Nu får Københavns elbilister lettere ved at lade op

E-mobilitetsudbyderen Clever opstiller over det næste halve år knap 140 nye ladestandere til elbiler i København med plads til opladning af knap 300 biler.

Nu bliver det lettere at lade bilen op, hvis man er elbilejer i København.

Her vil firmaet Clever nemlig over de næste syv måneder opføre 137 offentligt tilgængelige ladestandere. De mange nye ladesstandere vil skyde op i små øer på 37 forskellige lokationer over hele byen og samlet set have plads til, at 284 bilejere kan koble bilen til og lade op.

Det skriver Clever og Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Overborgmester Frank Jensen (S) glæder sig over investeringen i byens grønne infrastruktur:

- Forhåbentlig gør det, at flere bilister kan se fidusen i at tage det grønne valg, så vi kan få sat endnu mere fart på den grønne omstilling af biltrafikken. Det er et vigtigt skridt mod et København med mindre CO2 og luftforurening, siger Frank Jensen (S).

Hver ladestander vil indeholde to ladere, således at en stander kan bruges til to biler. Hver af de små øer vil bestå af 4-8 standere.

Arbejdet med at opføre de mange elladestandere er netop gået i gang. Clever forventer, at elbilejerne i løbet af tre til fire uger vil kunne lade ved de første nye ladestandere, som bliver opsat på Østerbro, Vesterbro og i Valby.

Den sidste af de 137 nye ladestandere forventes at være opsat ved årets udgang.

Herunder kan du se de forskellige steder, hvor der opføres nye ladestandere:

Stor opgave at omstille samfundet

Hos Clever, der opfører ladestanderne, ser administrerende direktør Casper Kirketerp-Møller det som en investering i en bæredygtig fremtid for kommende generationer:

- Det er vigtigt og stort, at Københavns Kommune viser vejen ved at prioritere elbilerne i byens rum. Vi står alle sammen over for en kæmpestor opgave i at omstille vores samfund til at køre på bæredygtig elektricitet, som kun lykkes, hvis vi står sammen som borgere, kommuner og virksomheder, siger han.

Københavns Kommune har godkendt de første 29 nye placeringer over hele byen. Her vil der blive opstillet 106 offentligt tilgængelige ladestandere med plads til opladning af 212 biler.

Ansøgningerne om de resterende 8 placeringer med 31 ladestandere og 62 ladepunkter er på nuværende tidspunkt ved at blive behandlet.

Nye ladestandere i København

  • Der opstilles frem mod årsskiftet 137 nye elladstandere på 37 forskellige placeringer på tværs af København. Der vil være plads til opladning af i alt 298 elbiler.

 

  • Der vil være tale om 22 kW AC-ladestandere, der passer godt til behovet i byerne, hvor en stor del af beboerne i København parkerer ved kantstenen natten over

 

  • For at gøre det mere attraktivt at investere i en elbil gjorde Københavns Kommune det gratis for elbiler, brintbiler og elmotorcykler at parkere på offentlige p-pladser på gadeplan over hele byen fra den 1. januar 2020.

 

  • Ud over at tilbyde gratis parkering til elbiler vil Københavns Kommune oprette 50 hyrevognspladser til taxaer, der kører på el eller brint.

 

  • I dag er der i alt ca. 280 offentligt tilgængelige ladestandere i København.

 

Kilde: Københavns Kommune


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik