Nu falder dommen - er LTF en ulovlig forening?

Andre foreninger er tidligere forsøgt ophævet uden held. Men sagen om banden Loyal to Familia er anderledes.

Opdatering d. 24.1. klokken 12.00:
Banden Loyal to Familia opløses, og Københavns Politis foreløbige forbud anerkendes som lovligt. Derudover skal banden betale sagens omkostninger. Sådan lyder kendelsen, som fredag klokken 12 blev afsagt i Københavns Byret i sagen, som Anklagemyndigheden har rejst mod Loyal to Familia.

De er kendt for vold og afpresning, narko og bandekrig samt logoet med pistoler. Men er banden Loyal To Familia en ulovlig forening?

Fredag klokken 12 afsiger Københavns Byret dom i sagen, som Anklagemyndigheden har rejst mod LTF.

En sag, der handler om befolkningens grundlovssikrede ret til at danne en lovlig forening – men altså ikke en forening, der ’virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende’, som der står i Grundlovens paragraf 78 stk. 2.

Derfor er sagen om LTF anderledes

Fem gange har Rigsadvokaten de seneste 20 år vurderet, at der ikke var grundlag for at ophæve en forening efter paragraf 78 i Grundloven – den samme paragraf, som denne sag drejer sig om.

Det var i forhold til rockergrupperne Hells Angels og Bandidos, Hizb ut-Tarhir, Pædofiligruppen samt senest i slutningen af 00'erne en gruppe mere eller mindre organiserede gadebander.

Men denne sag er anderledes. Denne gang kan Anklagemyndigheden også påråbe sig bandedomme efter straffelovens paragraf 81a, der blev indført i 2009.

Og derfor adskiller denne sag sig fra tidligere.

Bandeparagraf binder kriminalitet til LTF

Dømmes en person efter 81a, er der ikke tale om kriminalitet begået på egen hånd.

- Nej, så har den dømte varetaget LTF's interesser, lød det i anklagerne Emil Folker og Lasse Biehls procedure.

Kriminalitet, der er dokumenteret i 30 domme i løbet af sagen, hvor registrerede medlemmer af LTF er straffet med 357 års fængsel for drab, drabsforsøg og skudvekslinger.

Anklager: Derfor er LTF ulovlig

Desuden fremhævede anklagerne, at foreningen inden for de seneste år har deltaget i tre væbnede konflikter, som tæller 63 skudepisoder med 17 tilskadekomne og fem dræbte.

At de har en hierarkisk struktur, logo og uniform, betaler medlemskontingent og penge til fængslede medlemmer.

Anklagerne mente faktisk i deres afsluttende procedure, at LTF har karakter af en terrorvirksomhed, især på grund af to sager, hvor banden har været involveret i overfald på fængselsbetjente.

I den ene sag blev en betjent slået ned og stukket med kniv i benet. I den anden blev en betjent skudt i begge ben. I begge sager har domstolene vurderet, at banden stod bag.

Forsvarer: Politisk pres skabte sagen

Mens forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen, der de senere år har været LTF’s faste advokat, er af en helt anden overbevisning.

Han procederede for, man skal være opmærksom på, at det politiske element har en betydning i denne sag.

- Årsagen til, at den har kørt, har mere handlet om den politiske PR. Sagen skal afgøres rent juridisk, og ikke fordi det ville være behændigt, hvis der ikke fandtes noget, der hed LTF, sagde Michael Juul Eriksen i sin procedure med henvisning til blandt andre daværende justitsminister Søren Pape, der ønskede retssagen rejst tilbage i 2017, hvor den københavnske bandekonflikt var på sit højeste.

Og så har Michael Juul Eriksen fremlagt, at LTF ifølge medlemmerne er en sammenslutning af personer, der er vokset op i det samme boligområde. Det er folk, der mødes hver eneste dag. Hænger ud sammen, er sammen socialt.

Selvfølgelig hjælper de hinanden, hvis nogen kommer i problemer. Det, de selv kalder det, er et broderskab, forklarede forsvarsadvokaten.

- Det er jo ikke sådan, at når man hænger ud med sine venner, så skal man godtgøre formålet over for staten, procederede Michael Juul Eriksen.

Dom kan få betydning for andre grupperinger

Det er ikke LTF-mærkaten, der binder dem sammen, lyder.

- Selvfølgelig er der også sager, hvor de har begået kriminalitet - som så mange andre gør i det her område - men det er jo ikke det bærende, sagde Michael Juul Eriksen afslutningsvis.

Her fremhævede han også, at vel er der dokumenteret 485 domme til registrerede LTF-medlemmer – men de pågældende personer er i alt dømt 3840 gange, og dermed er de 485 domme i LTF-regi kun en ganske lille del af deres samlede kriminalitet.

Loyal To Familia har været administrativt forbudt siden 27. juni 2018, men et endeligt forbud skal ske ved dom.

Lyder den endelige dom på, at LTF er en ulovlig forening, lyder det fra politisk hold, at man vil rette blikket mod andre grupperinger.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik