor at flytte udledningen helt til efteråret. 

Imens leder forvaltninger og politikere efter en løsning på problemet, men den ligger ifølge dem ikke lige for.

I en pressemeddelelse fra Hofor fremgår det, at det ifølge forsyningsselskabet ”desværre ikke er muligt at opmagasinere spildevandet på anden vis, mens arbejdet (med Lynetteledningen, red.) står på”.

Det udsagn holder dog ikke vand, lyder det altså nu fra branchen, som er vant til at håndtere spildevand i store mængder.

Læs også Københavns udledning af kloakvand i Øresund får kritik i Sverige

01:43

Interview med direktør Jonathan Cope, RGS Nordic. Foto: TV 2 Lorry

Luk video

Løsningen findes

Løsningen findes nemlig – branchen skal bare inviteres med til at knuse problemerne.

- Vi har i morges (mandag morgen, red.) rakt ud til borgmester Ninna Hedeager Olsen. Få os med til bordet, så vi kan tale om, hvad der kan lade sig gøre og hvordan, siger Jonathan Cope til TV 2 Lorry.

Han er Business Unit Director for Water Solutions hos RGS Nordic, som har specialiseret sig i at flytte spildevand via vandvejen.

- Vi har den viden, der skal til. Og uden at tage hensyn til, hvem der ender med at få opgaven, så skal vi snakke om, hvad der er muligt, og hvad der ikke er muligt, tilføjer han.

Læs også København har i årevis udledt store mængder spildevand i Øresund

RGS Nordic, der har specialiseret sig i at flytte spildevand via vandvejen, har blandt andet stået for at flytte og rense spildevand fra Fredericia Havn, hvor der gennem store undersøiske rør føres råolie fra Nordsøen til raffinaderiet.

Det afføder også en stor mængde forurenet spildevand, der i 2017 blev for meget for rensningsanlægget i Fredericia at håndtere. Derfor tog RGS Nordic over, og nu flyttes det forurenede vand fra Fredericia i Jylland til Stignæs i Slagelse med skibe.

I Stignæs pumpes det forurenede vand direkte over i et gigantisk renseanlæg – og det er en løsning, der også vil kunne bruges med det københavnske kloakvand i Øresund, lyder det fra Jonathan Cope.

Der kan dog også være tale om en anden ordning, hvor spildevandet bliver sejlet ind til Lynetten Renseanlæg for at blive renset der.

Sagen kort

290.000 kubikmeter urenset spildevand svarende til 193 fyldte svømmehaller skulle søndag og fem dage frem udledt direkte i Øresund. Den plan er nu stoppet og udskudt. 
 

Københavns Kommune og Gentofte Kommune har oprindeligt givet tilladelse til, at spildevandsselskaberne Novafoss og HOFOR måtte udlede de store mængder spildevand, der normalt løber til rensningsanlægget Lynetten på Refshaleøen.
 

Årsagen til den store udledning er forarbejdet til en udbygning af boligområdet, Svanemølleholmen, i Nordhavn.

 

Byudviklingen kræver nemlig flere boliger – men under jorden på den nuværende industrigrund, hvor boligerne i Svanemølleholmen på sigt skal skyde op, ligger en vital hovedspildevandsledning kaldet ”Lynetteledningen”, som forbinder Strandvængets Pumpestation på Østerbro med Lynetten Rensningsanlæg på Refshaleøen og håndterer spildevand fra både Frederiksberg, Gentofte og København.

 

Før byggeriet kan blive til virkelighed, skal Lynetteledningen fastgøres, ligesom det skal undersøges, om spildevandsledningen fra 1978 kan klare, at der skal bygges ovenpå den – og mens det sker, kan den ikke bruges.

 

Og derfor skulle de store mængder spildevand, der kun har været igennem et filter for at undgå større genstande som toiletpapir og lignende, en såkaldt mekanisk rensning, i stedet udledes direkte i Øresund fire kilometer fra kysten ved Skovshoved.

Se mere

Læs også UDSAT: Spildevands-skandale stoppet i sidste øjeblik - igen

Kommune undersøger, om de kan hjælpe

I Lyngby-Taarbæk Kommune er man også begyndt at se på, om Mølleåværket, der i forvejen aftager spildevand fra en del af Gentofte Kommune, kan være med til at afhjælpe problemet.

Det er sket, efter formanden i kommunens Teknik- og Miljøudvalg Sigurd Agersnap (SF) har kontaktet forvaltningen.

Læs også Kommuner tillader udledning af spildevand i Øresund i fem dage – eksperter er rystede

- Jeg har snakket med forvaltningen om det, og de kigger på mulige løsninger nu, siger han til TV 2 Lorry.

- Vi modtager i forvejen en masse spildevand fra Gentofte, så det ligger på mange måder lige for, hvis det kan lade sig gøre, tilføjer han.

Samtidig er punktet allerede kommet på værkets bestyrelsesmøde, der finder sted på torsdag.

01:43

Interview med direktør Jonathan Cope, RGS Nordic. Foto: TV 2 Lorry

Luk video

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik