Nu skal flere fly flyve over København: ’’Det kan give mere støj’’

Københavns Lufthavn lukker for en landingsbane grundet banearbejde. Det betyder, flere fly skal lette og lande over København den næste tid.

Mange tonstunge fly letter og lander hver dag på Københavns Lufthavns landingsbaner i Kastrup.

De fleste af dem flyver ind og ud over Øresund, men i den kommende tid kommer flere fly til at drøne over København i stedet, og det kan give øget støj, oplyser Københavns Lufthavn.

Lufthavnen skal nemlig udføre banearbejde på en af lufthavnens tre landingsbaner, og derfor bliver de nødt til at lukke landingsbanen fra søndag den 18. september frem til onsdag den 28. september.

- Der er tale om en vedligeholdelse af en landingsbane. Det er noget, vi skal gøre for at sikre, at sikkerheden er i orden. Lysene på landingsbanen skal tjekkes, og så skal asfalten og den generelle sikkerhed også tjekkes, så det er i orden, siger Københavns Lufthavns pressechef, Lise Agerley Kürstein, til TV 2 Lorry.

I de ti dage landingsbanen er døgnlukket, skal en anden landingsbane i stedet tages i brug. Det drejer sig om en tværbane, og det betyder altså, at mere lufttrafik kan komme til at lette og lande over København.

- Der kommer til at være den samme antal fly, der skal bruge landingsbanerne, så derfor kommer flere fly til at bruge den tværgående landingsbane, mens hovedlandingsbanen bliver vedligeholdt, siger Lise Agerley Kürstein og slår fast:

- Vi vil forsøge at begrænse det antal fly, der skal lette og lande over København.

Der skal udføres banearbejde på landingsbane 04R/22L. Derfor vil tværbanen 12/30 blive benyttet mere de næste ti dage.
Der skal udføres banearbejde på landingsbane 04R/22L. Derfor vil tværbanen 12/30 blive benyttet mere de næste ti dage.
Foto: Københavns Lufthavn

Det drejer sig om sikkerheden

På trods af at Københavns Lufthavn vil forsøge at begrænse antallet af fly, der skal flyve over København, så kan det ikke helt undgås.

Af sikkerhedsmæssige årsager skal et fly nemlig lette og lande imod vindretningen, så flyets vinger giver større opdrift.

- Det handler meget om vejret. Vinden og skyerne har en betydning for, hvilken vinkel flyene skal flyve ind eller ud fra. Derudover spiller den øvrige flytrafik også en rolle, fortæller Lise Agerley Kürstein.

Hvis vinden kommer fra øst, er det derfor nødvendigt for flyene at lette fra den tværgående landingsbane, og det betyder, at flyene skal et smut over København.

Ligeledes skal flyene lande på den tværgående landingsbane, hvis vinden kommer fra en sydlig eller sydøstlig retning.

Lise Agerley Kürstein oplyser, at det primært er beboere i Tårnby, Dragør og Kastrup, der vil opleve øget støj fra flyene.