Arbejdet med at anlægge en ny strand i Valbyparken går nu ind i sin anden fase.
Sidste sommer blev første fase afsluttet, da den stejle skråning med sten, som før adskilte Valbyparken og vandet i Kalveboderne, blev erstattet af en 120 meter lang sandstrand.
Men selvom stranden umiddelbart ser færdig ud, må de badelystne gæster dog væbne sig med tålmodighed, oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
Siden september sidste år har det været muligt at benytte stranden til ophold og aktiviteter på land, men henover sommeren fra maj til august vil stranden blive spærret af, mens anlægsarbejdet står på.
På trods af, at stedet kommer til at være en byggegrund, så vil der dog stadig være en midlertidig sti til cyklister og gående, så man kan passere anlægsarbejdet.
Næste fase påbegyndes den 4. maj, og når arbejdet genoptages, vil der blandt andet blive etableret en støttemur i beton mellem stranden og parken. Derudover vil der blive anlagt en opholdstrappe i granit mellem grusstien og sandstranden.
Badestranden forventes færdig i 2021
Når kommunen til august er færdig med fase to, vil der gå næsten et år, før tredje og sidste fase sættes i gang. I den periode vil det igen være muligt at besøge Valbyparkens nye sandstrand.
Dog forventer Teknik- og Miljøforvaltningen tidligst, at vandet vil være rent nok til badning i løbet af 2021.
Den nuværende vandkvalitet skyldes, at der ofte kommer spildevandsbakterier fra Damhussøen og Gåsebækrenden, som kan være sundhedsskadelige. Der arbejdes på at reducere spildevandspåvirkningen, men det undersøges stadig, om der er brug for flere tiltag for at opnå en tilstrækkelig god badevandskvalitet, oplyser Københavns Kommune.
Fakta om ny badestrand i Valbyparken