Nu genindfører Københavns Kommune ensretning omkring Søerne

Kommunen begrunder ensretningen i høje smittetal og nye restriktioner. Også Christianshavns Vold bliver ensrettet.

Københavns Kommune frygter for meget trængsel omkring Peblinge Sø, Sortedams Sø og på Christianshavns Vold efter nye coronarestriktioner er trådt i kraft.

Det betyder nemlig lukkede fitnesscentre og aflyst idræt - og i hovedstaden har man en formodning om, at det betyder flere motionister i det offentlige rum.

Derfor vælger Københavns Kommune nu at genindføre ensretning omkring Søerne og på Christianshavns Vold, oplyses det i en pressemeddelelse.

Dermed bliver det en smule lettere at holde den nødvendige afstand til andre, lyder forklaringen fra enhedschef Jakob Hjuler Tamsmark.

- Københavnerne elsker at bruge byen, og både volden og søerne er populære steder at gå ture. Derfor genindfører vi ensretningen disse steder, da det henover sommeren viste sig at være et brugbart tiltag, som gjorde det lettere at holde afstand og dermed mindske smitterisikoen.

- Hvis københavnerne vælger at søge udendørs i den kommende tid, vil vi gerne tilbyde en tryggere løsning, og det kan ensretningen hjælpe til, siger Jakob Hjuler Tamsmark.

Ensretning med uret

Teknik- og Miljøforvaltningen arbejder på hurtigst muligt at opsætte skilte, som skal vejlede fodgængere og motionister om de genindførte regler.

Omkring søerne vil ensretningen gælde med uret, mens gå-retningen på volden bliver fra Torvegade mod Amager Boulevard og Langebro.


Flere ensretninger kan være på vej

Der er indtil videre ikke en forventning om at indføre ensretning flere steder i byen, men Københavns Kommune holder alligevel et vågent øje med andre populære mødesteder.

- Der har tidligere været indført cykelregulering i Amager Strandpark og ensretning ved Damhussøen, og derfor er vi særligt opmærksomme på, om vi også her skal genindføre tiltag. Lige nu er der dog plads nok til at kunne holde fornuftig afstand og færdes i begge retninger begge steder, men vi er parate til at ændre på vilkårene, hvis det bliver nødvendigt, siger Jakob Hjuler Tamsmark.

Ensretningen gælder ikke rundt om Sankt Jørgens Sø, hvor især den vestlige side mod Frederiksberg bruges som en central cykelrute i begge retninger.

Hvis der viser sig et stort behov, kan det blive aktuelt at finde en løsning for Sankt Jørgens Sø også, men for nuværende vurderes det, at ruten omkring de to søer er tilstrækkelig til at sikre et trygt byrum til gåture, oplyser kommunen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik